Her under nyhederne kommer der nyt fra krolfens verden.
Der kommer lidt resultater fra holdturneringen og stævnerne, samt alt hvad
jeg ellers kan få støvet op af oplysninger om krolf.
På en underliggende side er der lidt om krolf
i medierne.
Vil man mere i detaljer med resultater og
stillinger i holdturneringen, må man dykke ned i de underliggende menuer. Se
øverst til venstre.
Krolf Forum
I forum kan man komme med sine kommentarer til alt inden for krolf. Regler,
spørgsmål, forslag, oplevelser, holdninger, meddelelser eller bare en sludder
for en sladder.
Krolf
Forum
Diverse nyheder
Krolf 2005
Aktivitetskalender
|
|
Ikke flere aktiviteter. |
De yngste nyheder står øverst
- de ældste nederst
Diverse klubmesterskaber
Baskerne
Krolfklubben i
Ødis Kroge (KØK)
Vamdrup Krolf Klub (VKK)
Vesterbro Krolf Klub (VeKK)
15/12 Et forslag fra Hårby Krolf Klub
Dette forslag findes også i vores krolf
forum.
20/11 Forslag til regelændringer
Der er lidt forslag til regelændringer. Der er ikke noget revolutionerende,
men lidt finjusteringer som det kunne være værd at se lidt på.
Desuden er der kommet et forslag om en pokalturnering, og man kan læse og
kommentere det hele i krolf
forum.
26/10 Sæsonafslutning i VeKK
af medlem Bente Juhl-Thomsen
Søndag den 23. oktober 2005 holdt
medlemmer af VeKK en stemningsfuld sæsonafslutning.
Da det formentlig er sidste gang der overhovedet nogensinde vil blive spillet
krolf – ja, overhovedet ske noget som helst på vor lille bane ved DGI-Byen,
blev der sluttet lidt vemodigt med et glas champagne og afbrænding af
stjernekastere på selve banen.
Som det er de fleste bekendt, udvider DGI-Byen og snart vil det - der nu i tre
dejlige sæsoner har været vores lille gode og velbesøgte bane - være en
byggeplads og blive til fundamentet for endnu en gigantbygning i det kompleks,
som hedder DGI-Byen.
Hvor vi skal spille næste år, ved endnu ingen – og det er bl.a. det, der er
baggrunden for den lidt vemodige sæsonafslutning i søndags!
Vores sponsorer havde som sædvanlig været gode ved os, så vi kunne slutte
dagen med en middag, begyndende på Comfort Hotel Mayfair, som indledte den
hyggelige aften med at byde på velkomstdrik i hotellets hyggelige bar.
Derefter gik vi de få meter til Restaurant Stigs Vinkælder, hvor vores
hovedsponsor havde fået sin hustru til at lave os en lækker middag til ganske
få penge.
Som det ses af billedet sluttede vi med afbrænding af de resterende
stjernekastere og sende en tanke til den lille forladte bane.
Gad vide hvor vi mødes for at spille krolf næste sæson….!?
30/9 Krolf i Beder
I Beder, lige syd for Århus, er der et kursuscenter der hedder
Friluftsgården (se www.friluftsgaarden.dk).
De har nu også købt køller og kugler, men familien der har stedet, er nu så
bidt af krolf, at de spiller ugentligt - ja næsten dagligt.
Det ser også ud til at være et rigtig dejligt sted med masser af forskellige
aktiviteter, og nu er krolf altså kommet ind blandt de mange tilbud med
mulighed for større udbredelse.
18/9 Slutspil i 1. division
Slutspillet i 1. division foregik også i Andst, og igen var banen trimmet,
bortset fra især hul 9, som pga. beliggenheden på en hældning, havde
umådelig stor betydning med mange 10'ere til følge.
Det var selvfølgelig ens for alle hold, men det blev nu ofte tilfældigheder
på dette ene hul der afgjorde kampene,
hvilket ikke var særlig sjovt.
Det andre 11 huller var fremragende og sjove, selv om også hul 4 var svært.
Det var svært, men ikke umuligt og uberegneligt som hul 9.
Hans Johnsen og Per Kristensen fra KØK skal nu have ros for arrangementet, for
alt forløb planmæssigt. Vejret var ikke perfekt fra starten, da det
"snuskede" - næsten ligefrem regnede - lidt, men det holdt op og det
endte med at vi havde det dejlig varmt, da banen lå i læ for en hvilken som
helst vindretning.
Puljevinder i pulje A Baskerne 2 spillede mod DKK, som var 2'er i pulje B, og
denne kamp endte med 8-8. Da der blev talt slag, viste det sig, at DKK var
vindere med 400 slag mod 420 slag.
Puljevinderne i pulje B KØK 2 spillede mod Hullet, og her vandt KØK 2 klart
med 12-4. Her bør nævnes, at den ene af Hullets 2 damespillere havde brækket
armen, og derfor spillede med armen i slynge. Det er selvfølgelig et handicap,
men når det er den normale spillearm er det endnu værre, og Lilian havde det
svært dagen igennem. Hun kæmpede det bedste hun havde lært og
"faldt" med ære. Hele holdet indgyder respekt, da det ikke kunne
falde dem ind at ændre det socialt velfungerende hold, bare pga. en brækket
arm.
Lilian Rasmussen, Hullet, kæmpede sig igennem dagen med at brækket arm.
I kampen om bronzemedaljerne vandt Baskerne 1 over fighterne fra
Hullet med 10-6. Havde der været en fighterpokal, er der ingen tvivl om at det
var gået til Hullet. Nu må de nøjes med disse linier.
Fighterholdet fra Hullet :
Peder Rasmussen, Lilian Rasmussen, Bjarne Runge, Gerda Marcussen og Hans Karl
"Fejer" Marcussen.
Ret beset, er det vel også i orden at Baskerne 2 får bronze,
da de var lige ved at komme i finalen. I det hele taget flot at de 2 oprykkere
Baskerne og Hullet overhovedet kom i slutspillet.
Hans Johnsen overrækker medaljer til bronzevinderne Baskerne 2 :
Niels Knudsen, Linet Olsen, Christina Rasmussen, Jan Dyrok og Lene Rasmussen.
Fraværende : Henning Albrechtsen.
I finalen mellem KØK 2 og DKK var det som sædvanligt utrolig
spændende. De 2 hold har årelange traditioner for at give hinanden lige kampe,
hvor det hele afgøres i de sidste singler eller på målfoto. Om det har været
ude-, hjemme- eller slutkampe har været ret ligegyldigt.
Der måtte faktisk igen målfoto til for at afgøre det igen i år. Kampen endte
8-8, så der skulle tælles slag. Det faldt ud til KØK 2's fordel med 417 slag,
hvor DKK var oppe på 426 slag, og dermed var KØK 2 mestre.
Ikke mindst Sørens superrunde på 24 slag var det der gjorde udslaget, hvor de
fleste runder i gennemsnit lå midt i 30'erne.
Sølvvinderne fra DKK :
Karen Marie Thomsen, Henning Thomsen, Lene K. Jensen, Gert Jensen og Carlo
Petersen.
Fraværende : Anders Sørensen, Lis Hundebøll og Grethe Nielsen.
Guldvinderne KØK 2:
Søren Christensen, Bente Gravesen, Tonny Gravesen, Lene Henriksen, Peter
Christensen og Ib Svangren.
Fraværende : Mette Christensen.
Hvis man klikker
her, kan man se alle holdbilleder fra slutspil m.m.
17/9 Slutspil i 2. division
Lørdag eftermiddag den 17. september var der slutspil i krolfens 2. div. i
Andst.
Hans Johnsen, Carsten Jensen og Per Kristensen fra KØK havde sammen fundet et
sted til en bane ved klubhuset på Andst stadion, som skulle bruges til slutspil
både for 1. og 2. division.
Der var i forvejen nogle petanque-baner, og den nyanlagte krolfbane bliver
stående efter slutspillene er færdige, så borgerne i Andst også kan komme
til at spille krolf.
Vejret var godt og banen trimmet, så rammerne var perfekte. Hul 4 og 9 var
særdeles drilske og flere gang blev der noteret 10 slag.
Der var 4 hold med i slutspillet, som startede med at spille mod hinanden 2 og
2. Agrarerne 4 slog Baskerne 1 med 11-5 og Krolfklubben i Ødis Kroge (KØK)
vandt med 9-7 over Petersminde.
Agrarerne 4 og KØK 5 gav hinanden en rigtig spændende finale, som endte 8-8.
Så skulle der tælles slag, og her var Agrarerne bedst med 451 slag mod KØK's
459 slag.
I kampen om 3. pladsen, gav Baskerne og Petersminde også hinanden kamp til
stregen. Denne kamp endte ligeledes med 8-8, og disse 2 hold brugte faktisk
færre slag end holdene i finalen. Baskerne brugte kun 439 slag og Petersminde
441 slag.
Alle 4 hold rykker op i 1. div.
Vinderne af 2. div. 2005 : Anna Mikkelsen, Svend Mikkelsen, Hans Peter
Lauritzen, Annelene Lauritzen, Karen Dixen, Niels Dixen.
Hvis man klikker
her, kan man se alle holdbilleder fra slutspil m.m.
15/9 Slutspil i Dagligaen
Dagligaens slutspil blev afviklet i dejligt solskin i Haderslev en tirsdag
eftermiddag. Det foregik på plænerne omkring Haderslev Museum, og det blev en
dejlig og hyggelig dag med spændende kampe mellem de 3 hold.
Dejlig bane omkring den gamle mølle.
De 3 deltagere var Rødding, SIS og Agrarerne, hvilket gav en
speciel måde at spille slutspil på, hvor alle 3 hold spillede mod hinanden på
en gang. Altså 6 spillere på banen i doubler og 3 spillere i en single.
Afviklingen skred fremad som planlagt og alt var sådan set i vinkel, men der
skete alligevel en lille fejl.
Ved udregningen af doublerne var der en misforståelse pga. at der var 3 hold i
stedet for normalt 2, og det havde lidt indflydelse på slutresultaterne. Det
var heldigvis ikke noget der ændrede på vinderne, så det er de rigtige der
har fået pokalen.
Kaffepause i det dejlige solskin.
Her er så de rettede resultater :
Rødding vandt over Agrarerne med 10-6 og over SIS med 9-7, og SIS vandt over
Agrarerne med 9-7.
Rødding A er altså de glade vindere af Dagligaen anno 2005.
På Røddings hold deltog :
Irma Lind, Inge Larsen, Maja Jensen, Inger Christensen, Anton Larsen, Erik
Madsen, Andreas Christensen og Verner Jessen.
Følgende har også spillet på holdet i løbet af året : Karen Iversen, Nancy
Beck, Laurids Beck.
Hvis man klikker
her, kan man se alle holdbilleder fra slutspil m.m.
12/9 Firmaidrætsfestival i Aalborg
Den 2.-4. september var Thorvald og Carlo fra FFFIF i Aalborg for at fremvise
krolf på Dansk Firma Idræts Forbunds festival.
Her er en rapport fra Thorvald og Carlo :
Fredag
Fredagsarrangementet startede i Mølleparken, Aalborg fra kl. 10:00, hvor
1.000 skolebørn havde tilmeldt sig. Man havde i forvejen afvist 2.500 andre,
så der blev nok at se til.
Thorvald og jeg forsøgte fra starten af, at gå rundt med dem. Det fik vi meget
ud af, da der var nogle få stykker der gik seriøst ind for det og kom også
tilbage igen. De ville meget gerne prøve en tur mere.
Alt i alt var det en stor oplevelse og vi mistede hverken køller eller kugler
og vores besøgstal endte på 84 børn.
Lørdag & søndag
De næste 2 dage foregik på Nørresundby idrætscenter på en fodboldbane og
med en militær forhindringsbane som nabo. Dette var ikke dårligt, da den trak
en del mennesker for os.
Lørdag var vi rundt med 44 deltagere og søndag var der 21 samt nogle børn,
som ikke er med i disse tal.
De fleste deltagere kom med positive bemærkninger og især fra 2 familier fra
Brønderslev og Århus. De mente at det var en god senior sport, som de kunne
bruge i deres klubber.
Vi håber at festivalen og vores medvirken kan skabe en fremgang for
krolfsporten.
11/9 Slutspil i 3. division
Slutspillet blev afholdt i Skodborg, på det område hvor klubben i Skodborg
har 2 baner. Banerne var i dagens anledning slået sammen til 1, så der var 6
huller fra hver bane. Det gav lidt mere plads til de 4 hold der skulle spille
slutspil.
Lene Henriksen og Søren Christensen styrede dagens begivenheder sikkert
igennem, og formanden dukkede op og overrakte pokalerne til slut.
Der var lodtrækning om de indledende kampe, og her spillede VKK 1 mod VKK 4.
Det blev en ret sikker sejr til VKK 4 på hele 12-4.
SIS 1 spillede mod VKK 5, og i den kamp var SIS 1 de bedste med en 10-6 sejr.
I kampen om 3. og 4. pladsen vandt VKK 1 sikkert over VKK 5 med 11-5.
Finalen mellem SIS 1 og VKK 4 blev lige så lige og spændende som det kunne
blive.
Holdene fulgtes ad hele vejen igennem kampen og endte dermed på 8-8. Så skulle
der tælles slag, og skæbnen ville, at begge hold havde brugt 419 slag.
Så skulle der en speciel omkamp til.
Hvert hold stillede med 2 damer og 2 herrer, og så var der ellers
udskilningsløb.
De 8 spillere spillede til hul 1, og da der ikke var nogen hole-in-one, var de
spillerne med 2'ere der gik videre. Der var kun 2 der fik 2'ere, og da det begge
var spillere fra Seest, var de vindere af den spændende finale.
SIS 1 er dermed vindere af 3. division 2005.
Vinderne af 3. div. SIS 1 : Ella Olling, Minna Søndergaard, Flemming Lind,
Tove Sørensen, Niels Jørgen Skovsen, Robert Storgaard og Robert Iversen.
Fraværende : Kirsten Simonsen.
Hvis man klikker
her, kan man se alle holdbilleder fra slutspil m.m.
7/9 Krolf på Bogø
Nyserne har hjulpet nogle beboere på Bogø
(mellem Møn og Falster) i gang med krolf.
Det er en grundejerforening der står bag og der er allerede stiftet en rigtig
klub, som har tænkt sig at melde sig ind i DKU. Klubbens navn er
Strandbakkernes Krolfklub, og den er begrænset til grundejerforeningens
medlemmer.
Den nye klub kunne give grobund for region øst eller syd-øst, hvis ellers
flere af klubberne tør stille op.
Bogøspillerne skal nok have 1 år eller 2 til at komme ordentligt i gang, men
så sker der nok noget på den front.
7/9 Krolf i Skodborg
I Skodborg, mellem Vamdrup og Rødding, er
de også gået i gang med krolf.
De startede i juni og allerede nu er de 35 der spiller jævnligt, så de har
være nødt til at lave 2 baner.
Det er i øvrigt på disse 2 baner i Skodborg, at 3. div. spiller slutspil.
3/9 Vamdrup kommunemesterskab
VKK, Madholdet og KØK havde sat hinanden stævne på VKK's bane en lørdag
eftermiddag.
Vejret var strålende, banen trimmet og humøret højt, så vi havde en rigtig
god eftermiddag.
Banen var brygget over nogle af de eksisterende huller, men der var lidt huller
fra alle af Vamdrups normale baner. Ikke fordi Vamdrup ikke måtte have
hjemmebane, men fordi det kunne være sjovt og anderledes.
Klubberne måtte selv bestemme hvordan holdene skulle brygges sammen. I KØK har
vi bestemt at tage de 3 bedste damer og herrer fra sidste klubmesterskaber. De
andre tager vist bare dem der tilfældigvis stod nærmest formanden da der
skulle stilles hold.
Kampene endte med KØK-sejre på 14-2 og 12-4 over VKK og Madholdet. Madholdet
vandt 9-7 over VKK, men faktisk de færreste gik særlig meget op i resultaterne
- det var hyggen der var i højsædet.
Hvad vi spiller næste år er uvist. Om det bliver Gammel Vamdrup
kommunemesterskab eller Kolding kommunemesterskab er uvist. Det sidste kunne
godt blive uoverskueligt, da Christiansfeld, Hullet, KHL, SIS, Seest Boldklub,
Idylparken, Bjert Strand og Lunderskov så også skal inviteres.
17/8 Maraton krolf i Fredericia
af Henning Thomsen, DeKorative Krolfere (DKK)
For første gang (så vidt vides) blev der 13-14. august spillet krolf
maraton.
Det foregik på Fredericia Firmaidræts områder ved Hannerup, og initiativtager
herfra var Carlo Pedersen, der også er et kendt medlem af DeKorative Krolfere.
Det var lidt af et eksperiment, så der var ikke gjort den store reklame for
arrangementet - bortset fra en omtale i Krolfposten og lidt lokalt; men
alligevel blev det til 28 deltagere over de to dage, og hele 27 gennemførte en
dobbelt-maraton, nemlig 2 runder á 42 huller! (Til sammenligning: årets
VM-stævne - inkl. finalen - var "kun" 72 huller!)
De 42 huller bestod af DKK's to tidligere baner, som var genetableret til
lejligheden, suppleret med den nuværende bane samt 6 ekstra (meget
alternative!) huller.
Der var lidt papirarbejde der skulle ordnes først.
Deltagerne trak lod om rækkefølge samt med-/modspillere og blev derefter
sendt på banen til den indledende runde i puljer à 4 personer.
Der blev spillet på livet løs.
Efter ca. 2 timers spil var de 42 huller gennemspillet, og der var tid til en
velfortjent pause med den medbragte frokost eller kioskens fantastiske
grillpølser. Efter frokost var der tid til endnu en 2-timers omgang med finale-
og placeringsrunderne, før man kunne slappe af med kaffe/øl og
præmieoverrækkelser.
Hygge på tværs af klubberne ved spisningen.
Vinder af lørdagens kampspil blev Henning Thomsen, Fredericia. Bedste dame
blev Lene Jensen, også Fredericia. Til gengæld blev slagspillet vundet af
Peter Christensen, Ødis Kroge.
Lørdagens 2 vindere Lene Jensen og Henning Thomsen.
Søndagens kampspil blev vundet af Robert Storgaard, Senior Idræt Seest, og
bedste dame blev Lene Thomsen, Lunderskov. Færrest slag havde Hans Thomsen,
også Lunderskov. Der var bred enighed om, at det havde været lidt hårdt, men
meget hyggeligt - og der kom mange opfordringer til at gøre arrangementet til
en tilbagevendende begivenhed.
Red.: Der er kun billeder fra lørdagens stævne. De kan ses på denne
adresse på internettet :
http://int.pixum.com/viewalbum/?id=1829174
19/7 Mini EM for hold
af Mogens Dam (VKK)
I forbindelse med MINI
Club Danmarks 20 års jubilæumstræf i Ødis den 14. 15. 16. & 17. juli
2005, blev VKK. inviteret ind til at lave lidt med køller og kugler.
Vi blev klar over, at dette var en god mulighed, for at få gjort opmærksom på
vores sport, da der både var deltagere fra Sverige, Norge, Tyskland og Danmark.
Derfor slog vi omgående til, og lavede et ”Mini EM” for hold.
Det hele blev afviklet lørdag eftermiddag og det blev en stor succes. Men
først skulle de lige vende sig til, at ordet Krolf ikke var en stavefejl. Efter
en lille times øvelse og meget grin kom vi endelig i gang.
Holdene, der bestod af 4 fra hvert land, gik til den med krum hals. Banerne til
”Mini”, havde vi lavet med ”kun” 6 huller, og her blev de 2 bedste
omgange gået på 17 slag.
Efterfølgende kunne vi konstatere, at Danskerne blev slået. De opnåede kun
sølle 1 point og blev nr. 4, det Norske mandskab blev nr. 3. Til sidst stod vi
så med en gyser, Tyskland og Sverige skulle ud i en omkamp, således den
endelige vinder kunne findes, det blev Sverige der gik af med sejren.
Der var stor interesse for spillet, og jeg tror på, at krolf fik en udbredelse
uden for Danmark.
Ved nærmere eftertanke - har jeg et sted læst, at Frits Henriksen også
opfandt eller såede frøene til dette herlige spil i en ferie hytte i Sverige.
Det er måske derfor, at Svenskerne er de bedste?
5/7 Forslag fra Baskerne
Baskerne er fremkommet med et forslag til regelændringer.
Jeg har lagt det ind på vores forum, hvor I alle kan læse om det, og
eventuelt kommentere det ved at klikke på reply.
Her er et link direkte til forslaget
i forum.
29/6 Maraton Krolf i Fredericia
FFFIF afholder Maraton Krolf lørdag og måske søndag den 13. og 14. august.
Søndag tages i brug hvis der bliver tilmeldt rigtig mange.
Det foregår på FFFIF's og DKK's baner i Hannerup med start kl. 10:00 og slut
ca. 15:00 med indbygget samlet medbragt frokost fra 12:00-13:00.
Opstart igen søndag kl. 10:00 hvis det bliver nødvendigt.
Der spilles 42 huller - når det nu er en Maraton - men de nærmere regler
afhænger af tilstrømningen.
Pris 25,- kr pr. spiller, som betales ved ankomst.
Tilmelding til Carlo Petersen, Lumbyesvej 12-16, 7000 Fredericia, tlf. : 75
91 23 85
eller
Henning Thomsen, Polluxvænget 13, 7000 Fredericia, tlf. : 75 93 38 48 - mail
: henning<.a.>krolf.dk
29/6 Krolf og Sankt Hans i København!
af B. Juhl-Thomsen
(VeKK)
At spille krolf på stenbroen i en storby betyder, at der
ikke er megen plads og at den plads der er, må deles med andre og andres
formål.
Således er det VeKK’s krolfbane som, her på billedet, er monteret til
bålfesten, Sankt Hans aften, foran DGI-Byen på Vesterbro i København
(billedet er lånt af Kristeligt Dagblad).
Så hvis besøgende undrer sig over den runde
bare plet midt på vores krolfbane i VeKK, så er forklaringen altså vist her
og er, at intet grønt kan spire på fundamentet af Vesterbros ’officielle’
bålplads.
19/6 Sommerfest på banen hos VeKK.
- af Bente
Juhl-Thomsen
Søndag formiddag den 19. juni 2005 bragte lidt forvirring
hos mange mennesker på Vesterbro i København. Ville arrangeremente blive til
noget eller ej???
- men heldigvis holdt vejret og ja ikke alene det – det blev en flot, flot dag
med strålende sol og mange forbrændte ansigter og skuldre.
Og hvad var det så, der var på færde?
Jooooh, det var såmænd Vesterbro Krolf Klub som under
stor opmærksomhed fra forbipasserende holdt sommerudflugt på den lille, trange
bane ved DGI-Byen i hjertet af København.
Midt på banen stillede arrangørerne et stort
tag-selv-bord / buffet op og så holdt vi fest.
Vi spiste, nød vejret, hinandens selskab og fik spillet en
hel del KROLF og også stillet tørsten.
Alt sammen for hyggens skyld!
En flot og dejlig dag.
23/5 Sæsonstart 2005 - Nyfæste Krolfklub
v/næstformand
Bente Juhl-Thomsen
Den 1. maj var der generalforsamling og sæsonstart på
Nyfæste.
Vejret var ikke helt så fint som på vores første startdag sidste år, men vi
kunne dog igen holde generalforsamlingen udendørs i tørvejr.
Vi fik hurtigt diverse formaliteter overstået - såsom at få valgt/genvalgt
vores formand + øvrige bestyrelsesposter besat (specielt posten som
bilagskontrollantsuppleant var der rift om – det må være den imponerende
titel som trækker..?!) – og så skulle der spilles.
Forinden kunne formanden i sin beretning fortælle, at Nyfæste Krolfklub nu har
13 medlemmer og på dagen meldte yderligere 4 besøgende sig ind.
Formanden præsenterede klubbens flotte nye hulmarkeringer,
som viser at formanden også er fiks på fingrene, idet de er et resultat af
lidt tid ved symaskinen.
Generalforsamlingen besluttede desuden at vi skulle melde
os ind i DKU – og så spillede vi.
Banen var ret våd af den megen regn, så der blev ikke sat nogen ny banerekord
– næsten tværtimod.
Dagens spil viste at to nye spillere kunne dele
førstepladsen foran banens rekordindehaver, hvilket lover godt for de kommende
dyster i klubben.
Dejligt at være i gang igen!!
13/5 Nyfæste Krolfklub nyt medlem af DKU
Nyfæste Krolfklub melder sig nu ind i DKU. Nyfæste ligger ikke langt fra
Årup på Fyn i dejlige landlige omgivelser, og de har 2 baner. Den ene i haven
rundt om en andedam og den anden rundt om stuehuset. Det er meget forskellige
baner.
Om de får samlet et hold til næste år er meget usikkert, men helt kan det vel
ikke afvises.
12/5 Øster Hornum
I Øster Hornum lige syd for Ålborg går der også krolfspillere rundt. De
ønskede et krolfkursus, så de samlede nogle folk og inviterede naboklubberne.
I alt kom der 14 til kurset, og de fik en blanding af teori og praksis, og vi
havde det rigtig hyggeligt.
Nogle havde aldrig spillet krolf før og andre havde spillet et par år, så
kurset blev en blanding af begynderkursus og et kursus for øvede.
Det ser ud som om krolf er ved at få ordentligt fat i det nordjydske.
12/5 Krolf på Mols
På vej hjem fra Øster Hornum, smuttede jeg lige op i bjergene
på Mols. Holmgaard er en blanding af restaurant, kro, bondegårdsferie, landlig
idyl og hjemlig hygge. Her kan man komme med familien, institutionen eller
firmaet og få en god oplevelse og noget godt at spise.
Der er flere forskellige muligheder for aktiviteter. Der er øksekast, petanque
og en massen andre spændende ting, men nu er krolf altså også kommet på
programmet.
Gården ligger højt oppe med en fantastik udsigt over Århusbugten og Kalø
Vig. Især krolfbanen har rigtig god udsigt.
Ejerne Anne Margrethe og Niels Mai, har samtidigt sponsoreret et ophold på
gården til vinderen af slagspil ved DM - inkl. forplejning og sikkert også
krolfspil.
11/5 Ændringer i DKUs organisation
Joan Rasmussen, ViGo'e, er kommet i DKU's bestyrelse, hvilket kommer lidt i
konflikt med tjansen som bilagskontrollant.
Derfor er sidstnævnte job droppet, og derfor er suppleanten Alex Thomsen.
Lunderskov, blevet aktiveret eller forfremmet.
Gerda Marcussen, Hullet, er løbet ind i nogle helbredsproblemer, så hun har
trukket sig tilbage fra stævneudvalget. Hun erstattes ikke umiddelbart af
andre, men skulle der være nogen krolfere ude i verden, der har lyst til at
hjælpe med stævnerne, så er det bare med at gribe knoglen og melde sig
frivilligt.
11/5 Krolf i Midtjylland
I Hammel mellem Silkeborg og Århus er de også gået i gang med krolf. De
startede med kroketudstyr, men det kniber med at det kan holde, så nu har de
købt noget nylonudstyr.
De er en halv snes stykker efter 3 ugers spil, og flere dukker op løbende, så
krolf skal nok slå rødder der også.
26/4 Krolf i Nordjylland
Krolf er ved at snige sig nordpå og bide sig fast for alvor. Ove Poulsen bor
i Roslev, og han har fået samlet en 20-25 stykker til lidt krolf. Ove er
tidligere mester i holdkrolf for KØK 1 og titler ved både DM og VM er det
også blevet til, men han har ikke spillet turneringer siden 1999.
Nu har han lokket nogle venner til at spille i det nordjydske, og meget tyder
på, at krolf er ved at få rigtig godt fat.
I uge 17 var der et arrangement i forbindelse med "gang i ældre", og
der havde Ove gang i 30 ældre, der alle fik lov til at prøve et spil krolf.
Det tog over 3 timer, men det var rigtig hyggeligt, og mange søgte flere
oplysninger om krolf.
20/4 Stiftende generalforsamling
Den 20/4 var der stiftende generalforsamling i Hårby. Det er Hårby
Krolfklub der blev stiftet i hallens cafeteria kl. 15:00. Formand blev som
ventet Knud Dolleris.
13/4 Reaktioner på TV-indslag
Mandag den 28. marts var TV2 landsdækkende på besøg i Baskerlandet og
Ødis Kroge, hvor de viste lidt om krolf i TV-avisen. Et fint lille indslag, som
mange så.
Onsdag den 30. marts var TV2's "Godaften Danmark" på besøg hos
Vesterbro Krolf Klub. Det kom der også et lille fint indslag ud af - endnu en
fin lille reklame for krolf.
Det har givet en del opkald og mails til mig fra flere steder i landet. Lad
mig nævne i flæng : Hillerød, Roslev, Høng, Ålborg, Gjessø, Århus,
Jerslev, Nordborg, Holstebro og København.
Nogen har givet moralsk støtte, andre forespurgt på hvordan man kommer i gang,
nogle har købt lidt udstyr og andre vil bruge deres kroketudstyr og gå i gang
med det.
7/4 Møde i regel- og kursusudvalget
Peter Christensen, KØK, blev valgt til formand og Kis Wind til sekretær.
Mødets hovedformål var at gennemgå samtlige baner pr. hukommelse, og
definere "ude", "inde" og "valgfrie områder".
Når klubberne modtager opdateringer til holdmapperne, bør i lige tjekke at det
vi har lavet passer med virkeligheden.
4/4 Holdturneringsudvalgsmøde
Vi valgte Carsten Jensen, KØK til formand for udvalget, idet Peter skal
aflastes. Peter hjælper Carsten i den udstrækning det er påkrævet.
Peter beholder sekretærfunktionen indtil videre.
Vi satte 2 ansvarlige på hver division og fordelingen blev således :
- div.
: Nete og Hans
- div.
: Per og Carsten
- div.
: Lene og Søren
Dagligaen : Frede og Hans Peter
Hovedturneringen
Der er tilmeldt 49 hold (1 færre end sidste år), så strukturen bliver som
sidste år, med en enkelt pulje i 3. div. der har 4 hold, ellers 5 hold i
resten.
Lundsmark 1 og KØK 8, som skulle have været i 2. div. stiller ikke op i år.
Pladserne blev givet til 2 hold der ellers skulle være rykket ned, og der var 4
at vælge imellem.
Vi valgte de 2 hold der havde fået flest point, hvilket var SIS 2 og Dragen. Da
Dragen heller ikke stiller op, blev det i stedet VKK 2.
KØK lavede om på numrene på et par hold. KØK 5 og KØK 1 byttede plads,
så det nu er KØK 1 der er i 1. div. Numrene på holdene er uden betydning, da
det egentlig kun er for at kunne kende forskel på holdene.
Dagligaen
Der er tilmeldt 14 hold, så der bliver lavet 2 puljer á 5 hold og 1 med 4
hold.
3/4 Generalforsamling i DKU
Søndag den 3. april var knap 50 deltagere samlet for at holde
generalforsamling i DKU.
Der var selvfølgelig beretning fra formanden og udvalgene, og kassereren
fremlagde regnskabet, som viste et overskud på god 1.100 kr. Budgettet
for det kommende år er beregnet til ca. at løbe rundt med et nul.
Vi valgte ikke at ændre på kontingentet endnu, så det er fremdeles 100,- pr.
klub, 2,- kr pr. medlem og 100,- kr pr. hold.
Der var forslag om ændring af vedtægterne, som blev vedtaget.
Bestyrelsesmedlemmer har nu ikke automatisk stemmeret på generalforsamlingen,
medmindre de er delegeret for deres klub (som de jo nok er).
Der var en del regelændringer, men mange af dem var mere eller mindre
redaktionelle. Her vil jeg kun nævne de vigtigste.
Alle baner skal nu have beskrevet "ude", "inde" og
"valgfrie områder". Sidstnævnte der nye i reglerne, men har været
anvendt i praksis, men altså aldrig været beskrevet i reglerne.
Alle baner og lokale regler skal godkendes. Alle eksisterende baner er
forhåndsgodkendt.
Max. antal slag på et hul er sat kraftigt ned. Nu er max. 8 slag, og er man
ikke kommet i hul når det 9. slag skal slås, fjerner man kuglen fra banen og
skriver 10.
Og en ny regel i turneringsreglementet siger, at 2 hold fra samme klub der er i
samme pulje, ikke må spille deres indbyrdes opgør som nogen af holdenes sidste
kamp.
Der var indkommet 2 forslag fra VKK, hvoraf det ene blev frafaldet.
Det andet var om priser ved stævnerne, hvor man foreslog ½ pris for dem der
kun spillede eller kun spiste. Stævneudvalget foreslog at det var lidt mere end
halvdelen, da det er selve deltagelsen der koster kræfter, og det blev
vedtaget.
Samtidigt satte vi børnepriserne (under 13 år) fast til 30,- kr (ikke DKU da
50,- kr).
Priserne
er nu 80,- kr for kun at spille eller kun at spise (ikke DKU da 100,- kr).
Samlet pris for både at spille og spise er fortsat 120,- kr (ikke DKU da 150,-
kr).
Så var
der valg til bestyrelsen. Peter Christensen, KØK, blev genvalgt. Ib Svangren,
KØK, valgte ikke at genopstille. I stedet blev Joan Rasmussen, ViGo'e, valgt
ind.
Suppleanter blev Alf Christiansen, Madholdet, og Erik Christensen, Rødding.
Bilagskontrollant
Ulla Jensen, ViGo'e, blev genvalgt, og det gjorde suppleanten Alex Thomsen,
Lunderskov, også.
Så var
der bemanding af udvalgene. Stævneudvalget og Redaktions- og IT-udvalget
fortsætter uændret.
I regel- og kursusudvalget meldte Ingrid Fink Petersen, Agrarerne, sig som nyt
medlem, så nu er der 8 i dette udvalg.
I holdturneringsudvalget stoppede Lene Thomsen, Lunderskov, og ind i stedet for
kom Hans Peter Lauritzen, Agrarerne, og Søren Christensen, KØK. Udvalget
er nu på 9 deltagere.
Under
eventuelt var der bl. a. :
Joan
Rasmussen, ViGo'e, meldte sig frivilligt til at lave en kom-og-prøv-krolf-bane
ved DGI Vejle Amts fest den 12. juni i Vingsted.
Doris
Mortensen, Lundsmark, syntes der er alt for mange lokale regler, hvilket er den
direkte årsag til at begge Lundsmarkhold er trukket ud af turneringen.
Formandens kommentar : Jeg tror ikke det er muligt helt at afskaffe lokale
regler, men vil da godt prøve på at begrænse dem så vidt muligt.
Helge
Jacobsen, Fuglsang, spurgte om DKU var underlagt DGI, DIF eller Ødis Kroge.
Svar fra formanden : Af de 3 valgmuligheder, kan det kun være Ødis Kroge. DGI
optager ikke unioner - kun klubber. DIF er vi ikke medlem af endnu, men det kan
godt blive aktuelt, når vi er blevet lidt større (minimum 3.000 medlemmer i 6
amter). Man kan også komme ind som "sportsforbund" med 1.000
medlemmer i 6 amter, men det giver ikke stemmeret.
1. april : Kongehuset til krolf
Som nogen har opdaget, foregår dette års VM ved Engelsholm Slot, og da det
er tidligere har været i kongehusets besiddelse, er det kommet de kongelige for
øre, at der skete noget særligt ved det gamle slot.
Kronprins Frederik er jo en mand der tør og vil prøve lidt af hvert, så nu er
han og Mary meldt til VM turneringen i krolf.
Vi inden for Dansk Krolf Union er selvfølgelig begejstrede for den
pressedækning vi vil få, men frygter også at den megen virak det giver, vil
spolere vores sædvanlige hygge. Vi har nu tænkt os at tage det i stiv arm, og
vi glæder os allerede.
Der er ingen meldinger om Margrethe og prins Henrik også
deltager, men det kan jo være de kommer forbi for at se hvordan sønnen klarer
sig.
7/3 Ny formand i Baskerne
Spillets opfinder har trukket sig tilbage som formand for Baskerne, efter
kort tid på posten. Ny formand er Niels Knudsen, som har spillet krolf i mange
år og været med i Baskerne lige fra starten i 1998.
Tillykke til Niels med valgte.
11/2 Bøf og Bowl for udvalgsmedlemmer
Alle bestyrelses- og udvalgsmedlemmer er blevet inviteret
til ”Bøf og Bowl” i KIF Centret i Kolding, inkl. samlever.
DKU betaler bøffen og bowlingen, men drikkelsen må deltagerne selv betale.
Det er kort og godt belønningen for veludført arbejde den forløbne sæson.
11/2 Bestyrelsesmedlem genopstiller ikke
Ib Svangren, bestyrelses sekretær fra KØK, genopstiller
ikke på generalforsamlingen 3. april.
På valg er også formanden Peter Christensen, KØK, og den ene
bilagskontrollant, Ulla Jensen fra ViGo’e. Begge genopstiller, men derfor kan
man jo sagtens komme med andre forslag.
Desuden er alle suppleanter på valg.
1/2 Forslag til regelændringer
Regel- og kursusudvalget har været vældig aktive her i
vinter, og det er der kommet en del justeringer af reglerne ud af.
Der er nogle småændringer som jeg vil kalde ”redaktionelle ændringer”.
Det er småting som ikke ændrer på selve spillet overhovedet, så dem vil jeg
forskåne læserne for her, og så koncentrere mig lidt om de større
ændringer.
Vi har besluttet at ændre begreberne lidt, så vi har nu
spilleregler og turneringsreglement.
Spillereglerne er generelle krolfregler og turnerings-reglementet drejer sig
udelukkende om holdkrolf.
Spilleregler
Under afsnit ”Bane”
tilføjes følgende :
Enhver del af banen
skal benævnes med en af følgende 3 definitioner:
1) Inde
Defineres som det
område, hvor kuglen IKKE må flyttes, medmindre den ligger op af en forhindring
(se Forhindringer).
2) Ude
Defineres som det
område, hvor kuglen SKAL flyttes ind på banen.
3) Valgfrit
område
Er det område, hvor
spilleren selv må vælge, om der skydes normalt, eller reglen for
"ude" bruges.
Dette indføres fordi vi i forvejen benytter reglen, uden
at den er blevet skrevet ned.
Klubberne skal dog være opmærksomme på, at alle valgfrie
områder skal beskrives i de lokale regler. Man skal altså gå banerne igennem
og vedtage præcist hvor det er bane, hvor man er ude og hvor man kan vælge at
spille eller tage kuglen ind, og så beskrive dette i de lokale regler.
Nyt afsnit ”Max.
antal slag” og samtidigt slettes reglen fra turneringsreglementet.
”Der er et maksimum
på 10 slag pr. hul. Hvis det 10. slag på et hul ikke kommer i, noteres der 12
slag. Kuglen fjernes først fra banen når det 11. slag skulle være slået”.
Tidligere
havde vi et max. på 20 slag og skrev 25, hvilket efter alles mening var for
højt.
Der
er nu 3 forslag, som vi tager stilling til på generalforsamlingen. Jeg brugte
det ene i forslaget ovenover, men det kunne lige så godt have været et af de
andre.
1)
Max.
8 slag - skrive 10.
2)
Max.
10 slag - skrive 12.
3)
Max.
12 slag - skrive 15.
Turneringsreglement
Afsnittet ”Lokale
regler” skrives om
”På alle baner
hvor der er lokale særregler ved nogle af hullerne, skal dette nedfældes på
papir og indsendes til turneringsledelsen, som så skal sørge for at udeholdene
bliver underrettet. Desuden skal udeholdet gøres opmærksom på disse fælder
af hjemmeholdet, inden kampen starter. Hvis ingen af delene er overholdt, er
særreglerne ikke gældende.”
ændres til
”På alle baner
hvor der er lokale regler, skal dette indsendes
skriftligt til turneringsledelsen, som efter godkendelse (se under Baner)
sørger for at holdene bliver underrettet. Hvis dette ikke er overholdt, er
særreglerne ikke gældende.”
Dette hører nøje sammen med næste forslag :
Nyt afsnit der hedder ”Baner”
med følgende ordlyd :
”Dansk Krolf Union
skal godkende baner og lokale regler inden turneringsstart.
Et hold har kun én hjemmebane pr. sæson, og det skal være de samme 12 huller
der spilles på i alle kampene.
I tilfælde af force majeure kan der gives dispensation.”
Hvis disse forslag kommer igennem, har DKU større chance
for at få styr på lokale regler. Faktisk burde der være så få lokale regler
som overhovedet muligt. Der kommer dog noget mere beskrivelse af selve banen
(ude, inde og valgfrie områder).
Afsnittet ”Regler
for flytning af kampe” have ekstra §
Ӥ5 Kampe mellem 2
hold fra samme klub, må aldrig være nogen af de 2 holds sidste kamp i puljen.”
Dette
for at forhindre, at 2 hold fra samme klub kan flytte deres kamp så lang hen i
turneringen, at det bliver sidste kamp. Når det er sidste kamp og resultatet
tilfældigvis ender sådan, at det passer begge hold fint, vil der altid blive
mumlet ”svindel” i krogene, uanset om det var tilfældet eller ej.
Afsnittet ”Dommere”
ændres
Sætningen ”Med
hensyn til dommere, er vi i starten lidt på spanden.” fjernes.
Og følgende tilføjes :
”Dommeren bør sige
spillernes navn og spillerne vente til navnet er sagt”.
”Dommeren og/eller spilleren bør sige det antal der er brugt på hullet når
kuglen tages op”.
Her skal man lægge mærke til, at der står ”bør
sige” og altså ikke ”skal sige”.
Tilføjelse til ”Holdkortet”
”Det er forbudt at
ændre holdkortet efter det er underskrevet. Turneringsledelsen underrettes om
eventuelle fejl og al tilgængelig dokumentation medsendes.”
Andre forslag
VKK sender
følgende forslag til at tage med i Unionen:
1:
Pris for deltagelse i diverse stævner foreslås delt op på følgende måde:
Spillere, som deltager i både spil og spisning betaler den fulde pris.
Spillere, som alene deltager i dagens spil, betaler halv pris.
Begrundelse: Det skal være økonomisk overkommeligt at deltage, også hvor der
er familier med flere børn.
Dette har været praktiseret tidligere.
2:
Personer, som har gennemgået dommerkursus, skal have et bevis herpå. (Evt. et
lille "lamineret" skilt).
Vi har ingen intentioner om, at nogen skal bestå en prøve, men alene et bevis
på, at man har deltaget.
Kommentarer fra redaktøren :
Forslag 1 :
Der er helt klart en prismæssig fordel, specielt til familier med flere store
børn.
En af bagdelene er så, at vi skal kontrollere, at kun de der har betalt kommer
ind og spiser.
En anden bagdel er, at vi måske mangler nogle folk ved præmieoverrækkelsen.
Det er ikke sjovt at overrække præmier til folk der ikke er der.
Dette forslag må være noget stævneudvalget tager sig af.
Forslag 2
: Jeg er af den mening, at hvis folk skal have et kursusbevis, skal det kunne
bruges til noget. Altså at man så er uddannet dommer der har bestået en
prøve, og at man derfor vil blive foretrukket ved stævner og kampe.
Som det er nu, giver dommerkurset ikke ekstra beføjelser og deltageren
afprøves heller ikke. Det vil altså være ret vildledende med folk med fine
skilte, som alligevel ikke har fattet et kvæk af det hele. Der findes i øvrigt
også meget dygtige dommere, der aldrig kommer til at tage et dommerkursus,
fordi det for dem er det rene tidsspilde.
Dette forslag tager regel- og kursusudvalget sig af.
1/2 Frivillige til udvalgene
Skulle der være frivillige til at et af vores 4 udvalg,
hører vi gerne fra klubberne. Det er helt OK at tage disse frivillige med til
generalforsamlingen, så vi kan ”se giraffen”.
Redaktionen og holdturneringsudvalget kan nemt bruge flere folk, og
stævneudvalg samt regel- og kursusudvalg kan også tage et par stykker uden der
kommer kampvalg ud af det.
Er der mange frivillige, kan det komme til kampvalg, men mon det går så galt?
1/2 Holdturneringsudvalget
Lene Thomsen, Lunderskov Krolfklub, har valgt at stoppe i
udvalget efter kun 1 år på posten. Lene er ansat i Lunderskov kommune, og hun
får temmelig meget ekstra arbejde i forbindelse med kommunesammenlægningen de
næste par år, så derfor har hun, forståeligt nok, valgt at skære ned på
krolfarbejdet.
Desuden starter vi måske en 4. division og måske en 1. division syd-øst
(Lolland/Falster med omliggende øer), så vi kan nemt bruge flere folk.
Derfor søger vi flere frivillige til udvalget. Vi kan nemt bruge en 3-5
stykker, så vi kan fordele arbejdet på så mange som muligt.
Arbejdet har 2 hovedområder. Planlægning af turneringen, hvilket foregår på
2-3 møder i april måned, og afholdelse af slutspil, som foregår 1 dag i en
weekend i september måned.
Vi forsøger at have 2 personer på hver division, og da de nuværende medlemmer
har været turen igennem, kan vi sørge for, at alle nye får en erfaren makker.
1/2 Dommerkurser
Regel- og kursusudvalget har vedtaget at afholde 2 åbne
dommerkurser. Der er fri tilmelding og det er efter først til mølle
princippet. Vi kan tage op til 20 kursister af gangen.
Vi har fastsat prisen til 40,- kr pr. deltager inkl. kaffe.
Ib Svangren bliver instruktør på begge kurser.
Kursus 1 : 28. maj kl. 13:00 på Nyfæste ved Årup.
Kursus 2 : 11. juni kl. 13:00 i Ødis Kroge.
Er der over 6-8 medlemmer i en klub der gerne vil have et
dommerkursus, kan klubben få en instruktør ud, hvis ellers vi kan finde en
dato der passer.
Man skal så selv lægge lokale, kaffe og bane til.
1/2 Nye priser i KrolfButikken
Så stiger priserne i KrolfButikken. Jeg synes jeg bruger
så meget tid på at lave og sælge krolfudstyr, at jeg nu gerne vil kunne
mærke jeg får lidt for det, så derfor skruer jeg lidt på pris-knappen.
De nye priser vil være at finde i bagerst i holdmapperne, men her kommer de
væsentligste priser :
|
Stk.
pris
|
Rabat
1
|
Rabat
2
|
Køller sort, hvid
|
210,-
|
190,-
|
170,-
|
Køller gul, rød, blå
|
280,-
|
260,-
|
240,-
|
Kugler sort, hvid
|
140,-
|
130,-
|
120,-
|
Kugler gul, rød, blå
|
140,-
|
130,-
|
120,-
|
Kugler indfarvet
|
150,-
|
140,-
|
130,-
|
Priserne er i danske kr inkl. moms.
1/1 Formanden fyldte 50
Den 1/1 kunne DKU's jeg fejre min 50 år fødselsdag, endda på min fars 75
års fødselsdag.
Jeg modtog en lille erkendtlighed fra Dansk Krolf Union, som jeg hermed takker
bestyrelsen og hele krolffolket for.
Peter Christensen
Formand for Dansk Krolf Union
Du kan finde nyheder fra 2004 i arkivet.
PLC
22-07-10
|