Op • DM • VM for par • VM
 

VM Billeder 2005

  v/ Hans Thomsen


VM på Engelsholm højskole - 184 spillede


Engelsholm Slot er indrettet som højskole

Lørdag den 30. juli 2005 var der VM på Engelsholm slot.
Vi startede i regn - igen - og denne gang blev det hen ad middag inden det blev tørvejr. Men da det ingenlunde var koldt, spillede det ikke den store rolle.
Banerne havde selvfølgelig ikke godt af den megen vand, og blev lidt mudrede. De blev også langsommere af vandet, og de var i forvejen ikke for hurtige.
Men pyt - ingen klagede og man indrettede sig bare efter forholdene.

Der blev spillet lystigt dagen igennem, og da kampspillet blev ret tidligt færdigt, havde jeg lavet 1 kamp mere for alle spillere. De 36 bedste spillede om mesterskabet, hvor resten spillede om nogle få placeringer - typisk i puljer á 6 spillere.
Kampene gik i gang, startende med de 6 semifinaler. Efter lidt tid, var der dog nogen der kom og klagede over de ikke var med i semifinalerne, så turneringslederen måtte i hast ind og tjekke om han havde lavet sine beregninger korrekt.
Beregningerne var i og for sig korrekte, da de 36 bedste var udtaget til semifinalerne, men det var bare de 36 bedste fra slagspillet i stedet for kampspillet. Det tog 10 sekunder at rette da fejlen først var fundet, men det var altså til dels de forkerte folk der spillede semifinaler.
Alle kampe blev stoppet og spillerne kaldt tilbage. Turneringslederen måtte beklage fejlen og nye semifinaler blev sat i gang, denne gang med de rigtige spillere.
Nu var der ikke mere tid til at alle kunne få en ekstra kamp, så det blev droppet. Spillerne fik så den placering de havde fået i grundspillet.

Umiddelbart efter kampene var der præmieoverrækkelse i slotsgården, af hensyn til dem der ikke skulle spise. Det viste sig dog, at alle der ikke skulle spise allerede var dampet af. En lidt flad fornemmelse at overrække præmier til nogen der ikke er der.
Ud over vinderne, som er nævnt under kamp- og slagspil, fik Verner Nielsen, Skive en kølle og kugle af KrolfButikkens indehaver. Verner er nemlig den der oprindeligt fandt på at konstruere køllerne på den velkendte enkle måde, som vi næsten alle bruger nu. Verner spiller kun 1 gang om året, nemlig til VM, og han er ganske stabil, da han har spillet 16 ud af de 17 VM'er.


Verner Nielsen, Skive får ny kølle.

Vores opråber Dorthe Bloch, Ødis fik en flaske vin for sin indsats, selv om hun hver gang siger, hun ikke skal have noget. Det skal hun nu, for det er en uvurderlig hjælp og hun bruger en hel dag på at råbe efter os, uden selv at spille.


Dorthe Bloch, Ødis får en flaske tak for hjælpen.

Til sidst gik vi ind på slottet for at spise. Vi kunne desværre ikke alle være i samme lokale. De fleste var i riddersalen og resten i 2 andre lokaler, men det var nu rigtig hyggeligt alligevel.
Turneringslederen har fået masser af ros for maden, hvilket han selvfølgelig er vældig tilfreds med, men rosen tilkommer personalet på Engelsholm og vel især kokken Kim Fredslund.


Så er der spisning i Riddersalen.

Bortset fra turneringslederens uheld med beregningerne og regnen om formiddagen, var det et rigtig godt stævne. Regn eller ikke regn, så var det hyggeligt at møde en masse nye krolfere og gense alle de gamle kendinge.


Gensynsglæde - nogen tilsyneladende gladere end andre.

Kampspil

I kampspillet spillede vi om point i forhold til placeringerne inden for de enkelte grupper. De 36 bedste gik videre til 6 semifinaler, og herfra var det de 6 vindere, der kom i finalen.
I tilfælde af at flere havde lige mange point i de indledende runder, er det flest førstepladser der tæller mest, derefter flest delte førstepladser, andenpladser, delte ... osv. Er det helt lige, er det færrest slag i slagspillet totalt der tæller.
De 6 nr. 2 i semifinalerne får alle tildelt en 7. plads, alle 3'erne får tildelt 13. pladsen, nr. 4 får 19. pladsen, nr. 5 får 25. pladsen og alle nr. 6 i semifinalen får tildelt 31. pladsen.

Grundspillet blev vundet af Kurt Andersen, Glamsbjerg (Aktivisterne) med 4 rene førstepladser, efterfulgt af Hans Christian Juhl, Haderslev (Agrarerne), som dog måtte dele den ene førsteplads med en anden.

I Semifinalerne 1 vandt Denn Phengsai, Thailand med kun 24 slag, tæt forfulgt af Frits Henriksen, Asperup, der brugte 25 slag. Begge spiller for klubben Baskerne.
Semifinale 2 endte med sejr til Svend Christensen, Glamsbjerg (Aktivisterne) med 28, efter omkamp med Sten Andersen, Ødis (KØK).
I semifinale 3 vandt Gert Jensen, Erritsø (DKK) med 29 slag foran Jørgen Martin Juhl, Haderslev (Agrarerne).
Semifinale 4 sluttede med en meget heldig finaleplads til Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK) med 29 slag, godt presset af Linet Olsen, Asperup (Baskerne). Peter blev hjulpet i hul af en modspiller på sidste hul, hvilket sikrede sejren.
Semifinale 5 blev suverænt vundet af Anders Sørensen, Fredericia (DKK) med kun 23 slag. Det skulle vise sig at være dagens bedste runde. Nærmeste konkurrent i den pulje var Torben Søgaard, Nr. Aaby (Baskerne) med 26 slag. Han sluttede til gengæld flot med 2 hole-in-one.
Sidste semifinale blev vundet af Lene Henriksen, Ødis Kroge (KØK) med 27 slag. Her blev Allan Lyngdal Jensen, Ry (Kølleklubben) nr. 2 med 31 slag.


Finalisterne i kampspil
Venstre side : Gert Jensen, Lene Henriksen, Anders Sørensen.
Højre side : Peter Christensen, Denn Phengsai, Svend Christensen.

I finalen startede Denn bedst, men Svend lavede 2 hole-in-one, og så var han med fremme.
Da spillerne havde spillet 6 af de 12 huller, førte Denn med 13 slag, Svend havde 14 og de 4 andre havde 16 slag.
Nu begyndte uheldene at hagle ned over Denn. Den ene gang efter den anden kom der kugler på tværs af Denns planer, hvilket kostede ham indtil flere slag på de sidste huller.
Efter hul 9 var stillingen 22 til Svend, 23 til Denn, 24 til Peter, Lene og Anders og 25 til Gert.
På hul 10 brugte Denn og Anders en del slag, og hul 11 rykkede også lidt på stillingen. Den var nu 28 til Svend, 29 til Gert, Peter og Lene, 30 til Denn og 31 til Anders.
Svend kom pænt tæt på hullet. De andre drenge havde sværere puts, men dog ikke umulige. Lene skulle skyde sidst, og hun har jo før vundet mesterskabet ved at lave hole-in-one på sidste hul, så det satsede hun på. Det var MEGET tæt på, for den tog en lille snurretur i hulkanten og hoppede op og lagde sig til en sikker 2'er.


Anna Margrethe Christensen, Rødding havde det ærefulde job som dommer.

Svend skulle nu putte for mesterskabet, men et eller andet gik galt. Om det var nerver eller den bulede undergrund eller uheld eller alle delene i uskøn forening er svært at sige, men kuglen smuttede udenom og om bag flaget.
Anders og Lene fik som de eneste 2'ere, så nu skulle Svend putte for omkamp, men han lå bag flaget og missede igen. Dermed var Lene nu sikker på mesterskabet og pokalen Den Gyldne Kugle.
Peter, Gert og Denn fik deres treere, så Svend skulle nu trille sin 4'rer i hul, men var ukoncentreret, sandsynligvis pga. det tabte mesterskab, så den smuttede rundt i kanten og op, så det endte med en 5'er.
Peter og Gert spillede om anden og tredjepladsen, og her vandt Peter på første hul. Anders, Denn og stakkels Svend spillede om 4-6. pladsen, og det blev også rækkefølgen.
Altså en meget lige og spændende finale, hvor vinderen havde 31 slag og nr. 6 havde 33 slag.


Lene Henriksen, Ødis Kroge (KØK), Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK)
og Gert Jensen, Erritsø (DKK).

Førstepræmien var et 5 døgns ophold på Søhøjlandet sponsoreret af DanParcs.
Andenpræmien var et gavekort på 500,- kr sponsoreret af PTI-Nord.
Tredjepræmien var et gavekort på 200,- kr sponsoreret af EDC Mæglerne ved Hans Thomsen, Kolding.
Fjerde- og femtepræmien var en kuffert med håndtag og hjul, sponsoreret af YIT A/S.
Sjettepræmien var en lommelærke med foldebæger med DKU-logo sponsoreret af Gravøren, Låsbygade i Kolding.

På sidstepladsen som nr. 184 og dermed vinder af Den Firkantede Kugle kom Hanne Blaaberg, Nysted (Nyserne). Der er intet billede af Hanne, da hun var taget hjem.

Bedste barn under 13 år var Daniel Elul, Petersminde på en 25. plads. Han var altså i semifinalen, hvilket er ret flot af en knægt på 12 år.

Slagspil

I slagspil vandt Mogens Dam, Vamdrup (VKK) Den Gyldne Kølle med i alt 116 slag i de 4 tællende runder. Præmien var et gavekort på 500,- kr sponsoreret af Middelfart Sparekasse. Han blev fulgt til dørs af Lene Henriksen, Ødis Kroge (KØK), også med 116 slag, hvilket blev præmieret med et gavekort på 300,- kr sponsoreret af PTI-Nord. De havde begge gået bedste runde på 26 slag, så næstbedste runde blev afgørende, og her var Mogens altså bedst.
Nr. 3 blev John Nielsen, Asperup (Baskerne) med 118 slag, hvilket gav et gavekort på 200,- kr fra sponsor EDC Mægler Hans Thomsen, Kolding. Det samme havde Gert Jensen, Erritsø (DKK), men John havde gået bedste runde. Gert fik en kuffert med håndtag og hjul, sponsoreret af YIT A/S.
Som næstbedste dame blev Tove Jacobsen, Ødis (KØK) på 13. pladsen med 121 slag også præmieret med en kuffert med håndtag og hjul, sponsoreret af YIT A/S, og 3. bedste dame blev Karen Marie Thomsen, Fredericia (DKK) også med 121 slag og en placering som nr. 14. Hun fik en rygsæk fra SAP og en flaske vin fra KrolfButikken.


Mogens Dam, Vamdrup (VKK) var intetanende taget hjem da der var præmieoverrækkelse,
så der findes kun dette billede af den lykkelige vinder.


Nr. 2 i slagspil Lene Henriksen, Ødis Kroge (KØK) til højre
og nr. 3 John Nielsen, Asperup (Baskerne) i midten.
Mogens Dam, Vamdrup (VKK) har en stand-in.

Her vil jeg igen nævne Daniel Elul, Petersminde, på 12 år, som kom ind på en 10. plads med kun 120 slag.

Statistik

Her er lidt statistik på banerne efter de 4 indledende runder.

Bane 1 havde et gennemsnit på 35,9, og her gik Alex Thomsen, Lunderskov (Lunderskov) og Anita Dam, Vamdrup (VKK) de bedste runder med 28 slag.
Bane 2 havde et gennemsnit på 33,8, og her gik Henning Thomsen, Fredericia (DKK), John Nielsen, Asperup (Baskerne), Frits Henriksen, Asperup (Baskerne) og Hans Johnsen, Vamdrup (KØK) runder på kun 25 slag.
Bane 3 havde et gennemsnit på 32,8, og her var det Lene Henriksen, Ødis Kroge (KØK) og Carsten Jensen, Vamdrup (KØK) der var længst nede med 26 slag.
Bane 4 havde et gennemsnit på 33,5, og her blev dagens bedste runder i det indledende spil gået. Det var Hans Karl Marcussen, Favstrup (Hullet) og Paul Bjørn, Glamsbjerg (Aktivisterne) der stod for denne præstation med runder på kun 24 slag.

I semifinalerne var Anders Sørensen, Fredericia (DKK) nede på 23 slag på bane 2 og Denn var nede på 24 slag på bane 3.

Glemte sager

Jeg har en sort jakke mærket med "Chinook" og "ABC" og en kasket mærket "Laust" med tusch som blev glemt. Ulla har en lille sort paraply, som også blev glemt.

Diverse

Verdensranglisten er nu klar og kan ses ved at klikke her.

Resultatlisterne er nu klar og kan hentes her i PDF-format.

Der er et udvalg af de bedste billeder på denne side.
Se alle billederne på nettet. Man kan købe de billeder man har lyst til, få dem lavet til krus, puslespil, plakater, trykt på en t-shirt og meget mere. De ligger i Tyskland hos et firma der hedder Pixum, og der havner man helt automatisk via dette link http://int.pixum.com/viewalbum/?id=1811991

Se mere om Engelsholm på deres hjemmeside http://www.engelsholm.dk


PLC 22-07-10