|
| | Dag 3 - Lørdag den 3. februar
Afgang Auckland
- ankomst Christchurch
Vi kom til Auckland, og her skulle de faktisk også have en
udfyldt seddel med en masse underlige spørgsmål. Den blev udfyldt i flyet, så
det var ikke noget problem.
Flyet var 1 time forsinket, så vi havde faktisk kun 1 time til
næste afgang, men der var meget lang kø ved paskontrollen, så inden vi var
tjekket og havde fået hentet bagage og myldret over til tjekind til næste fly,
var det for sent.
Det var selvfølgelig en venlig dame der straks fandt pladser til os på flyet 1
time senere, og det gjorde nu ikke noget, for så kunne vi nå at få fast grund
under fødderne og en pilsner, inden det gik videre.
I Christchurch fik vi bagagen og tog en taxa til Hotel Latimer,
hvor vi fik vores værelse og kl. nu var ca. 12:30. Et udmærket sted med 2
dobbeltsenge og 2 enkeltsenge i 2 rum. Kan anbefales.
Lidt hovedregning afslørede at vi nu havde været på farten i ca.
35 timer, og hvis man lægger torsdagens første timer til, så havde vi nu været
mere eller mindre vågne i ca. 42 timer. Det passer jo ikke helt, da alle havde
pluk-sovet i flyene, men ingen ret meget.
Vi slappede lidt af, men nægtede at sove i første omgang.
Jeg spurgte receptionen om der var en købmand der havde åbent og jeg blev sendt
ud på en 10 minutter walkabout i Christchurch for at hente øl, cola og chips.
Nu ved jeg ikke om damen var professionel kapgænger, for det tog nu mig 25 min.
at komme derhen - 5 min. at handle - og 25 min. tilbage igen. Så var det knæ
ødelagt.
Øl hjalp lidt og kl. 16:00 ville vi ud og gå en tur i byen, men Søren ville
hellere sove, så han gik til køjs.
Vi andre gik en lille tur i byen og Mette fik købt shorts og vi fandt en lille
købmand der var meget tættere på end det supermarked jeg først var blevet
dirigeret hen til.
Og så havde vi selvfølgelig ikke lige fået kameraet med, så ingen billeder
derfra.
Vi kom hjem kl. ca. 17:30 og kunne næsten ikke hænge sammen.
Lidt internet blev det til og så eller i seng og SOVE fra 18:00-18:30.
10. februar 2007 |