Op • Stævneposten • DM • ParVM • VM
 


VM for par - uden handicapregler - 1 kugle pr. par.

Klub Spillere Dommere
Agrarerne 10 7
Aktivisterne 20 12
Baskerne 11 5
Christiansfeld 10 5
Fuglsang 8 4
Hullet 6 5
Hårby 8 7
Idylparken 2 2
KØK 26 21
Køllerne 9 5
Rødding 12 4
SIS 4 0
Skydebjerg 4 2
ViGo'e  2 2
Privatister 6 3
I alt 138 84

Lørdag den 13. juni kl. 9:00 til ca. 18:00 var der VM for par ved Glamsdalens Idrætsefterskole i Glamsbjerg, og denne gang uden handicapregler. Til gengæld har hvert par kun 1 kugle som de skiftes til at skyde til.
Der blev spillet 4 kampe i slagspil, og hver spiller startede med at slå først i 2 runder hver.

Vi var lidt bekymrede for om det var til at finde ud af for dommerne, men det gik rigtig godt, og al frygt blev gjort til skamme. I det hele taget var der ingen problemer. Det var vist det første stævne hvor der ikke var nogle afbud, så planerne skulle ikke laves om, og det gav lidt ro allerede fra starten.
Der er en grænse for hvor hurtigt efter hinanden man kan starte puljerne, hvis man også skal have spillere gjort fri til at være dommere, så der var 4 min. mellem hver afgang, hvilket betød, at der overhovedet ikke var forsinkelser i starterne. Af og til kom spillerne ikke helt så hurtigt igennem bane 1 som planlagt, men det er en anden historie.


Er dejligt sted at spille krolf.

Dorthe Bloch blev heller ikke stresset af råberiet, da der var god tid og tidsplanerne holdt. En dejlig dag!

Det blæste lidt, men vi var i en dal, så vi mærkede ikke så meget til det. Desuden skinnede solen og det var en rigtig dejlig dag. Stemningen var afslappet og hyggelig, som et krolfstævne nu engang skal være.


Afslappet atmosfære.


MEGET afslappet!!

Efter spillet var der fællesspisning på skolen. God mad hvor man for engang skyld ikke skulle stå i kø, da det blev bragt ud til bordene. Dejligt!
Tak til skolen for at vi måtte være der. Det er et fint sted at spille krolf.


Baskerbordet.


Kirsten Simonsen, SIS.


Ungdomsbordet.

Selv om det hedder VM kniber det med at opspore så mange udlændinge til et VM for par. Der kan have været flere end de 3 jeg fandt, men det var nu også ret nemt, da det var 3 fra Thailand.
Nee Dyrok er dansk gift og bor i Danmark, og sønnen Denn Phengsai er også kommet til landet og begge er kendte ansigter i krolfsporten.
I år var Denn's kæreste fra Thailand Waen Pungnirun kommet til landet på ferie, og hun havde prøvet lidt hjemme i haven, for lige at lære reglerne. Man må sige at det var et talent ude over det sædvanlige. Med så lidt erfaring gik hun sammen med Denn ind og fik en 7. plads i kampspil - lige uden for finalen.


2 gange Hanne, Waen og Denn.

Græsset var fint at spille på. Ikke for jævnt og ikke for ujævnt og ikke flade fodboldbaner. Og her må jeg så tilføje - SLET ikke!
Bane 2 havde nogle fine hældninger og lidt træer til at drille, og "Peters Losseplads" glimrede ved sit fravær, da banerne i sig selv var udfordrende nok. Det var en rigtig fin bane.
MEN - der er jo altid et lille MEN et eller andet sted - bane 1 blev lidt, skal vi kalde det "alternativ", med tiden.
Den var på visse huller meget skrå, men i starten gjorde det ikke noget, andet end at det var svært. Som tiden gik, blev græsset trampet fladt, og så kunne kuglerne slet ikke ligge stille på de skrå flader, så den stoppede ret langt væk fra hullet. Det afstedkom en del 10'ere, ikke kun til mindre gode spillere, men til alle der bare ikke havde heldet til at få kuglen til at ligge stille i nærheden af hullet. Isæt hul 6 og 9 drillede, men 7 og 8 led af samme skavank. Det gjorde at gennemsnittet for banen blev ret højt, men faktisk er jeg sikker på det var omkring 36 for første runde og 44 for anden runde. Der var MEGET stor forskel på de 2 runder jeg spillede på banen.
Vi plejer jo at sige det er end for alle, men jo tidligere man var igennem bane 2, jo nemmere var det, men lad os så sige, at det er en del af den portion held og uheld der uddeles ved ethvert stævne.


Erik T. Jensen, ViGo'e.

Alle spillede 2 runder på hver bane og alle fik lov til at starte på begge baner, så der var 4 tællende runder i slagspillet, som vi jo plejer at have.

Slagspil

Slagspillet er der ikke så meget at sige til, andet end at det blev vundet ret suverænt. Jeg kan ikke minde nogen har vundet så stort før, så de 2 drenge har spillet virkelig godt.
Og så skal det vel også lige nævnes, at KØK satte sig på de 5 første placeringer og havde 6 par mellem de 7 bedste. Det er skribenten da lidt stolt af.

1) Hans Johnsen og Niels O. Nielsen, Vamdrup (KØK) - 124 slag.
2) Blenda Schnegell og Eigil Fabricius, Ødis (KØK) - 131 slag.
3) Tove og Bent Jacobsen, Ødis (KØK) - 136 slag.

4) Sandra Nørby, Kolding og Søren Lyngdal Christensen, Ødis Kroge (KØK) - 137 slag.
5) Anne Marie og Otto Olsen, Ødis (KØK) - 137 slag.
6) Lene Rasmussen og Niels Knudsen, Asperup (Baskerne) - 137 slag.


Sandra, Søren, Hans, Niels, Niels, Lene, Anne Marie, Otto, Bent, Tove, Eigil og Blenda.

Kampspil

De 36 bedste par gik videre til 6 semifinaler med 6 par. Vi havde nødplaner klar hvis vi skønnede at dommerne ikke kunne styre det, men det var gået så godt, at vi ikke havde nogle bekymringer med at spille med 6 par.
Havde man 147 slag efter de 3 runder var man med - 148 var man ude. Heldigvis var det et "rent snit", så vi blev fri for at studere bedste runde for parrene.
Reglerne i semifinalerne var lidt anderledes, da det var den anden spiller der skulle slå først fra og med hul 7.

Semifinale 1

Deltagere: Niels O. Nielsen/Hans Johnsen, Vamdrup (KØK), Linet Olsen/John Nielsen, Asperup (Baskerne), Inge og Svend Larsen, Fjelstrup (Agrarerne), Inger og Aksel Nielsen, Glamsbjerg (Aktivisterne), Birte Bjørn/Ejnar Madsen, Glamsbjerg (Aktivisterne), Anny og Knud Dolleris, Hårby.
Halvvejs var det Inger/Aksel der lå bedst med 12 slag, men de havde hele flokken lige i hælene med 13, 14, 14, 14 og 15 slag.
Efter 9 huller havde Inger/Aksel 20 slag og så kom der ellers 4 par med 21. Kun Anny og Knud var hægtet lidt af med 25.
Inger/Aksel holdt afstanden til sidste hul, hvor en 4'er gjorde at Niels/Hans og Linet/John kom op på siden af Inger/Aksel.
Så var der omkamp, og her var Linet/John bedst eller heldigst, alt efter hvordan man ser på den slags.
Slag: 31, 31, 32, 31, 33, 35.

Semifinale 2

Deltagere: Blenda Schnegell/Eigil Fabricius, Ødis (KØK), Ingrid og Hans Fink Petersen, Haderslev (Agrarerne), Kirsten Simonsen/Krista Andreasen, Seest (SIS), Inge og Kurt Andersen, Glamsbjerg (Aktivisterne), Johannes O. Nielsen/Carsten Vadh, Vamdrup (KØK) og Birte Reeckmann/Robert Storgaard, Seest (SIS).
Birte/Robert kom bedst i gang med tre 2'ere, men hul 4 og 5 bragte lidt slinger i valsen. Til gengæld sørgede en hole-in-one på hul 6 for en 3-slags føring.
Ved hul 9 var 2 par kun 2 slag efter, men det ene par faldt fra og afstanden til det andet holdt hjem.
Slag: 30, 35, 32, 33, 34, 28.

Semifinale 3

Deltagere: Tove og Bent Jacobsen, Ødis (KØK), Aksel M. Petersen/Arne Salomonsen, Christiansfeld, Helle Jacobsen/Bente Nielsen, Vamdrup (KØK), Karen Bonde/Egon Henningsen, Haderslev (Agrarerne), Mette og Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK) og Irma Lind/Anton Larsen, Rødding.
Karen/Egon kom rigtig skidt fra start på hul 1 med en 5'er, og derfor var de også sidst efter 6 huller. Aksel/Arne havde en 6'er på hul 3, som de opvejede med 5 gange 2'ere, så det ikke var helt så galt endda.
Irma/Anton førte med 14, 3 par med 15, Aksel/Arne med 16 og 18 til Karen/Egon.
På de næste 3 huller gik det helt galt med Irma/Anton og Tove/Bent, hvorimod Aksel/Arne fortsatte deres stribe af 2'ere. Mette/Peter havde også fået stabiliseret spillet så disse 2 par stod lige med 22 og Helle/Bente havde 23.
På de sidste 3 huller havde Mette/Peter to 2'ere, Aksel/Arne 1 og Helle/Bente ingen, så Mette/Peter kom i finalen.
Slag: 36, 30, 32, 34, 29, 34.


Peter og Mette Christensen.

Semifinale 4

Deltagere: Sandra Nørby/Søren Christensen, Kolding/Ødis Kroge (KØK), Christine Andersen/Frede Thuesen, Viby/Haderslev (Agrarerne), Vivi og Ole Reeckmann, Kolding (Idylparken), Gerda Trøjby/Elly Hansen, Asperup/Hejnsvig (Baskerne/Petersminde), Grethe og Olav Petersen, Ødis (KØK) og Henning Albrechtsen/Leander Olsen, Asperup (Baskerne).
De første par huller gik ikke så fremragende for Vivi og Ole, men en hole-in-one bragte dem i spidsen sammen med Sandra/Søren og gav noget optimisme.
Efter byttet kørte det helt suverænt, og Vivi/Ole sluttede med 5 2'ere og en sikker sejr.
Slag: 33, 31, 27, 36, 36, 33.


Ole og Vivi Reeckmann.

Semifinale 5

Deltagere: Anne Marie og Otto Olsen, Ødis (KØK), Bent Hansen/Harald Petersen, Skydebjerg, Kis og Arne Wind, Haderslev (Agrarerne), Elise Frostholm/Egon Poulsen, Ødis/Sdr. Stenderup (KØK), Birte og Verner Jessen, Rødding og Waen Pungnirun/Denn Phengsai, Asperup/Thailand (Baskerne).
Kis og Arne kom rigtig skidt fra start og det fungerede slet ikke på de første 6 huller og de kom langt bagud.
De andre fulgtes pænt ad på de første 3 huller, men på hul 5 lavede Bent/Harald hole-in-one. Desværre fulgte de den op med en 4'er, så efter hul 6 stod de lige med Waen/Denn på 14 slag. De andre havde 16, 16, 18 og 19.
De førende satte lidt til på de næste 3 huller, så spændingen øgedes. 23 til både Waen/Denn og Bent/Harald, men nu var Anne Marie/Otto og Elise/Egon kun 1 slag efter og Birte/Verner havde også kæmpet sig tilbage og var nu kun 2 slag efter de førende.
Så var det Bent/Harald syntes det kunne være nok med den spænding, så de lavede lige en hole-in-one mere. Waen/Denn sluttede ellers med 3 gange 2'ere, men det var ikke nok. Bent/Harald vandt med 1 enkelt lille slag.
Slag: 31, 28, 33, 31, 32 29.

Semifinale 6

Deltagere: Lene Rasmussen/Niels Knudsen, Asperup (Baskerne), Lene Henriksen/Anders Zacho, Ødis (KØK), Lilian og Peder Rasmussen, Favstrup (Hullet), Bodil Rasmussen/Paul Bjørn, Glamsbjerg (Aktivisterne), Iris og Anders Conradsen, Rødding og Anna Margrethe og Erik Christensen, Rødding.
På de 3 første huller var det kun Iris/Ander der skilte sig ud, og det var ikke til den gode side.
På de næste 3 huller skete der noget. Lilian/Peder havde 14 slag, Bodil/Paul 15 og resten lå og rodede med 17-19 slag.
Hul 7 gav hole-in-one til både Lene/Anders og Bodil/Paul, samtidig med at Lilian/Peder brugte 4 slag. Det knækkede puljen, så det kun var disse 3 par der kunne nå at vinde. Bodil/Paul havde imidlertid et forspring på 3 slag, som de udbyggede til 4 på de sidste 6 huller, så gassen var allerede gået af den ballon.
Slag: 35, 32, 32, 28, 38, 35.


Bodil Rasmussen og Paul Bjørn.

Finale

Deltagere: Birte Reeckmann/Robert Storgaard, Seest (SIS), Linet Olsen/John Nielsen, Asperup (Baskerne), Mette og Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK), Bent Hansen/Harald Petersen, Skydebjerg, Vivi og Ole Reeckmann, Kolding (Idylparken), Bodil Rasmussen/Paul Bjørn, Glamsbjerg (Aktivisterne).


Arne Wind skulle dømme finalen. Her er der en der forsøger at tigge sig til en finaleplads.

Bodil/Paul startede hårdt og brutalt med en hole-in-one, hvor alle andre fik 3-4 slag.
6 slag til Bodil/Paul efter 3 huller. 3 par med 9 slag, Linet/John med 11 og Birte/Robert havde 13.
De næste 3 gav ikke de store forskydninger. Mette/Peter hentede dig 1 af de tabte slag på Bodil/Paul.
Hul 7-9 gav noget forskydning. Mette/Peter fik via 3 gang 2'ere indhentet Bodil/Paul så de stod lige på 22 slag. Til gengæld lavede Vivi/Ole hole-in-one på hul 9 og overhalede begge førnævnte par med 1 enkelt slag.
Bent/Harald havde været godt med, men en 4'er på hul 9 ødelagde det hele, og de stod nu på 25 slag.
Linet/John og Birte/Robert kunne ikke få det til at køre, så de havde 28 og 30 slag.
På hul 10 brugte Vivi/Ole 3 slag, og de 2 andre førende kun 2, så nu stod 3 par lige med 24 slag.
Hul 11 blev det afgørende hul. Her fil Mette/Peter en 3'er, som man kan blive helt glad for, når de værste konkurrenter får firere.
Mette/Peter sluttede med en 2'er, hvor Vivi/Ole og Bodil/Paul brugte 3'ere, så det blev en sejr til Mette/Peter på 29 slag mod Vivi/Oles 31 og Bodil/Pauls 31. Disse 2 par måtte i omspil om andenpladsen, og her vandt Bodil/Paul.
Bent/Harald havde sneget sig nærmere i al ubemærkethed, men det blev kun til en 4. plads med 32 slag.
Birte/Robert fik lidt styr på spillet til sidst, men endte alligevel på 37 slag, som var et færre end Linet/John, som slet ikke kunne få det til at køre.

1) Mette Lyngdal Christensen og Peter L. Christensen, Ødis Kroge (KØK) - 29 slag.
2) Bodil Rasmussen og Paul Bjørn, Glamsbjerg (Aktivisterne) - 31 slag.
3) Vivi og Ole Reeckmann, Kolding (Idylparken) - 31 slag.

4) Bent Hansen og Harald Petersen, Skydebjerg - 32 slag.
5) Birte Reeckmann og Robert Storgård, Kolding (SIS) - 37 slag.
6) Linet Olsen og John Nielsen, Asperup (Baskerne) - 38 slag.


Mette, Peter, Paul, Bodil, Ole, Vivi, Bent, Harald, Robert (skjult), Birte, John og Linet.

Statistik, lister og billeder

Bane 1 havde et gennemsnit på 40,6 og bedste runde gik Winnie og Erik Christensen, Hårby med 30 slag.

Bane 2 havde et gennemsnit på 33,9 og bedste rundet gik Tove og Bent Jacobsen, Ødis (KØK) med 25 slag.


Winnie, Erik, Tove og Bent.


Ud over at spille, havde Mette også travlt med at taste resultater ind.


En STOR tak til Dorthe. Her sammen med en fan.

Her er resultatlisten, den nye verdensrangliste og stillingen i World Cuppen.

Her er et show med alle billeder.

Og her er nogle billeder jeg har modtaget fra Denn og Jan.


Hov - hvor gik de andre hen?


John viser flot loppeteknik.


Et Basker-put kræver koncentration af alle.


John, Linet, Ole, Vivi, Peter, Mette, Bent, Harald, Birte, Robert, Paul og Bodil.


Godt billede og smukt motiv, og her mener jeg Waen i forgrunden og ikke Egon i baggrunden.


Godt billede?  Smukt motiv? - men i hvert fald i forgrunden.


PLC 22-07-10