Krolf - 1. div. Krolf - 2. div.
| |
Krolfposten 1999
December 98 - Der var gevinst!
I november 98 var jeg på besøg i Nysted hvor VM 98 blev afholdt.
I den lokale avis, Folketidende, kunne man efter frit valg stemme på en Lolland/falstersk
sportsudøver - eller et hold, som man mente fortjente predikatet "Årets
sportsudøver på LF".
Da der stod i avisen, at der ikke var nogen der havde placeret sig ved noget VM, fór jeg
selvfølgelig i blækhuset og gjorde opmærksom på, at Jan Pedersen, Nysted, blev nr. 3 i
slagspil ved VM i krolf.
Da dagen med kåringen oprandt engang i december, havde Jan kun fået denne ene stemme,
men han blev da nævnt.
Døllefjælde Musse Idrætsforenings danske mestre i indefodbold vandt fortjent med 64
stemmer, og de fik lov til at trække 10 vindere blandt indsenderne, og op af hatten kom
mit navn.
Det var en gevinst på 250,- kr, som jeg i samråd med Jan har besluttet skal gives til
bedste debutant i slagspil ved næste VM.
Januar 99 - World Cup 1999
Også i år sætter jeg en flaske rødvin på højkant til den der vinder World Cuppen.
Man kan score point til World Cuppen ved DM, VM for par, VM og i holdturneringen. Vinderen
er selvfølgelig den der har scoret flest point i 1999.
Januar 99 - Smugkig i Krolfposten pr. e-mail
Af og til - især uden for krolfsæsonen - udsender jeg et smugkig i Krolfposten pr.
e-mail.
Skulle der være en læser eller 2 der har en e-mail adresse som ikke får den
elektroniske Krolfpost, så skriv til krolf<.a.>cheerful.com,
og man kommer straks med på listen.
Januar 99 - Firmademo for ADP i Vejle
Jeg har endnu engang lovet mig væk til en krolf demo. Lørdag den 19. juni har
personaleforeningen i firmaet ADP i Vejle (tidligere JDC Data) et krolfarrangement med
efterfølgende spisning.
Foreløbig har vi ikke aftalt andet end datoen og at krolf er på programmet, så jeg ved
endnu ikke om jeg skal bruge hjælpere eller ej. Det kan tænkes at udvalgte personer får
lov til at melde sig frivilligt.
Det er Ole P. Nielsen, ViGo'e, der har knyttet forbindelsen, og endnu har ingen af
ADP'erne prøvet spillet.
De forventer at der kommer omkring 40 for at prøve, hvilket Bladkompagniet også var
sidste år, og de sponserede 2000 kr for 2 timer og 40 spillere.
Derfor har jeg også sagt til ADP, at de kan få arrangementet for et sponsorat til vores
stævner på 2000 kr.
April 99 - Arrangementet er nu udsat på ubestemt tid.
Januar 99 - Firmademo for Fyens Kloak Service, Nr. Aaby
Også FKS vil gerne have et arrangement med krolf.
Det er Torben Søgård, Baskerne, der her er initiativtager. Han arbejder for firmaet, og
synes at krolf kunne være et rigtig godt arrangement til at ryste folk sammen med, og det
har han jo så ganske ret i.
Alt efter arrangementes størrelse, som på nuværende tidspunkt er ukendt, får FKS også
lov til at sponsere et eller andet til vores stævner.
6/3 Nysted Krolf Klub - Nyserne stiftet
Lørdag den 6/3 kl. 14:00 var der indkaldt til stiftende generalforsamling af
kolfklubben Nyserne på gl. torv 2 i Nysted på Lolland.
Initiativtager og nyvalgt formand var Nanna Christensen - godt gået, mor - som lige er
fyldt 71.
Bestyrelsen består af 5 personer, og uden at det er en ren kvindeklub, er det udelukkende
kvinder der er valgt ind.
Det bliver spændende at følge klubben fremover, for at se om de kan udvide medlemsskaren
og dermed udbrede kendskabet til krolf.
Der skal lyde et stort TILLYKKE med klubben, og held og lykke fremover.
25/4 Formandsmøde
MDCODGJ 98 fra Mærsk Data i København og Nyserne fra Nysted har valgt ikke at stille
op i holdturneringen i år. De vil, fornuftigt nok, først have klubberne i gang, og så
kan vi se hvad det bliver til næste år. Måske mødes de i en uofficiel kamp engang i
løbet af året, men der er ikke aftalt noget fast.
Her er en oversigt over hvad vi vedtog på formandsmødet.
Dommere SKAL slå streger
Det blev vedtaget, at dommere SKAL slå streger på kampsedlerne. 1 streg pr. slag. Det
er altså ikke mere tilladt at holde styr på antal slag i hovedet og så notere når
spillerne kommer i hul.
Grunden er, at en del spillere stoler mere på en streg end på et tal skrevet af
dommeren.
Samtidigt henstilles til spillerne om, at man højt siger hvor mange slag de tror de har
brugt når kuglen tages op af hullet. Dette skulle gerne bidrage til at fjerne
misforståelser mht. antal slag med det samme mens det endnu nogenlunde kan huskes.
Forøvrigt er det fremdeles således, at spillerne til enhver tid må se stillingen.
Dommeren kan også læse den højt, men man bør dog tage hensyn de spillere der IKKE vil
kende stillingen.
VM for par - tilmelding som fast par
Nogle spillere VIL ikke spille med andre end deres faste makker ved VM for par, så
derfor indfører jeg en mulighed for at tilmelde sig som fast par. Dem der ikke tilmelder
sig som fast par, ryger ned i hatten hvor der er lodtrækning om makker.
6 hold i hver division
5 hold i en division er det ideelle, men da vi i år er 12 hold, går vi op på 6 hold
i hver division. Vi kunne også have lavet 3 div. á 4 hold, men vi havde lovet 5 hold at
spille i 1. div., så det kunne ikke komme på tale.
Det ekstra hold blev det bedste af de to 2'ere i 2. div. - Baskerne, idet de havde flest
point i gennemsnit i forhold til KØK 1.
Næste år laver vi måske 3 div. á 4 hold, hvilket betyder der er 3 medrykkere fra 1. og
1 oprykker fra 2. div.
Bliver der 5 hold i 1. div. næste år, rykker vi 2 hold ned og 1 op, og forbliver der 6
hold, rykker 2 ned og 2 op.
Nr. 1 i 2. div. er sikker på at rykke op, og nr. 2 kan rykke op. Fra og med nr. 3 og
nedefter kan man risikere at ryge ned i 3. div.
Fælles arrangement den 3/4. juli
De klubber der har lyst, kan være med i vores landsdækkende arrangemet - Åben
krolfklub.
Det er meningen at vi vil holde åbent hus i klubberne på nedennævnte en datoer, med
behørig annoncering i lokale blade.
Klubber der bor i samme lokalområde bør vælge hver sin dato, så folk der ikke kan
komme den 3., kan tage hen til en anden bane den 4.
Jeg hører gerne fra alle klubber om de er med på søgen eller ej.
25/4 NÅK
Nr. Åby Krolfklub vil gerne hedde NÅK med Å, selv om byen staves Nr. Aaby hvis det
skal være helt korrekt. Nr. Aaby kommune er vist heller ikke helt sikker på stavemåden
selv, da jeg ved sidste besøg i byen så et skilt pege mod Nr. Åby.
100 m længere henne kørte jeg ind i Nr. Aaby.
25/4 Ingeniøren
En journalist fra bladet Ingeniøren ringede engang i april for at høre lidt mere om
krolf.
Hun var ved at skrive om familie og havespil, og var i den forbindelse stødt på krolf
ude på internettet.
Vi fik en længere sludder om krolf, og så ville hun gerne tage nogle billeder af
udstyret et par dage efter.
Da hun opererede fra København og billederne skulle tages om få dage, kontaktede jeg
Poul Halkjær Nielsen fra MDCODGJ 98 for at høre om hun måtte tage billeder af deres
udstyr.
De er flinke mennesker derude ved Mærsk Data, for det var der ikke noget i vejen for.
I skrivende stund er der taget billeder af noget MDCODGJ 98's udstyr, som forøvrigt
stadig er ubrugt udendørs, så nu venter vi bare spændt på det rigtige nr. af bladet
udkommer engang i maj/juni.
25/4 Nysernes kommuneproblemer
Nyserne har nu måttet sande, at kommunale myndigheder kan være svære at danse med.
Historien er, at de selvfølgelig gerne ville have lov til at spille krolf der hvor vi
havde VM, og hvor de spillede hver søndag sidste år.
Det kunne de da godt få lov til, og det var da dejligt med nye initiativer til socialt
samvær - sagde man i kommunen, og det havde de jo så ganske ret i.
Men man ville gerne, af koordineringshensyn, have alle de datoer man havde tænkt sig at
bruge området.
Nå! - hvis det var hvad der skulle til, så var det jo ikke så slemt.
Formanden satte sig ned og noterede samtlige ons- og søndages datoer fra april til
oktober - for det var de dage man ville spille - ned på et stykke papir, og sendte det
til kommunen.
Der kom så et fin brev tilbage, at man nu havde fået lov til at bruge området til krolf
- dog var det ikke tilladt at lave huller i plænen!!!!!
Skal man nu grine eller græde? Eller som formanden forvirret spurgte sig selv : Hvad var
det egentlig klubben havde fået lov til?
Det skal nu nok gå i orden, for Nyserne plejer at sætte græstørvene tilbage i
hullerne, og de eneste andre der vov'er sig ud på græsset, er de hunde der skal af med
noget ejerne ikke samler op igen.
18/5 Ingeniøren på gaden
Den 7/5 udkom ugebladet Ingeniøren med en flot artikel. Jeg har scannet
den, og den ser nogenlunde således ud :
Klik for større billed
4/6 En rapport fra MDCODGJ-98
af Poul Halkjær Nielsen
Så skete det. Det lykkedes at samle tre personer til Krolf.
Beklageligvis måtte en fjerde gå forgæves til porten, da parterne syntes gensidigt
usynlige forhinanden (aner vi allerede ægte usportsligt had i spillerrækkerne?!?!)
I Dyrehaven skinnede solen og vinden blæste behageligt imellem trækronerne altimens de
små lykkelige Krolfere nød et stærkt terræn- og konkurrencepræget spil.
Det var en rekordernes dag. Thomas var første fra MDCODGJ98 der spillede en Krolf kugle
over tre meter op ad et egetræ, Ulrikke var den første der gik i åen!
Trods vandgangen fornægtede Ulrikkes storstil sig ikke og hun fejede både Poul og Thomas
af banen med suveræne tilnærmelsesvis hole-in-one slag.
Således er Ulrikke pt. at begtragte som klubmester og uofficiel Sjællandsmester! Et
stort tillykke til hende. Det netop afholdte spil åbner selvfølgelig op for valget af en
evt. vandrepokal. Forslag hertil modtages gerne.
4/6 Føns Krolfklub
Der er så småt ved at opstå en krolfklub i Føns ved Nr. Aaby. Det er nogle af
Frits' venner der har fundet sammen om krolf, og de hygger sig med spillet af og til.
Esben og Ole kender krolf fra tidligere - fra starten vel nærmest, og Ole er da blevet
set ved et par VM'er og senest ved et DM i Asperup i 97. Bedste placering er 5. pladsen
ved VM i Skrillinge.
Om der kommer hold ud af det, er vel i og for sig ligegyldigt, bare de hygger sig, men vi
trænger til nye baner og nye modstandere, så håbet har vi jo lov at have.
4/6 Demoer
Jeg blev kontaktet af Arne Wind fra Haderslev, som havde set krolf hos nogle
mennesker i Hjarup.
Han ville gerne komme og prøve spillet sammen med nogle andre aktive pensionister, for
lige som at prøve om det var noget for dem og deres landboforening.
Foreningen har 100 medlemmer, men de sendte heldigvis kun 5 for at sondere terrænget.
Med Willy's hjælp kom de og spillede en hverdags eftermiddag, og de havde det vældig
hyggeligt.
Hvad der kommer ud af det er endnu uvist, men det kunne da være skægt hvis det blev sat
i system.
Willy's søn - Ole - har også haft en demo, og det var for 12-15 håndboldpiger - old
girls - fra Kolding. De foretager sig et eller andet tirsdg aften uden for
håndboldsæsonen, bare for at holde kontakten og kammeratskabet ved lige.
En eller anden var komme i tanke om de skulle prøve krolf, og det gjorde de så.
De var så begejstrede for det, at de straks og med det samme bestilte tid til endnu en
aften, hvor de havde lige så sjovt som første gang.
Jeg forventer ikke nye medlemmer fra den kant, selv om det kunne løse nogle dameproblemer
på et par hold. De hyggede sig og nu er der endnu flere der ved hvad krolf er, og det var
det det hele gik ud på.
10/6 ABB Sevice, Odense
En onsdag efter fyraften havde ABB Service (Lenes firma) inviteret alle fra projekt
SAP, interne så vel som eksterne, på øl, sandwich og et slag krolf.
Jeg anlagde 2 baner om en lille sø, og så blev de 25 mand (m/k) delt op i 6 puljer. Der
var 6 til stede der havde prøvet at spille før, og de var så dommere.
3 puljer skulle spille på lilla bane, og 3 på gul bane, og så af sted med høj latter
(det var før øllene).
Nogle havde lidt svært ved at styre kuglerne, andre var åbenlyse talenter, men de fleste
blev bedre og bedre som tiden gik.
Da vi var færdige med 1. runde, kom der en ordentlig skylle, så der gik vi ind og fik
øl og sandwich.
Bagefter blev puljerne blandet på ny, dog således at alle kom til at spille på både
gul og lilla bane.
Det endte selvfølgelig med at Lene vandt med 74 slag, foran Jan Dyrok med 76. De næste
kom med 1 slags mellemrum op til 81, og resten var spredt fra 86 til 104 slag.
Alt i alt et hyggeligt afbræk i projektarbejdet, Hvilket også var formålet med det
hele.
At krolf så i tilgift blev vist til nogle tyskere og en hollænder, er da kun en
glædelig sidegevinst.
12.-13./6 Sportsfesten i Ødis
Ved sportsfesten i Ødis havde vi sædvanen tro en bane og noget udstyr til fri
afbenyttelse.
I løbet af de 2 dage, var der en del voksne og et hav af børn der fik gået nogle
runder.
Jeg synes nu aldrig der kommer voksne nok i forhold til hvor mange der er på pladsen, men
de fleste har så meget andet at give sig til, så det må jeg jo affinde mig med. Til
gengæld er jeg sikker på vi får fæstnet krolf i hovederne på børnene, og det bliver
forhåbentlig nyttigt engang ude i fremtiden.
A-Post mesterskaber
Lørdag den 19. juni afholdt Tonny og jeg A-Post mesterskber i krolf.
Det foregik i et af Koldings industrikvarterer - faktisk på naboens, Dieselgården,
plæne, og det gik rigtig godt.
Vi havde lavet 2 baner á 6 huller, og så sendte vi ca. 40 mennesker af sted i 4 eller 5
mandspuljer. Dagens bedste "amatør" blev udnævnt til A-Postmester, og det var
Troels. Han havde brugt 34 slag på de 12 huller. Bente Gravesen var bedst med 32 slag,
men hun er jo "professionel".
Jeg delte rundhåndet ud af vores forkortede regler, og flere lød meget interesseret.
Finere madlavning for mænd
Samme lørdag, efter A-Postmesterskaberne, lånte Vagn Hugger fra Ødis Bramdrup
køller og kugler til en afslutning for kurset "Madlavning for finere mænd".
Der var 18 spillere der stillede op, og jeg nåede at sætte dem i gang.
Der blev grinet, hygget, spillet og drillet, så alt var som det skulle være, og endnu
flere ved nu hvad krolf er for noget.
3-4./7 Åben krolfbane i klubberne
I weekenden den 3./4. juli holdt nogle af klubberne Åben Krolfbane.
Selv var jeg på ferie, men der er indløbet lidt rapporter fra diverse øjenvidner.
Baskerne
Baskerne havde åbent om lørdagen, og det kan ikke siges, at det var en overvældende
succes, da der kun dukkede kun 1 nysgerrig op.
Senere har vedkommende meldt sig ind, så det var ikke helt forgæves.
Nr. Åby Krolfklub
Jens Hauge har rapporteret om 3 nysgerrige - endda damer som han jo altid står og
mangler.
Den ene var 'gammel' kroketspiller, og hun havde godt styr på krolf også.
Efterfølgende har alle 3 meldt sig ind, så NÅK fik noget udbytte af anstrengelserne.
DKK og ViGo'e
Af Henning Thomsen
I forbindelse med det landsdækkende arrangement Åbne krolfbaner, var krolfklubberne
ViGo'e og DKK (DeKorative Krolfere) gået sammen om en fælles bane.
Da begge krolfklubbers hjemmebane ligger i private haver langt ude på landet, var det
oplagt at forsøge en lidt mere central placering i Fredericia.
Det lykkedes at få lov til at anvende et lille, men yderst velbeliggende, areal i
Madsbyparken, så 1 times tid før den officielle åbning, mødtes en halv snes medlemmer
fra de to klubber, og snart var der fundet plads til samtlige 12"autoriserede"
huller på græsset ved siden af grill-pladsen.
På en (meget lille) træbevokset høj på arealet blev der fundet plads til hele 3
huller, så der var nogle naturlige udfordringer på banen - foruden en gl. plov og et par
medbragte sten og en mælkejunge!
Den første times tid var der stort set kun klubbernes egne medlemmer på banen. Et
større selskab fra det tidligere Tarco kom dog efterhånden igennem deres overdådige
frokost i nærheden, og nogle af deltagerne skulle lige forsøge. Resten af eftermiddagen
var der jævnligt besøg, ligesom forbipasserende ofte stoppede op i længere tid for at
iagttage det underlige spil, der foregik.
Flere fik mod på - eller blev overtalt til - at forsøge en runde, og nogle kom endda
igen senere, for lige at prøve endnu engang .Bedste amatør-runde gik Torben Rasmussen
(ex-Tarco) på kun 27 slag for de 12 huller; men han lagde også ganske suverænt ud med
en "hole-in-one" på hul 1!
Leif "morfar" blev nr. 2 med en runde på 30 slag, og der var langt op til
denæste nybegyndere udi sporten, selvom flere viste flair for spillet.
Den uheldige "topscorer" måtte bruge 64 slag for at komme banen rundt, så der
overvejes vist alternative sportsgrene i øjeblikket!
Vejret havde under hele arrangementet vist sig fra den pæne side, selvom der
omformiddagen havde været flere byger. Først 1/2 time efter officiel
"lukketid" blev der åbnet for sluserne, så vi blev faktisk tvunget hjem efter
en meget hyggelig eftermiddag.
Omkring 35 personer havde forsøgt sig på banen - foruden de mange opmødte klubmedlemmer
- og endnu flere benyttede lejligheden til at stifte bekendtskab med krolfspillet som
tilskuere i kortere eller længere tid. Med den interesse for fænomenet krolf skulle der
være et godt grundlag for mange brugere af en eventuel fremtidig offentlig bane i
området...
Krolfklubben i Ødis Kroge
Af Ib Svangren
I forbindelse med det landsdækkende arrangement Åben Krolfbane holdt KØK
åben bane lørdag den 3. juli på Løverodde og søndag den 4. juli i Hjarup.
Om lørdagen den 3. juli mødtes Egon og undertegnede ved Cafe Løverodde medbringende
køller, kugler og regnskabsblokke og gjorde klar til den forventede, store
publikumstilstrømning.
Meteorologerne havde lovet godt vejr, så det blev det naturligvis ikke, idet det
småregnede omkring åbningstidspunktet. Det blev dog tørvejr. og krolfspillet fejlede
ikke noget.
Det er jo en dejlig bane med en pragtfuld beliggenhed. Fra KØK mødte Grethe og Olav med
barnebarn op og ligeledes mødte Mona og Arne (de havde ellers bedyret, at de bestemt ikke
kunne komme, da de skulle til stor fest om aftenen).
Der mødte i alt ca. 15 personer op og prøvede spillet, og alle kunne tilslutte sig, at
der var tale om et hyggeligt og familievenligt spil.
Vi havde også besøg af et tv-hold fra TV-Kolding, der filmede og interviewede på livet
løs. Også Jydske-Vestkysten aflagde besøg med en journalist og en fotograf, hvilket
resulterede i en stort opsat artikel i bladet allerede om søndagen.
Ved 16.30 tiden blev det øsende regnvejr og Egon og jeg pakkede sammen. Ved kølle- og
kugleoptællingen viste det sig, at der manglede 3 sæt. Ved nærmere eftersyn kunne vi
se, at der stadig gik 3 gæster og spillede i regnen. De opgav dog at gennemføre de
sidste 3 huller.
Hefefter indtog Egon og jeg vores velfortjente skinkeschnitzel med fadøl inde på caféen
(vi må ikke glemme, at caféen har særdeles rimelige priser).
Efter middagen var det klaret op til et vældigt godt vejr, så vi sluttede lige med 2
runder før vi tog hjem.
Om søndagen den 4. juli mødte jeg op i god tid i Hjarup på landsbyforeningens anlæg
bag mejeriet, igen medbringende det nødvendige krolf-udstyr samt en spade til at grave de
manglende huller.
I modsætning til om lørdagen, var det et aldeles pragtfuldt vejr (meteorologerne må
have byttet om på lørdag og søndag).
Carlo havde fået slået banen, således at der var en klippet fairway fra hul til hul.
Dog havde han overset et enkelt hul. Villy og Inger mødte hurtigt op og Villy kastede sig
over en gammel rusten plæneklipper og fik i en fart klippet den manglende fairway.
Ligeledes klippede han mellem de 2 træer, der udgør en genvej til hul 12, og gjorde
nogle af de allerede klippede områder bredere. Villy kan jo ikke lide, at det bliver for
svært.
Olav og Grethe mødte selvfølgelig også op.
Som om lørdagen havde vi besøg af ca. 15 gæster, hvoraf det fleste dog var kendte
Hjaruppere. Alle var enige om, at der er synd og skam, at banen ikke bliver passet og
brugt til sit egentlige formål: KROLF.
Det viste sig også, at de huller, Peter og jeg ikke havde kunnet finde, var der, endda
kun i kort afstand fra de nye huller, jeg gravede.
Borgerforeningen havde sørget for, at vi kunne købe kolde øl og vand samt kaffe med lun
kringle. Resultatet af søndagens indsats var, at KØK fik 2 nye medlemmer, så velkommen
til Jan og Thomas.
6/8 Haderslev
Landbrugets Seniorklub hedder den foreningen i Haderslev, som har vist interesse i
krolf.
De havde set det i Hjarup og været på besøg hos Inger og Willy.
Her kommer en rapport fra Willy :
Efter besøget af Seniorklubben fra Haderslev, blev de både interesserede og begejstrede
for at spille krolf.
De ville iflg. formand Arne Wind, kontakte kommunen, om de eventuelt kunne få lov til at
lave en bane i nærheden af vandrehjemmet.
Resultatet blev, at Arne og 2 mand fra kommunen, var oppe at se og prøve vores bane, og
det gav resultat med det samme. Der blev lovet, at Seniorklubben kunne gå i gang
omgående, på arealet ved vandrehjemmet.
Sammen med et par stykker fra bestyrelsen i klubben, lavede Arne en bane, og inviterede os
ned, for at se og prøve den, fredag den 2. juli.
Vi var en 6-7 stykker, som tog imod indbydelsen, men vi blev hurtigt enige om, at banen
var for stor, og i fællesskab lavede Arne, Frede og undertegnede den noget kortere.
Arealet hvor banen er lavet på, ligger dejlig centralt, og man har fin udsigt ud over
vandet ("og til det lokale bryggeri" - sagde Ib).
Arne inviterede os med til den rigtige indvielse af banen, som skulle foregå fredag den
9. juli, og det ville vi selvfølgelig gerne være med til. Der blev rigtig reklameret med
indvielsen, både i bladene, i forskellige butikker, og endda også i Radio Syd.
Indvielsen startede kl. 13:00, med taler, først af Arne, og bagefter af en tidligere
journalist og byrådsmedlem, som derefter klippede snoren, og fik lov til at slå det
første slag.
Kort tid efter, var der ca. 30 køller i sving, og man skønnede, at der var ca. 60
mennesker i løbet af eftermiddagen (heraf 7 fra Ødis). Bryggeriet Fuglsang havde
sponsoreret drikkevarer til alle, og andre havde givet pølser og brød m. m.
To firmaer havde hver sponsoreret 5 sæt køller og kugler, og derudover bestilte klubben
omgående 15 sæt til levering snarest, og har senere fået endnu 10 sæt.
Vi havde en dejlig eftermiddag, med rare mennesker, og vi håber at interessen for spillet
fortsætter.
Willy Christiansen
Det var, med andre ord, en kæmpe succes, og området egner sig fortrinligt til et
stævne, så der kommer nok et DM eller VM ved Haderslev Dam på et eller andet tidspunkt.
Køller og kugler er på Q8 tanken, som kun ligger et godt drive fra selve banen. Der kan
man låne eller leje udstyr og flag, så banen er i princippet offentlig tilgængelig.
Senere har jeg været i Haderslev og spillet med de lokale krolfere.
Fredagen inden VM var der 28 der gik og spillede, og det endda inden de har annonceret
spilletidspunktet i klubbladet, så det ser ud til interessen er der.
6/8 Stævnet på Løverodde
Fra Artur Holkenberg, Nørre Aaby, har jeg modtaget nedenstående til Krolfposten. Jeg
har tilladt mig at indsætte mine kommentarer med kursiv.
Der skal lyde en stor tak for afviklingen af stævnet. Alt gik som det skulle. Vejret var
med os hele dagen, humøret var højt, og afslutningen med fællesspisning var virkelig
god. Der var ikke en finger at sætte på madens kvalitet, eller på den måde stævnet
blev afviklet på.
MEN, MEN, MEN, hvad med det sportslige og hvad med reglerne for afvikling af et
sådant mesterskab.
Det har altid, gennem de 10 år mesterskaberne har været afholdt, været krav om, at
mesterskaberne skal afvikles på en "ny" bane, så ingen har haft mulighed for
at træne på banen.
Jeg ved ærlig talt ikke hvor du har dét fra, Artur. De første 4 år spillede vi på
eksisterende baner og banen i Nr. Aaby var jo faktisk en af dem.
Forøvrigt findes der ingen regler for afholdelse af et stævne.
Det kom tydeligt frem i løbet af dagen, at banen var ca. 1 år gammel, og der var mange
af deltagerne, der havde trænet på banen op til mesterskaberne.
Hvorfor blev der ikke i invitationen til mesterskabet oplyst, at alle havde mulighed for
at træne på banen?
Hvorfor var det kun de lokale spillere, der havde kendskab til banen?
Hvis man ser i Stævneposten fra 4. maj 1999, kan man i afsnittet om VM på Løverodde
læse følgende :
"Claus har en krolfbane på en nedlagt campingplads, og man kan låne køller og
kugler i caféen, hvilket mange benytter sig af".
Allerede i Krolfposten fra 27. august 1998 fortalte jeg om denne bane, og skrev dér, at
den var offentlig tilgængelig, samt at jeg kunne finde på at lægget et stævne dér.
Det der er endnu værre er, at turneringslederen efter kampene er begyndt begynder, at
ændre på forhindringerne fordi en enkelt person siger, at ved hul 2 kan man ikke komme
under på et enkelt sted. Straks blev der lavet om på forhindringen fra Peters side,
dette selvom vi andre havde brugt op til mange slag på dette sted. På tidspunktet hvor
der blev ændret, var de højest seedede ikke kommet på banen endnu. Hverken Peter, Lene,
Frits, Henning m. fl. var ikke kommet på banen endnu. Jeg ved godt, at der vil blive
sagt, at efter ændringen er banen ens for alle, hvilket også er korrekt, men der skal
huskes på, at der også er noget der kaldes slagspil, og her er de første 36 spillere
blevet snydt.
Det er nu ikke sikkert det er 36, for fredag aften hævede jeg forhindringen så man
også kunne komme under i højre side også (den venstre - og naturlige vej - gjorde jeg
intet ved). Hvornår den er sunket ved jeg ikke. Det kan være under opvarmningen, i pulje
4 eller på et andet tidspunkt.
Nu er det sådan, at når en forhindring ser ud som om kuglen kan trille - ikke hoppe -
under, så skal det også kunne lade sig gøre, så derfor reparerede jeg en forhindring
jeg anså for at være gået i stykker undervejs i spillet.
Synd for dem der blev 'snydt', men jeg ville ikke starte stævnet forfra af den grund.
For at undgå lignende fejltagelser med baner og regler fremover har vi fra Nørre Aaby
tilbudt at arrangere mesterskabet næste år. Vi garanterer, at der vil blive spillet på
en bane, der bliver anlagt ca. 2 dage inden mesterskabets afholdelse og der vil ikke
efter, at mesterskabet er gået i gang, blive ændret på en eneste forhindring på banen.
Vi er nu oppe på 5 mulige DM/VM steder. Hvor det bliver ved jeg endnu ikke.
Vi skal også sørge for, at der er toiletforhold i orden, men vi kan ikke garantere for,
at deltagerne kan tage et bad i Kolding Fjord eller Lillebælt.
Jeg har ikke selv observeret der var noget galt med toiletforholdene, men Lene siger,
at der vist var noget galt inde hos damerne. Hun siger også, at der ikke gik ikke mange
minutter fra Claus fik det at vide, til det var i orden igen.
Vi håber med dette indlæg til bladet, at der er forståelse for, at tidligere gældende
regler i forbindelse med mesterskaber bliver overholdt, så alle kan tage hjem efter et
mesterskab og føle, at det hele er afviklet efter samme betingelser for alle deltagere.
Artur Holkenberg
Sommersjov i Bøgeskov 1999
af Ulla Jensen, ViGo'e
Den anden lørdag i august - dvs. d.14/8 blev der som sædvanlig afholdt Sommersjov i
Bøgeskov, og vi havde igen fået lov at lave en Krolf-bane.
I år havde vi fået en rigtig fin placering tæt på øl og mad-boder, samt lige ved en
scene, der blev brugt til underholdning i løbet af dagen. Det trak en masse mennesker
til, og vi havde en travl dag.
Der var desværre ikke andre Vigo'er end Rikke, Jens og jeg, der havde tid, men Lene
Jensen fra DKK kom og hjalp til med at dømme kampene og forklare folk om spillet. Det
siger vi tak for!
Der var mindst 50 forskellige voksne og børn, der ville prøve spillet, og mange kom
flere gange. Der var sat en flaske rødvin på højkant til den bedste voksen-runde, og et
par poser slik til den bedste børne-runde. Det gav lidt ekstra kamp - især til sidst da
vi skulle lukke. Vi startede kl 10 og skulle lukke kl 16, men de sidste forlod først
banen kl. 17.15.
Bedste voksen-runde var på 27 slag, og bedste børne-runde var på 42. Vi var heldige med
vejret, det blæste en del, men regnen holdt sig væk indtil den sidste halve time, hvor
det smudsregnede lidt.
23/8 15 damer
Mandag den 23. august havde jeg damebesøg.
15 damer fra en klub der kalder sig noget i retning af Round Table Pigerne stillede op til
en gang krolf i min have.
Round Table er en klub til erfaringsudveksling blandt erhvervsledere i Vamdrup og omegn -
mest mænd, men pigerne mødes 1 gang om måneden for at slå sig løs med noget helt
andet. Det er bl. a. blevet til bowling, golf, vandski, håndlæsning og altså nu krolf.
Knud og Ib stillede sig velvilligt til rådighed som dommere, og så delte vi pigerne op i
3 puljer af 5 spillere.
De blev kastet for løverne uden at have slået så meget som 1 prøveslag, og efter de
sædvanlige huller i luften, små rejehop og kanonslag, gik det jo helt fint.
Et par stykker var over 50 (slag), et par stykker var under 40 og resten var derimellem -
som forventet.
De 5 bedste kom i finalen, de 5 midterste spillede om 6-10. pladsen og resten spillede om
11-15. pladsen.
Finalen og 11-15. pladsen blev vundet på 36 slag, hvilket er meget fint for nybegyndere,
men 6-10. pladsen blev vundet af Lene (nej - ikke den Lene) på kun 31 slag - super.
At dømme efter stemningen, udbrudene, bemærkningerne og ederne, havde alle det ganske
morsomt i de 2 timer det stod på, og det var vel også formålet med det hele.
Vi sluttede omkring kl. 21:00, hvilket er meget passende på denne tid af året, for det
blev mørkt ganske kort tid efter pigerne var kørt.
14/8 Fyns Kloak Service
Lørdag den 14. august havde Fyns Kloak Service firmafest på Båring Stadion, dér
hvor Baskerne har hjemmebane.
Dagen startede kl. 13:00 med krolf, hvor Frits havde 36 voksne og 6 børn ude at spille.
De 6 børn gik bare en enkelt runde sammen, hvor de voksne fik 2. De 6 slagspilsmæssigt
bedste skulle så i finalen, men da der var 4 der stod lige på 4. til 7. pladsen,
besluttede man at udvide finalen til 7 spillere.
Baskernes Pia og Torben var ikke uventet i finalen, da de var de eneste med krolferfaring,
men det var Mads der løb med laurbærrene. Som nr. 2 kom chefen - Vagn, og først som nr.
3 kom Torben.
De første runder blev spillet i tørvejr, men da finalen startede omkring 16:15,
styrt-øsede det ned i stænger. Det var der nu ingen der peb over, så de 7 finalister
kæmpede sig muntert igennem banen, og de var godt og vel gennemblødte bagefter.
Heldigvis var der en varmeblæser i teltet der var stillet op til lejligheden, så de blev
hurtigt varme og tørre igen.
På menuen var der hjemmedyrket grillet herefordbøffer, hvilket var aldeles fremragende,
så alt var bare perfekt, bortset fra den våde finale.
22/8 Krolf på museum
af Ulla Jensen, ViGo'e Søndag den 22. august var
krolf-sporten på museum i Bøgeskov ved Fredericia.
Museumsgården "Kringsminde" havde henvendt sig til "krolf-verdenen"
for at få hjælp til et selskabsspil i museumshaven, i forbindelse med et
høstarrangement.
Opgaven blev tildelt den nærmeste lokale krolfklub - ViGo'e fra Vejlby ca. 2 km derfra.
Alle ViGo'e holdene skulle spille kamp pågældende søndag, så ViGo'e 1 måtte undvære
undertegnede.
Jeg havde heldigvis fået Lene Jensen fra DKK til at hjælpe mig, og det er jeg meget glad
for - Vi havde en MEGET travl dag.
Jeg havde fremstillet specielle stofflag, som så mere museumsagtige ud.
Vi skulle prøve at vise udviklingen fra kroket til krolf, så i den ene side af banen,
opsatte vi 3 buer og en pæl samt gammelt kroketudstyr. Ved siden af fik vi plads til en
lille, men dog 12-hullers, krolfbane.
Vi havde lånt Peter's krolf-museum som der var meget stor interesse omkring.
Der var rigtig mange mennesker, der prøvede banen, så vi opgav at gå dommere. Folk
måtte selv skrive. Vi fik fortalt mange mennesker om krolf og dets tilbliven.
En rigtig god krolfdag, med vores spil på museum. Tak for hjælpen, Lene!!!
25/8 Spejderne i Vonsild
Onsdag den 25. august havde Willy besøg af 11 spejdere fra Vonsild.
Det var spejdere der var fra 20 år og opefter, så det var ikke de helt små, og der var
både piger og drenge.
De havde fanen med og sang spejdersange, men der blev også spillet krolf, hvilket de
havde megen morskab af.
De morede sig så meget, at de nærmest ikke var til at jage hjem igen, og de spillede til
de bogstavelig talt blev væk i mørket.
De kommer nok igen til næste år, og det skal de da være velkomne til.
Det var endnu en lille positiv demo af spillet, og Willy har mindst 2 mere af slagsen i
år. Han er krolfen en meget nyttig mand!
29/8 World Cuppen
På billedet ses vinderen af World Cuppen, Henning Thomsen, DKK.
Holdturneringen er ganske vist ikke færdigspillet, men Henning kan ikke indhentes mere.
Henning har være blandt medaljetagerne i både DM, VM for par og VM, uden dog at få
nogle af titlerne.
Derfor er det mig en ekstra glæde, at han fik World Cuppen, når nu han har været den
mest stabile året igennem.
De næste placeringer er ikke endegyldige, men det ser ud til at blive Lene Henriksen, Ib
Svangren og Peter Christensen, alle fra KØK 2.
I alt er der i år 131 spillere, der har fået point i World Cuppen.
4/9 Kolding Gymnasium
Fredag den 4. september var Willy, Per og Olav fra KØK, inde på Kolding Gymnasium for
at vise krolf til elever og lærer.
Willy og Per havde været derinde om torsdagen for at lave banen, som kom til at gå bakke
op, bakke ned, langs løbebaner, mellem springsandkasser og over en asfalteret boldbane.
Vistnok et af de længste huller i historien, da man var oppe over 70 m.
Det var med andre ord en meget spændende og udfordrende bane.
Der blev startet 8:15 med lidt indledende teori og holdinddeling. Det blev til 3 puljer
elever á 6 spillere og en enkelt lærerpulje med 5 stk.
Alle kom til at gå 2 runder, og de bedste var lige under 40 slag, hvilket er meget flot
første gang på en vanskelig bane.
En pige havde det meget svært i første runde, og hun mente, at hun aldrig ville lære at
spille krolf. Hun forbedrede sig dog med omkring 25 slag, så hun kom ned på 41 slag, og
så skiftede signalerne fra rød til grøn.
Alle morede sig og kunne lide spillet, så endnu engang har vi efterladt os et positivt
indtryk og måske sået en spire til kommende krolfspillere.
Pigen fra før sagde til Willy, at når hun blev gammel, ville hun nok også til at spille
krolf.
Øh - tak!?!, sagde Willy, som er en ung mand på 67.
5/9 Badmintonspillere
Lørdag den 5. september var Willy i gang igen.
Denne gang havde han besøg af 7 badmintonspillere fra Vonsild.
Et par af pigerne havde været med nogle håndboldpiger ude at prøve krolf tidligere på
året. Det havde været sjovt, så de inviterede deres badmintonpartnere med til en dag i
det grønne.
De havde nogle gode timer med krolf, kaffe, kage og hygge, så de kunne nok også finde
på at dukke op igen.
6/9 Læserbrev
Af Jens Hauge Nielsen, formand for NÅK
Kære Redacteur.
Det er ganske vist - eller er det? - At der gennem årene har været en stor forkærlighed
for NÅK.
Må jeg illustrere med nogle eksempler:
1. Jævnligt gennem 2 til 3 år har Redakteuren omtalt NÅK's laange bane, der var til
stor gene for gæstende hold, ikke mindst damerne. Tilsyneladende lykkedes det i sidste
ende at få sluttet denne "debat".
Situationen er - efter min mening den, at alle har en fordel på hjemmebane, denne være
lang eller kort. Et eksempel er vores kamp mod ViGo'e, hvor en spiller på en og samme
runde laver "hole in one" 3 gange. Det har der næppe været mange gæster, der
har gjort efter.
2. Med hensyn til kampen mod KØK 3 kan jeg forstå, at Baskerne aldrig har indgået en
aftale. Jeg må indrømme, at jeg - da turneringslederen ringede til mig angående denne
sag - var lidt i tvivl om, hvorvidt der reelt var kommet en aftale istand. Jeg kan
udmærket godt huske diskussionen om flytning, men jeg har aldrig sagt, at jeg godt kunne
huske, der var en aftale!
3. Endelig er der afsnittet i Krolfposten side 2, højre spalte, en halvside nede. Læs
selv!!
Et citat: "Derfor dømmes NÅK som tabere med 0-16, medmindre KØK 2's holdkaptajn
tilbyder NÅK en ny kamp...." Hvilket storsind!
De øvrige små-store flabede bemærkninger skal jeg undlade at kommentere.
Til sidst tak for den store opmærksomhed og interesse for vores klub. I sandhed må man
konstatere at: "KROLF - FOR HYGGENS SKYLD" i al sin magt og vælde er fuldbragt.
Venlig hilsen (tror jeg nok) - Jens
11/9 Haderslev
Lørdag den 11/9. var jeg i Haderslev med et hold bestående af Mona, Inger, Willy og
mig selv. Et hold der normalt ville kunne vinde over mange af de nuværende 1. div. hold,
så det var nok ikke et pædagogisk korrekt hold.
Haderslev stillede med 8 damer og 10 herrer, som jeg fordelte ganske tilfældigt.
KØK spillede så mod det ene af Haderslevholdene og de 2 andre spillede mod hinanden.
Vi var kommet lidt sent i gang, og det tog lidt lang tid at spille, så kl. var 16:00
inden kampene var færdige.
Jeg troede vi kunne nå en kamp mere, men den gik ikke, så vi gjorde status efter de 2
første kampe.
Når man holdt Haderslevholdenes resultater op mod hinanden, kunne man se, at kampene
ville være endt 8-8, 8-8 og 9-7. Altså 3 lige hold, som havde en hyggelig eftermiddag i
dejligt vejr.
KØK vandt selvfølgelig, men 'kun' med 13-3 (ca. det samme over de 2 andre hold).
Nu er det så spændende, om vi har skræmt Haderslevspillerne, eller om det var den
håbede appetitvækker. Med lidt held stiller Haderslev med mindst 2-3 hold næste år.
Der er 45-50 spillere at tage af, og der trænes flittigt tirsdag og fredag.
11/6 ViGo'es klubmesterskaber
Af Ulla Jensen
Lørdag d. 11/9 1999 afholdt ViGo'e Klubmesterskab på hjemmebanen i Vejlby.
Vejret var fint med solskin og varme.
Vi startede kl. 14 med lodtrækning til puljerne, men vi var vist lidt sene til at komme i
gang med at spille de enkelte runder, klokken var i hvert fald over 20 inden vi kunne
afslutte med spisning. Vi var 19 spillende, der blev fordelt på 4 puljer med 3 kampe til
hver.
I dagens anledning havde baneformanden ændret lidt på banen. Der var lavet 4 nye huller,
hvoraf de 2 drillede en del, da de lå på et ret skrånende terræn, hvor kuglen hele
tiden trillede ned mod hegnet til marken. De fleste synes dog, at det var sjovt at prøve
en ny bane.
I kampspil vandt Ulla Jensen foran Leif Frank på 2. pladsen og Bent Jacobsen på 3.
pladsen.
Også slagspil blev vundet af Ulla Jensen med 92 slag foran Bent Jacobsen på 2. pladsen
med 93 slag og Jørn Juul på 3. pladsen ligeledes med 93 slag.
Bedste runde blev gået af Erik T. Jensen på 24 slag.
Herefter blev der tid til pokalkrolf, som blev vundet af Johnny Friis, vores nye mand, der
har spillet på ViGo'e 2 i efteråret.
Nogle flittige mennesker havde i mellemtiden dækket bord og børnene havde pyntet med
blomster. Erik havde selv stået for maden, der bestod af hamburgerryg og kålpølser med
grønlangkål samt is til dessert. Han blev bistået af Jørn Juul og Anni, og maden
smagte rigtig godt.
Efter middagen var der præmieuddeling, hvor der var sørget for diplomer, krus og andre
præmier til de heldige (dygtige) vindere.
En helt igennem god og hyggelig dag.
17/9 Flügger
Fredag den 17. september var Ib og jeg hos Flügger i Kolding, for at vise krolf til de
undrende medarbejdere, i forbindelse med et grill-arrangement.
Der var ikke helt styr på hvor mange der kom til krolf, og hvem der kun kom til grill, og
det viste sig også, at der blev taget meget løst på starttidspunktet.
Først da vi nåede hen ad 16:40 var der spillere nok til at vi kunne gå i gang, og vi
fik sendt 3 puljer á 5 spillere ud for at spille.
Senere dukkede endnu nogle spillere op, og de blev da også sendt af sted.
Dem der var blevet sendt af sted først, kunne nå at spille en runde mere, og det var de
fleste da også med på. Nogle byttede dog spillere inden, andre undervejs, men vi kom da
igennem til sidst.
Under 2. gennemgang begyndte det at småregne, men det var ikke så galt endda, og da
regnen for alvor satte ind, var vi lige blevet færdige.
For dem der gik 2 runder, talte vi slagene sammen, og Michael vandt suverænt med kun 64
slag i alt.
Michael er golfspiller, så da han først havde fået styr på det anderledes udstyr, gik
det helt fint, og han kan spille lige op med de fleste erfarne krolfspillere.
Det kan nr. 2 og 3, Jørgen og Lars, også; og flere af pigerne gik også flotte runder,
når man tager i betragtning, at det var første gang de prøvede.
Bagefter var der gill-selv og tag-selv salat, hvilket Ib og jeg også var inviteret til.
Grillen var overdækket og stod udenfor, og så sad vi i inde i deres kantine.
Det var lækker mad og ganske hyggeligt, og Michael fik en vandrepokal, hvilket jo vil
sige, at de skal i gang igen til næste år.
18/9 Klubmesterskaber i KØK
Krolfklubben i Ødis Kroge afholdt klubmesterskaber lørdag den 18.
september. Vejrudsigten truede med regn, men den kom heldigvis inden vi startede, så vi
slap tørskoede igennem dagen.
Der var 28 glade spillere der kæmpede om mesterskabet i en klub, hvor det næsten er
sværere at blive klubmester end at vinde DM og VM'er.
Mester i kamspil blev Ib Svangren foran Peter Christensen og Knud Frostholm, efter en
finale med mere afvekslende end godt spil. Der blev skubbet, puffet, ligget i vejen og
fjendtlige kugler skudt væk, men sådan er det i krolf, og især når man er 6 spillere i
puljen.
Ib brugte 31 slag, Peter 32 og Knud 33. På de næste pladser kom Thomas Fænø (33), Lene
Henriksen (37) og Egon Poulsen (42).
I slagspil vandt Knud Frostholm med sammenlagt 80 slag i de 3 tællende runder, og det var
da også Knud der gik de 2 bedste runder på 23 og 24 slag. På de næste pladser kom Ib
Svangren med 83 slag, og 3 mand med 88 slag. Det var Thomas Fænø, Willy Christiansen og
Olav Petersen.
I pokalkrolf - en 'vind eller forsvind' turnering - vandt Olav Petersen foran Thorhauge
Andersen.
Som afslutning på endnu en god sæson, var der præmieoverrækkelse og fællesspisning i
klubhuset.
De 3 mestre. Fra venstre er det Ib Svangren, Olav Petersen og Knud Frostholm.
17/9 Baskernes klubmesterskaber
Af Hanne Kristensen
En lidt grå regnvejrstruende eftermiddag mødtes 9 baskere til klubmesterskab. Vi
spillede først 2 runder slagspil, i alt 6 puljer som skulle fordele os i finale (4
spillere) og trøstfinale (5 spillere).
Frits og Jan lagde hårdt ud i 1. runde, hvor de var i samme pulje. De gik begge på 28,
hvilket er banerekord! Det gik IKKE stille af. Især ikke da Jan på hul 3 (som var hul 10
i den runde) lavede hole-in-one til Frits' store fortrydelse, han var nemlig 3 slag forud
på det tidspunkt. Vi var nogle, der hurtigt kaldte dem brølerunden. Frits
løb dog af med sejren, da han på omspil på hul 2 (op ad bakken) lavede hole-in-one.
De øvrige stille eksistenser gik rimeligt og vandt noget ind på dem i anden runde. Kun
Alex var helt bag af dansen - det var mildt sagt ikke hans dag.
De 2 (og eneste) piger gik 1. runde på 36 og 39 og skulle i anden runde møde hinanden,
hvor de havde Jan med som 3. mand. Hanne markerede hurtigt, at det var hende der skulle i
finalen og stakkels Jan, der gik og sagde han manglede modstand, måtte se sig besejret af
begge piger.
Slagene blev talt sammen og spillerne fordelt i finale og trsøtfinale. Finalen blev
spillet mellem Frits, Jan, Torben og Hanne. Trøstfinalen mellem Alex, Pia, Tom, Bent og
Niels.
Trøstfinalen spilledes rigtig godt, faktisk bedre end finalen. Vi ser lige bort fra Alex,
som tidligere er omtalt. Tom spillede her sin tredie meget stabile runde på 36, de 2
øvrige gik han på 36 og 38. Læg mærke til at både Bent (33) og Niels (31) havde
færre slag end finalen blev vundet på!
I finalen blev fårene hurtigt skilt fra bukkene. Frits og Jan, der begge havde lagt så
hårdt ud, var ikke gode venner med hul 2 (op ad bakken) og Frits heller ikke med hul 4.
Det overvandt de ikke. Torben og Hanne spillede pænt og stabilt og fulgtes ad til det
sidste - de endte på 34. Også her blev der omspil op ad bakken.Det blev afgjort til
Torbens fordel.
Torben blev altså klub- & herremester, Hanne damemester. Pia kunne dog trøste sig
med, at hun i trøstfinalen spillede med samme antal slag som Hanne i finalen.
Frits ærgrede sig over, at han ikke havde valgt at lade mesterskabet være et
slagspilsmesterskab, da han så ville have vundet suverænt.
Signe fulgte som eneste barn trofast hele mesterskabet og vil gerne være med til næste
år. Så der blev lidt snak om, at vi snart kunne lave børne, ungdoms, senior og ikke
mindst oldingeturnering (for dem over 70!) - ikke alle syntes det var morsomt.
4. runde blev spillet på Båringskov Badehotel, hvor Bertil havde grillet argentinske
bøffer og der efterfølgende blev spillet pool og kegler.
Sidst opdateret 22-9-99
|