Søren L. Christensen - ny kasserer i KØK - har skrevet en historie om sine oplevelser i forbindelse med overtagelse af kassen i KØK.

 

I foråret stod krolfklubben KØK i den situation, at der skulle en ny kasserer til at varetage det bugnende skattekammer, som alle krolfklubber i landet besidder. Det lader i hvert fald til at være bankens holdning.
Jeg var så uforsigtig at blive udpeget som kasserer, og så begyndte et eventyr ud i bureaukratiets vidunder – eller også er det en nyskrivning af Dantes Inferno.
Uvidende om, hvad der ventede mig, spankulerede jeg frejdigt ned i krolfklubbens bank. Dette måtte da være en smal sag at få overdraget kassen – jeg var endda allerede kunde i banken.
Ved kassen lød den første besked, at jeg skulle opdatere foreningens oplysninger, hvilket vil sige, hvem er i bestyrelsen, hvem er formand, hvem er kasserer. Det er jo sådan set simpelt nok. Jeg skulle også anskaffe et referat fra generalforsamlingen underskrevet af formand og referent. Indenfor et par uger var det ordnet.
Med fornyet mod gik jeg endnu engang ned i banken med dollartegn i øjnene. Skattekisten var indenfor rækkevidde. Troede jeg. For det var da i øvrigt ikke nok at opdaterede, hvem der sad i bestyrelsen. Nej, de skulle da minsandten have kopi af ”deres ID”.
Lidt træls over, at jeg nu skulle skaffe ID på flokken, så fik jeg da over en måneds tid skaffet det.
Men ak! ID betyder jo ikke kørekortet, som jeg havde fået kopi af hos et par stykker. Nej, det er jo sygesikringskoret. Javel, det lykkedes da også at skaffe til sidst.
Allerede noget ærgerlig over, at det krævede så megen frem og tilbage at blive kasserer i en klub, som banken havde haft som kunde i henad 20 år, måtte jeg jo retur med ny kopi.
Men mine bureaukratiske kvaler var ikke overstået endnu: Nu var bestyrelsen på plads – kunne jeg ikke også lige anskaffe CVR-beviset på foreningen. Nuvel. Den tidligere formand måtte grave dybt i sine arkiver for at finde et CVR-bevis på foreningen. Den er trods alt stiftet for over 25 år siden.
Alt for træt over banken til at gå derned igen, valgte jeg at sende kopien ind til dem via deres sikkermail-funktion i min egen netbank. To måneder senere fik jeg et opkald af en venlig dame – jo, det var da det korrekte, jeg havde fundet frem, men der var jo liiiiige et par andre ting, jeg også skulle finde frem.
Til hendes ros skal det dog siges, at hun formåede at give mig resten af de hemmelige ingredienser til en kasseoverdragelse: Lav et overslag på indtægter og udgifter (er man pernippen kunne man jo påstå, at banken har en ganske udmærket adgang til den slags oplysninger), anskaf en samtykkeerklæring på, at kassereren må tegne på foreningen vegne fra formanden, og formanden skulle også anskaffe en fuldmagt på onlineaftalen, som skulle underskrives af to vitterlighedsvidner. Fint skal det være.
Efter en længere omgang frem og tilbage lykkedes det også at skaffe dette. Kalenderen sagde nu juli, og processen var startet i begyndelsen af april.
De underskrevne papirer blev fluks sendt til banken, som efter 2 måneders behandlingstid måtte bøje sig og give mig adgang til kassen.

Så opskriften på en kasseoverdragelse i disse hvidvaskningstider lyder således:
- Opdater bestyrelsens informationer hos banken – medbring sygesikringskort
- Eventuelt vedlæg foreningens vedtægter
- Hav foreningens CVR-bevis klar i baglommen
- Medbring et underskrevet referat (formand og referent), hvor det fremgår, at kassereren er skiftet
- Hav et overslag på indtægter/udgifter klar
- Underskriv en samtykkeerklæring på at kassereren må tegne for foreningen
- Underskriv en fuldmagt til adgang til netbank – husk vitterlighedsvidner (banken har nok en blanket)
Lad det herefter simre i to måneder.

Et alternativt forslag lyder: Gør kassereren til en livstidspost.