Op • Hold 93 • Hold 94 • Hold 95 • Hold 96 • Hold 97 • Hold 98 • Hold 99 • 2000 • 2001 • 2002 • 2003 • 2004 • 2005 • 2006 • 2007 • 2008 • 2009 • 2010
 

Holdturneringen 1998

27/2 Ny klub stiftet

En ny krolfklub er stiftet. Den hedder Båring Asperup Krolfklub - Baskerne.
Holdet består af nogle udbrydere fra Nr. Åby Krolfklub, anført af krolfens grand old man og opfinder, Frits Henriksen. Han blev da også formand for den nye klub, og vi ønsker klubben held og lykke fremover.


26/3 Nye adresser

Krolfsporten har fået en ny indgang til disse sider. Jeg har nemlig fået registreret WWW.KROLF.DK, som automatisk skifter til disse sider.
Der er også kommet en ny e-mail adresse. Man kan nu skrive til krolf<.a.>cheerful.com, som straks og med det samme sender posten videre til mig.
Nu kan min udbyder bare komme an, for ændrer han adressen (igen), ændrer jeg bare diverse henvisninger, og så kører vi ufortrødent videre.


6/4 VM for mixed par

Nu er datoen endelig fastsat og det bliver lørdag den 13. juni.
Jeg har ændret lidt på reglerne for denne type VM; men det kan du læse mere om her.


19/4 Dartklubben Dragen

Om vinteren spiller en del af KØK's medlemmer dart (i PØK) mod dartklubben Dragen fra Christiansfeld. Vi får selvfølgelig klø, men sidste sommer tog vi revanche i en slags krolfkamp.
Dragen syntes det var sjovt og hyggeligt, så jeg sendte dem en af mine efterlysninger.
Der var et spinkelt håb om at de måske ville stille op, men jeg regnede ærlig talt ikke med, at det ville blive allerede i år.
Min kontakt i Dragen hedder Bernd Rosser, og han har forespurgt i klubben, og det ser ud til der er folk nok der har lyst til at prøve. I første omgang en enkelt sæson, og så får vi at se om det er noget.
Jeg har lovet dem, at de kan låne noget udstyr af mig det første år, og hvis de ikke kan finde et passende stykke græs i Christiansfeld, kan de også få min bane som hjemmebane. Jeg ser selvfølgelig helst de finder en ny bane, af hensyn til variationen.
Bernd var heller ikke sikker på de havde piger nok, men så måtte han jo tage sin mor med, som han sagde. Han har masser af herrer, og kunne også finde på at benytte en herre som dame, iført de foreskrevne 4 straffeslag.
Vi får se hvad det bliver til, og glæder os til at se og tæve dem.


19/4 Banen går i stykker

Sidst år havde vi et tilfælde, hvor et tørt stykke jord knækkede af foran en urtepotte som var brugt til foring af et hul. Det at der knækkede et stykke jord af gjorde, at der kom en lidt høj kant som kuglen skulle over på det sted.
Det er selvfølgelig tilladt at udbedre en sådan skade på banen før eller efter man spiller til hullet. Dvs., at vil man udbedre skaden mens man spiller til hullet, må dommeren skønne om skaden allerede har haft indflydelse på spillet. Hvis ja, så vent til hullet er færdigspillet; hvis nej, så få da udbedret skaden i en fart.
Ydermere har urtepotter den fejl, at de er koniske, hvilket vil sige, at smutter der skidt og jord igennem hullerne som gerne er i bunden, løfter skidtet efterhånden potten op, så der bliver en kant hele vejen rundt i toppen. Lad derfor være med at bruge urtepotter (jeg har skiftet min, Jens).


9/8 Ny bane på Løverodde

Den 9. august blev der indviet en bane på Løverodde nær Sdr. Stenderup på sydsiden af Kolding fjord.
Banen er ikke lang og lidt flad, men ingenlunde jævn, så der skulle være udfordring nok. En fin bane bortset fra, at græsset udenom banerne var for langt, og at (un)fairwayen fra hul til hul var for smal. Der var også udlagt sandbunker og lavet en lille dam for at drille, - og det lykkedes!
Claus Yde, som har cafeteriet på Løverodde, har foreløbig lånt 10 sæt køller og kugler af mig, som han vil låne ud til dem der har lyst til et spil krolf. Jo, - det er ganske gratis.
Ca. kl. 14:00 klippede jeg snoren, og de 16-18 fremmødte spillere tog sig nogle omgange i det gode vejr, og vi spillede da også nogle runder krolf.
Claus er en foretagsom mand, så han havde allerede haft nogle selskaber på besøg inden den officielle indvielse. Det ene havde 160 gæster og det andet var et lille sluttet selskab på 40 stk. Ved begge selskaber var ALLE ude og og prøve krolf, og der er endnu et selskab på vej med 60 deltagere, så Løverodde kan blive et rigtig godt sted for krolfen.
Har man lyst til en tur ved skov og strand, er man da velkommen til at tage sit eget udstyr med og gå en runde på banen.
Forøvrigt kunne det tænkes der blev lagt et stævne på banen engang med tiden, så man kunne jo også smugtræne i ny og næ.


15/8 Demo af krolf på Endelave

Lørdag den 15/8 var jeg på Endelave - en lille ø ud for Horsens Fjord - for at demonstrere krolf.
Jeg lavede en lille bane i udkanten af en sportsplads. Der var ikke så mange forhindringer og den så let ud, men det var ikke for nemt, så den var sjov alligevel.
Folk kunne komme og spille gratis, og der dukkede en 25-30 stykker op, - både indfødte og turister.
En kulturforening på øen overvejer nu om de vil have en offentlig tilgængelig bane og et sted hvor man for billige penge kan leje køller og kugler. Det kunne blive en fin lille forretning, for der er ingen konkurrence fra f. eks. minigolf.


15/8 Sommersjov i Bøgeskov

af Ulla Jensen, formand for krolfklubben ViGo'e

Vigo'e deltog for 3. år i træk i byfesten i Bøgeskov 'Sommersjov i Bøgeskov'.
Der blev lavet en krolf-bane i det ene hjørne af fodboldbanen, og i år havde jeg indledt et samarbejde med FDF Vejlby, der stillede en rutsjebane - lavet af rafter og pvc-rør - op som forhindring på banen. Ellers havde jeg taget det sædvanlige udstyr med, så som træstubbe, mælkejunge, vognhjul, blomsterkrukke, bænk, m.v.
Banen var åben fra kl. 10 til 17. Jørn Juul kom og hjalp mig indtil midt på eftermiddagen, hvor han skulle i byen.
Vi blev forstyrret af en lille regnbyge i starten, men vejret blev dog fint, især efter vi havde hentet en stor markedsparasol til ly.
Der var stor søgning til banen - mere end de andre år. Der var vel omkring 80 gennemløb, og nogle af dem var kendinge fra de 2 foregående år - bl.a. Harald Thy, der var indehaver af bedste runde både sidste og forrige år. Han var dog ikke i form til at vinde denne gang, hvilket generede ham en del.
Jeg havde lavet en konkurrence, hvor der var gevinster til bedste voksne spiller og bedste barn under 13 år. Oveni gevinsten blev de tilbudt et års gratis medlemskab af Vigo'e, så det er jeg spændt på, om de tager imod.
Bedste voksne blev Peter Christensen (nej ikke ham - det var kun 'amatører', der var med i konkurrencen) - han gik på 26 slag.
Bedste barn blev Michael Berg Larsen (12 år) med 30 slag.
Der var højtidelig præmieoverrækkelse i festteltet om aftenen, hvor jeg benyttede lejligheden til lidt Krolf-reklame.
Alt i alt en rigtig god Krolf-dag.


22/8 Bladkompagniet holdt firmafest

Den 22. august havde Bladkompagniet firmafest, og i den forbindelse arrangerede Tonny et mini krolfstævne.
Aftalen mellem Tonny og jeg gik ud på, at jeg sørgede for turneringen og til gengæld ville Bladkompagniet sponsere 2000 kr til VM.
Der var 37 glade spillere der stillede op, nogle ansatte andre påhæng og så en enkelt dreng på 8 år, som af og til reagerer på navnet Søren.
Stævnet skulle afvikles på 2 timer med så mange forskellige modstandere som muligt, og når man skal have 37 spillere i gang, må man hakke en hæl og klippe en tå.
Vi lavede 2 baner á 6 huller og puljer á 4-5 spillere, hvilket gjorde, at vi i værste fald ville have 30 spillere på banen ad gangen. Dette krævede 6 dommere ud over mig selv som kun skulle styre slagets gang, så jeg lod et ord falde rund om i krolfkredse.
Der var masser af frivillige, så jeg måtte til at vælge. Da Bente og Tonny er vores holdkammerater, blev Lene og Ib straks udtaget. Da Bladkompagniets sponsorat gik til hele krolffolket, syntes jeg også at så mange klubber som muligt skulle være representeret, så Frits fra Baskerne, Ulla fra ViGo'e, Henning fra DKK og Orla fra ØK blev de udvalgte.
Det var kun Bente, Tonny og Søren der havde prøvet krolf tidligere, og det endte da også med, at Bente vandt med 30 slag i alt foran Søren og Tonny med hver 32 slag.
Da de blev betragtet som proffer, kunne de ikke vinde den udsatte pokal, så den vandt Ole efter omkamp foran Jesper og Benny. Alle havde brugt 33 slag i alt på de 2 baner. Bedste amatørdame blev Rosa med 40 slag. Det var blæsende og der kom nogle byger, men der var ingen sure miner, og selv mener jeg det gik rigtig godt.
Nu er der 34 mere der har prøvet at spille krolf!!


28/8 Brev fra Sverige

Jeg har modtaget et brev fra Sverige, hvor der var nogen der havde fundet mine sider på internettet.
De syntes vores spil lignede deres til forveksling, men ville gerne høre nærmere om det.
De spiller noget de kalder for terrängkrocket. Man tager en krocketklubba och -boll, og så skal kuglen skydes i et hul der er foret med en 2 liters plåtburk (formodentlig en blikdåse).
Banen er i alt ca. 300 m lang, hvor der er fordelt 16 huller hver med en afstand fra 8 til 25 m.
Fairway og Green er oftest slået og alle baner har en hældning eller en forhindring. Banerne går over trädgård, äng och skogsmark.
Det sidste 'hul' er ikke et hul, men en pind lige som i kroket.
De afholder nogle stævner i løbet af sommeren, og så vidt jeg kan se, er hovedstævnet Långasjönäs Open 2. weekend i august.
Långasjönäs ligger 1 mil (10 km) nord for Karlshamn i Blekinge, men brevskriveren bor i Immeln nær Kristiansstad, som ligger på østkysten af Sverige. På kortet ser det ud til at være ca. 1-1½ time kørsel stik øst fra Helsingborg.
Banen i Långasjönäs er den eneste de har, og der findes ingen klubber, men alligevel er der gerne omkring 40 spillere til Lågasjönäs Open. Damer og herrer er adskilt i hver sin række.
De startede med terrängkrocket engang i 70'erne (lige som krolf), og i 89 havde de det første Lågasjönäs Open, hvor vi havde vores første VM.
Det ser unægtelig ud til de i virkeligheden spiller en afart af krolf, de har bare givet barnet et andet navn.
Jeg har skrevet til dem, at hvis jeg kommer forbi en dag, så kigger jeg lige ind, og hvis de skulle nærme sig Fyn eller Jylland, så kunne vi jo lave en 'landskamp'.
Det kunne være ganske roligt och interessant.


29/8 Fedtmulekrolf i Ødis Bramdrup

Den 29. august lavede KØK og ØK Fedtmulekrolf i Ødis Bramdrup. Arrangementet havde 2 formål. For det første ville vi gerne vise krolf for de lokale i Ødis Bramdrup og for det andet ville vi prøve den nye permanente bane på stadion. Ødis Krolfklub har nemlig besluttet at benytte banen i Ødis Bramdrup i stedet for den i kroens have.
Der kom 26 spillere, hvoraf flere var mere eller mindre nye. De 4 gik lidt for tidligt, så vi endte med 22 spillere. 3 af gæsterne spiller ikke i klub, men har selv baner derhjemme, og 8 havde aldrig prøvet krolf før, så der var en del nye.
Banen var uden forhindringer udover ujævnhederne i underlaget, men der var også ujævnheder nok, idet der bor en meget flittig mulvarp på stadion. Desuden havde Kurt placeret 2 huller på en lille skråning, som gav MANGE slag for de mest uøvede.
Vi ville lave reglerne sådan, at også de uøvede havde en chance for at vinde. Det gjorde vi dels ved at sætte amatører og proffer sammen og så lave nogle alternative regler, men det vi fik udspekuleret var for besværligt at styre, så efter første runde gik vi over til at spille alm. par.
Det blev en hyggelig eftermiddag med godt vejr, og det endte med lidt præmieoverrækkelse - en pose blandet skrammel fra 10 kr markedet i Kolding. Nogen troede min gamle Volvo var første præmien, men det var altså kun tredie præmien. Første præmien var 1 kattekilling og anden præmien var 2 kattekillinger.


13/9 Kampen om 2. div. pokal

Søndag den 13. september kl. 10:00 blev der spillet om 2. div. pokal. Det var ViGo'e 1 og NÅK 1 der mødtes på en engangsbane i Hugo P. Heins private have.
Tak for hjælpen, kaffe og kage Anni og Hugo!
Det var rimeligt vejr - tørvejr i hvert fald - og stemningen var god. NÅK stillede med Astrid som egentlig ikke var lovlig at benytte, men alle valgte at se igennem fingre med det, da Astrid jo stort set har spillet alle kampe i 2. halvdel af turneringen for NÅK 1.
Kampen var lige - som sådan en kamp jo skal være - og det endte med en sejr til NÅK 1 med mindst mulig margin - 1 enkelt lille sølle slag. Det var måske det slag Jens J. brugte for meget eller det slag som Gunnar brugte for lidt i sidste mix., alt efter hvordan man ser på det. Jens havde ellers 1 slags forspring inden de 2 sidste huller, og han kunne nøjes med at spille lige op med Gunnar, men Gunnar bruge 2 toere og Jens 2 treere på de sidste huller, og så vandt NÅK 1 med 9-7.
Gunnar havde forøvrigt også en lige kamp med Leif i den ene herresingle, så det var virkelig tæt på uafgjort.
Var kampen endt 8-8 havde ViGo'e vundet på færrest slag, så der var ikke meget der skulle til for at vende bøtten. Begge hold rykker op i 1. div., og det bliver spændende at se hvor godt holdene klarer sig der. Ned rykker jo som bekendt ØK og SaS.


13/9 Topscorer i holdturneringen

I årenes løb har vi brugt nogle forskellige baner til holdkrolf. Jeg har samtlige resultater for de sidste 3 år tastet ind, og for hver bane er der regnet at gennemsnit ud, som vi kan kalde banens par.
Jeg bruger banens par til at regne ud, hvor meget de enkelte spillere er gået over eller under par, og i den sidste ende er der kommet en rangliste ud over spillerne.
Denne rangliste betragter jeg som et slagspilsstævne (25 point), så holdturneringen giver lidt point på verdensranglisten.
Der har i år været 95 forskellige spillere med i vores holdturnering, hvilket giver 95+25=120 point til nr. 1.
Nr. 2 får 120/95=1,26 (afrundet) point færre, nr. 3 2*1,26 færre osv. Nr. 95 får således kun 1,26 point i alt.
Hvis spillere kun har hjemmekampe eller færre end 3 kampe i alt, bliver de lavt rangeret. Det er efter min mening for lidt at lave statistik på.
I holdturneringen var topscorerne i 1998 : Kurt Frederiksen, ØK (-5,20), Peter Christensen, KØK2 (-4,55) og Frits Henriksen, Baskerne (-4,18).


13/9 World Cuppen

Da sæsonen startede, udlovede jeg fint og flot en flaske vin til den der scorede flest point i vores stævner og holdturneringen i 1998, og det står jeg selvfølgelig ved.
Når man lægger resultaterne fra 98's DM, VM for par, VM og holdturneringen sammen, så har man en topscorer og dermed en vinder af World Cuppen.
Der er registreret 136 forskellige spillere der har scoret point til World Cuppen i år.
Desværre var det jo mig selv der kom til at vinde, hvilket har ødelagt den højtidelige overrækkelse en del. Foruden vinen, som er sponsoreret af KrolfButikken, har jeg også fået en af Frits' hjemmelavede pokaler - en gylden kugle på træ-piedestal.


19/10 Efterårsferie i Sverige

I uge 42 i 98 var vi på efterårsferie i Sverige. "Vi" er selvfølgelig undertegnede med familie (Lene, Søren og Mette), men vi havde også min mor, Nanna, og min søsters børn, Jens og Anna, med.
Vi boede i Hjørnared hvor krolfen blev opfundet, og vi spillede lidt krolf når det var tørvejr - det var en tirsdag.
Jeg kontaktede en af mine svenske forbindelser, for at få lov til at se - og måske prøve - et slag terrängkrocket, og det kunne godt lade sig gøre.
Vi drog af en overskyet onsdag med regnbyger, og vi kørte de 175 km på godt 2 timer. Vi havde aftalt at mødes på Konsums P-plads i Asarum lige nord for Karlshamn. Det gik smertefrit, for vi fandt det i første hug. Vi blev mødt af Kaj Johansson, som er baneejeren, Kurt Nielsson som er klubbens oldermand og Kurts kone Siv. Vi fulgtes ad de sidste 5 km til Långasjönäs, hvor Kajs kone Annika stødte til.
Banen var ved Kajs sommerhus, som var en lille nedlagt gård i skovkanten. Terrängkrocket har mere terræn end krolf har, men afstande, huller og udstyr er i princippet det samme.
Udstyrsmæssigt spilles der med kroketkøller og -kugler - nogle køller var hjemmelavede - men det har svært ved at holde til belastningen, så de var meget interesserede i vores udstyr.
Hullerne var lidt store, og flaget - en bambuspind - stod altid i midten af hullet, og der var 15 af dem.
Ca. halvvejs - eller hvor der var en kritisk passage - til hullet var der en markering, og hvis man ikke kom forbi denne markering, fik man et nyt og gratis forsøg fra startstedet. Var man ikke kommet forbi i 3 forsøg, måtte man kaste kuglen.
Røg man ud af banen kom man gratis ind og kunne man ikke komme til at slå, flyttede man bare kuglen godt væk fra forhindringen. Lå en modstanders kugle i vejen, flyttede man den bare indtil man havde slået.
Hole-in-one talte 1, men det var nok at ramme flaget i første slag. Det var altså ikke nødvendigt den smuttede i hullet.
Ved 2. slag blev flaget af en eller anden mystisk grund fjernet. Måske fordi man gør sådan i golf.
Ved deres stævner spilles først 2 runder på disse 15 huller, med en god lang kaffe og kagepause imellem. Tilmeldingsgebyret er forøvrigt kager, så det må være en lang pause.
Når der er spillet 2*15 huller i 3-4 mands (m/k) puljer mod forskellige modstandere, tælles slagene sammen som i slagspil.
Det sidste og 31. 'hul' er en kroketpind. Alle stiller sig op og hepper eller hujer af den spiller der er i ilden, alt efter sympati.
Ved pind-spillet er der kun 1 spiller på banen af gangen, og man starter med den der har brugt flest slag og slutter med den førende.
Det skulle efter sigende kunne give spillerne nerver med alle de øjne, hep og huj.
Der er en herre- og en damerække, og vinderne får en af deres hjemmelavede præmier. Der var en fin pokal, som jeg desværre ikke fik studeret nærmere, og der var også en 'guld' kølle. Et stort forgyldt træmonstrum med akavet skaft af ukendt oprindelse - måske fra en le.
Kaj havde et helt museum med fine billeder fra alle årene og masser af sønderslået udstyr. Et år havde de brugt træsko og sparket il kuglerne, en andet år havde de kastet første 'slag' og en vinter havde de også prøvet at spille. Ingen af delene havde været den helt store succes.
Der var også en kopi af et næsten autentisk telegram fra kongehuset, med en lykønskning med klubben.
Man kunne blive stormester ved højest at bruge 36 slag på en runde - 40 slag for damer. Så får man et stormesterskilt og det giver også adgang til at stå først i kaffe- og kagekøen.
Vi spillede kun 1 runde, og det var lige så sjovt som krolf. Jeg vandt med 37 slag på de 15 huller + 2 på pinden. Søren blev nr. 2 med 44+2 og så kom Kurt og Siv med hver 44+3.
Den lokale presse var også kommet, og der blev taget en frygtelig masse billeder og skrevet nogle notater, så mon ikke der kommer et eller andet i avisen.
Långasjönäs Open afholdes først i august måned (ca. 2. lørdag), og jeg vil da prøve at holde Krolfpostens læsere orienteret. Jeg har da også tænkt mig at invitere svenskerne til vores stævner. DM tager så navneforandring til De Åbne Danske Mesterskaber - dog stadig forkortet DM - for at udlændinge også kan deltage. Da der er 5-6 timers transport fra Karlshamn til trekantområdet, har jeg tilbudt privat indkvartering hvis der skulle komme nogen forbi, men det får vi jo at se med tiden. Det kunne jo være sjovt og roligt, for det er rare og hyggelige mennesker med samme indstilling til sporten som krolferne.


10/11 TV2 Sporten til Krolf

En klam tirsdag formiddag i november kom TV2-Sporten og optog en smule til søndagssporten.
Jeg og Søren tog fri fra vores arbejde, og så inviterede jeg ellers den del af KØKs medlemmer som jeg troede havde tid en hverdags formiddag. Desuden blev Frits tilkaldt - han går for at være spillets opfinder og så er han bedre i TV end jeg.
Vi fik optaget nogle ruller film, og TV2 klippede det fra hinanden og samlede det igen, og der kommer et lille 4 min. indslag ud af det.
Indslaget bliver sendt en søndag mellem 18:00 og 19:00, men hvilken søndag det bliver står endnu ikke fast.
Vi fik bl. a. vist spillet - selvfølgelig - men vi blev også lokket til at sige, at vi vil med til OL.
Det er da også ganske rigtigt, at vi gerne vil det, men det ligger nok en del år ude i fremtiden før det bliver aktuelt, så jeg går ikke med planer om at sende en ansøgning til OL-kommiteen.


10/11 DM og VM fastlagt

De individuelle stævner er nu lagt fast. VM for par kniber det lidt med, for Ødis IF, som arrangerer sportsfesten par-VM er en del af, har meddelt det ikke bliver den samme weekend som de andre år. Det bliver altså IKKE den 12./13. juni 99.
DM bliver afholdt lørdag den 29/5-99 på Stransvængets grønne område i Nyborg.
VM kommer til Løverodde, som ligger på sydspidsen af Kolding fjord. Det løber af stablen lørdag den 31/7-99.
En lørdag i august 99 er der nok terrängkrocket - Longasjönäs Open - i Sverige, men det får vi nok noget mere at vide om senere.


18/11 Ny krolfklub grundlagt

Jammen, - er det ikke fantastisk?! Her i November 98 er endnu en krolfklub kommet til verden.
Det er en firmaklub hos Mærsk Data, og den hedder noget så kryptisk som MDCODGJ98. Efter sigende skulle det stå for "Mærsk Data Crolf Og Den Gale Jyde af 98".
Hvem "Den Gale Jyde" er, fremgår ikke tydeligt af de forhåndenværende oplysninger, men Poul Halkjær Nielsen er formand for klubben, som i skrivende stund har 13 medlemmer.
Det må siget at være flot, for endnu har ingen af medlemmerne prøvet at spille krolf. Det er endnu engang internettet der er årsagen til kontakten, så mine sider om krolf bliver da besøgt af og til.
Klubbens ambition er foreløbig at få fixed vejret så det er til at spille, og derefter at gå på banen min. 1 gang om måneden. På længere sigt skal hele Mærsk Data spille, diverse nabofirmaer udfordres og måske oven i købet melde sig til i vores turnering.
Det kan give turneringslederen lidt at tænke over - Mærsk Data bor nemlig ude til højre på Sjælland - men problemer er jo til for at blive løst. Der er jo også nogen på Lolland der pusler med klubtanker.
Det virker som folk med noget "go" i, så jeg er overbevist om vi nu får sat et stort fodaftryk i København og omegn.


1. division

Sidste nyhed i 1. div. og stillingen i 1. div.
Ud af 1. div. rykker 2 hold, og op kommer de 2 vindere af puljerne i 2. div.
Hvem er så favoritter her? KØK 2 som regerende mestre kan man vel ikke se bort fra, men personligt tror jeg at alle kan slå alle.
Jeg tror det bliver MEGET lige og spændende, og i år slår ViGo'e 3 igennem.

3/6 SaS har trukket sig

SaS måtte desværre trække holdet pga. manglende spillere. 1 er i USA og 1 er i Bosnien og 2 vil ikke spille før den ene af førnævnte er tilbage.
Ulrik har prøvet at skaffe andre spillere, men det har desværre ikke været muligt, så holdet er trukket ud af turneringen.
Nu er der så kun 4 hold i divisionen, hvilket betyder, at der kun er 1 nedrykker i år.

9/6 Mestrene slået

ØK og KØK 2 startede sæsonen i regnvejr, men det var ikke så slemt, at det kunne ødelægge humøret.
ØK fik endnu engang KØK 2's skalp på kroens bane, og lige som sidste år blev det til 9-7.
Peter gik en, synes jeg selv, flot runde på 26 slag, men desværre gik Villy på 24 (og Orla på 25), så der var ikke noget at hente der.

16/6 Mestrene har det svært

Mestrene - KØK 2 - på hjemmebane mod oprykkerne - KØK 3 - skulle jo være en smal sag for mestrene.
Det var det bare ikke. Dels har begge hold samme hjemmebane, og dels var det jo det lokaleste lokalopgør man kunne tænke sig, så der blev ikke givet ved dørene.
Mestrene fik 8-8 efter at have været bagud med 2-6. Olav gik en flot runde på 24 undervejs, og da der kun var 1 slags forskel på de 2 hold, må uafgjort siges at være OK.

17/6 ØK vandt igen knebent

KØK 3 har også været på kroen for at spille mod ØK. Det gik fint for KØK indtil mix doublerne, - så gik det galt og de tabte knebent med 7-9.
ØK'erne brugte væsentlig flere slag end da de spillede mod KØK 2, men de klarede skærene i sidste øjeblik.
Bedste runde var Kurts sølle 25 slag.

21/6 KØK 2 vandt svær udekamp

Mestrene fra KØK 2 vandt den svære udekamp mod ViGo'e 3 knebent med 9-7.
5 af de 8 runder kunne være endt anderledes hvis der var blevet brugt 1 slag mere eller mindre, så det var en virkelig tæt kamp.

21/6 ViGoe tævede ØK

Efter KØK 2 kom ØK på besøg hos ViGo'e. ViGo'e var nu varme, og opsatte på at gøre det bedre end før, og det gik ud over ØK som blev sendt hjem med en sæk på 14-2.

28/6 KØK 3 slog ViGo'e

Sidste kamp i første halvdel af turneringen stod mellem KØK 3 og ViGo'e 3. Det blev til en sikker sejr på 10-6 til KØK 3. Sikker fordi de var foran med 4-0, 6-2 og 9-3 undervejs, og først til sidst halede ViGo'e noget af det tabte ind igen.
Bedste runde gik ViGo'es Margrethe på 28 slag.

13/8 KØK 2 vandt lokalopgøret mod KØK 3

KØK 2 vandt det spændende lokalopgør mod KØK 3 med 10-6.
Jeg kan kun gentage mig selv, for det var endnu en lige kamp. 3'erne havde kun 1 runde som ikke var mellem 31 og 34 slag, så der var stor stabilitet på holdet. 2'erne var mere spredt, men havde heldet i de afgørede sitiuationer. Bedste runder gik Søren og Bente med 29 slag.

16/8 KØK 2 vandt også lokalopgøret mod ØK

ØK gjorde så god modstand som muligt, men det ville ikke rigtig lykkes. KØK 2 var simpelt hen for stærke, og de vandt sikkert med 12-4.
Bedste runder gik Bente, Tonny og 2 gange Peter med 28 slag.

16/8 Også KØK 3 slog ØK

KØK 3 slog også ØK. Denne gang tabte ØK med 10-6, og nu har KØK 2 alle de gode kort på hånden i kampen om mesterskabet.
Den bedste runder gik Olav med bare 23 slag, men Kurt kan også vise sig i byen med sine runder på 25 og 26.

16/8 KØK 2 mestre efter sejr over ViGo'e 3

Endnu engang blev KØK 2 mestre. Det var 3. gang i træk, så pokalen er nu vundet til ejendom.
ViGo'e 3 blev slået 12-4, så sejren var aldrig i fare, og mesterskabet er velfortjent.
Den bedste runde gik Peter med kun 23 slag, men også Bents på 25 var flot.
ViGo'e 3 har nu svære problemer, men ikke mere end at en sejr - eller måske uafgjort - i udekampen mod ØK kan bringe håbet tilbage. En sejr i sidste kamp hjemme mod KØK 3 er dog et ufravigeligt krav, medmindre man vinder over ØK.

23/8 ViGo'e sendte ØK ned

Inden kampen var det sådan, at taberen ville være sikker nedrykker, så der var nerver på.
ViGo'e vandt 3 singler med 2-3 slag og den sidste endte uafgjort, så kampene var meget lige.
Også dame- og herredoublerne blev afgjort inden for få slag, og da de gik til hver sin side, så var stillingen pludselig 9-3 til ViGo'e, og dermed var ØK ude af 1. div.
ØK er nu ikke sådan at knække, så mon ikke de kommer stærkt igen næste år.
Mixdoublerne var også meget lige, men kampen endte med en sejr til ViGo'e på hele 12-4.
De bedste runder gik ØK's Ole og Kurt med 26 slag.

25/ ViGo'e fik sølv

I deres næstsidste kamp spillede ViGo'e for at undgå nedrykning, og nu fik de med en 13-3 sejr over KØK 3 pludselig sølvmedaljer.
Sådan kan det gå i en division med kun 4 hold der slår hinanden indbyrdes.
Bronchen gik til oprykkerne KØK 3 og ud må så ØK. SaS trak jo holdet, så de er også ude af 1. div.


Bagerst fra venstre : Tonny Gravesen og Peter Christensen.
Midten : Bente Gravesen, Lene Henriksen og Ib Svangren.
Forrest : Søren Christensen på 8 år med pokalen.

Turneringsplan for 1. division
Dato Dag Kl. Hjemmehold Udehold Bemærkninger
9/6 Tirsdag 18:30 ØK KØK 2 9 - 7
16/6 Tirsdag 18:30 KØK 2 KØK 3 8 - 8
17/6 Onsdag 19:00 ØK KØK 3 9 - 7
21/6 Søndag 13:00 ViGo'e 3 KØK 2 7 - 9
    15:30 ViGo'e 3 ØK 14 - 2
28/6 Søndag 13:00 KØK 3 ViGo'e 3 10 - 6
13/8 Tirsdag 18:30 KØK 3 KØK 2 6 - 10
16/8 Søndag 13:00 KØK 2 ØK 12 - 4
    15:00 KØK 3 ØK 10 - 6
    17:00 KØK 2 ViGo'e 3 12 - 4
23/8 Søndag 13:00 ØK ViGo'e 3 4 - 12
25/8 Tirsdag 18:00 ViGo'e 3 KØK 3 13 - 3

Stillingen - 1. div.
Hold Kampe For Imod Point
Krolfklubben i Ødis Kroge (KØK) 2 6 58 38 9
ViGo'e 3 (Fredericia) 6 56 40 8
Krolfklubben i Ødis Kroge (KØK) 3 6 44 52 5
Ødis Krolfklub (ØK) 6 34 62 4

2. division pulje A

Sidste nyhed i 2. div. A og stillingen i 2. div. A
1 hold rykker op. Hvis vi laver en 3. div. næste år, rykker nr. 5 ned. Hvis der kun bliver 1 2. div næste år, kan nr. 3 og 4 også blive rykket ned.

12/5 Turneringen ændres

Jeg har klokket i det mht. turneringsplanen, så den er nu i største hast ændret i denne pulje.
Ændringen består i, at bytte om på kampene den 21. og 28. juni. Det er stort set de samme hold der skal spille disse 2 dage, så det burde med lidt held kunne gøres uden det store ramaskrig.

7/6 Dragen er på banen

Så fik Dragen prøvet at spille krolf, og det gik egentlig udmærket. De tabte kampen 3-13 til KØK 4, som også hovedsageligt består af begyndere, men flere kampe var lige og blev tabt, så med lidt mere træning og erfaring kunne det blive en lige kamp.
Dragens spillere viste også fremgang fra kamp til kamp, så jeg vil tro disse 2 hold kommer til at spille lige op når de mødes engang i august.

7/6 ViGo'e tabte 2 kampe

ViGo'e 2 var på en svær tur ud til Baskerne og Nr. Åby.
Begge steder tabte de med 4-12, men ViGo'es kaptajn sagde, at de havde haft en dejlig og hyggelig tur. Det havde godtnok regnet en del, men det havde ikke ødelagt humøret. Sådan skal det være!

21/6 NÅK 1 stærkt spillende

NÅK 1 havde besøg af Dragen og KØK 4, og det blev til 2 sejre, begge på 14-2.
Først gik det ud over Dragen, og derefter tog de sig af KØK 4. Dragen manglede en dame pga. 2 afbud i sidste øjeblik, men Astrid fra NÅK 2 kom og hjalp de nødstedte Drager. En stor tak til Astrid!!

21/6 Også 2 sejre til Baskerne

Også Baskerne havde besøg af KØK 4 og Dragen, og også her blev det til 2 sejre. KØK 4 blev sendt hjem med et lille nederlag på 10-6 og Dragen drog af med et hæderligt nederlag på 11-5.
Dragen manglede en dame, men Kaj fra NÅK 2 sprang hjælpende til. Stor tak til Kaj!!
Der er nu lagt op til et topopgør næste søndag mellem de 2 favoritter - Baskerne og NÅK 1.

28/6 NÅK 1 på vej mod 1. div.

NÅK 1 styrer direkte mod 1. div. Endnu en stor hjemmesejr på 14-2 blev hentet mod Baskerne, så det ser ikke ud til NÅK'erne er til at stoppe. Det skulle da lige være mandskabsmangel, for NÅK'erne har måttet låne en spiller til hver eneste hidtidige kamp, men lad os nu se hvordan 2. halvsæson spænder af.

28/6 ViGo'e og KØK delte

ViGo'e 2 og KØK 4 mødtes hos førstnævnte, og efter en lige kamp, endte det retfærdigvis 8-8.

28/6 ViGo'e kan også vinde

Bagefter kom Dragen, og også de har personaleproblemer. Lene Jensen fra DKK trådte hjælpende til, og det skal hun da have tak for. Dragen tabte igen, denne gang med 5-11, og jeg håber ikke det har taget modet fra dem. De har nu overstået udekampene, og kan koncentrere sig om hjemmekapene, og der skal nok komme en sejr ud af det.

23/8 KØK 4 slog Dragen

Dragen havde ikke den store fordel af deres første hjemmebanekamp, for modstanderen var KØK 4 og de kendte faktisk banen bedre end Dragen. Dragen stillede ydermere med 2 debutanter, så resultatmæssigt skulle det jo gå galt. 15-1 til KØK 4 taler vist også sit tydelige sprog.
Men der var nu lyspunkter alligevel. Hanne var nede på 33, og debutanterne blev bedre og bedre for hver gang. 12-årige Scott startede med 55 slag, så 40 og til sidst 36. Det var da en fremgang der var til at mærke. Helle startede med 51 og endte på 43, og med ganske lidt øvelse kommer også hun under 40 slag.
Bedste runder gik Blenda og Eigil med 28 slag.

23/8 NÅK 1 vandt ude over ViGo'e 2

NÅK 1 vandt med 11-5 på godt og stabilt spil. Stillingen var 4-4 efter singlerne, men så havde NÅK'erne spillet sig ind, og der var ingen pardon.
Bedste runde gik Jens Hauge med flotte 26 slag.

23/8 Baskerne vandt ude med 2 øvede debutanter

Baskerne stillede med 2 debutanter, - og så alligevel ikke. De 2 'nye' var nemlig Gry Clausen og Tom Kristensen, som ofte ses til vores forskellige stævner. Gry blev for nylig nr. 2 ved VM.
Efter singlerne var Baskerne bagud med 2-6, men der blev reduceret til 5-7 og med 2 sejre i mixdoublerne blev begge point reddet i hus via en 9-7 sejr.

30/8 NÅK 1 brugte ulovlig spiller

I kampene mod KØK 4 og Dragen benyttede NÅK 1 en ulovlig spiller. Man må kun låne den samme spiller 1 gang, og NÅK 1 benyttede Astrid for anden gang, og det må være ulovligt når hun nu hører til NÅK 2 i virkeligheden.
Astrid spillede med, og det er modstanderne da glade for, for ellers var det jo blevet lidt kedeligt hvis NÅK 1 havde stillet op med kun 1 dame.
Som turneringsleder må jeg selvfølgelig skride ind over for ulovligheder, og derfor er resultaterne i de 2 nævnte kampe blevet ændret. Astrids slag er noteret, men er altså blevet dømt som taber.
Ændringerne i resultaterne gjorde ingen forskel, - NÅK 1 er sikre på at rykke op.

30/8 NÅK 1 også gode på udebane

NÅK 1 viste stor styrke på udebane mod KØK 4. KØK'erne gjorde det så godt de kunne, men det ville ikke rigtig køre for dem, så NÅK 1 vandt i første omgang med 10-6.
Så var der historien om den ulovligt benyttede spiller, og det gjorde, at resultatet blev ændret til 8-8. Det ændrer dog ikke noget ved det faktum, at NÅK 1 spillede bedst den dag.

30/8 NÅK 1 vandt over Dragen

Også Dragen blev slået på udebane, og nu er NÅK 1 sikker på oprykning.
Sejren blev på 15-1 indtil rettelserne pga. den ulovligt benyttede spiller trådte i kraft. Så ændredes resultatet drastisk, men det blev stadig til en 9-7 sejr til NÅK 1, og det var nok til den samlede sejr.

30/8 KØK 4 slog Baskerne

De 2 hold gav hinanden en rigtig god kamp, hvor KØK's sejr først kom i hus på sidste hul i begge mixdoubler.
Faktisk var det sådan, at i 6 af de 8 kampe kunne 1 slag mere eller mindre ændre resultatet, så det var en meget lige kamp.
Med nederlaget er Baskerne ude af oprykningskampen, men de har nu tænkt sig at slå NÅK 1 i sidste kamp alligevel.

30/8 Baskerne tæmmede Dragen

Dragen er med for hyggens skyld, og så for at høste erfaringer. Jeg håber de hygger sig, og det der med erfaringen er så småt ved at komme. Det er i hvert fald tydeligt, at holdet bliver bedre og bedre for hver gang der spilles. Det rækker endnu ikke til en sejr, men de har også nogle skrappe og erfarene modstandere.
Denne gang var det Baskerne de var oppe imod, med bl. a. Frits og Torben som begge har været i VM finalen flere gange, samt Pia og Hanne som har været med helt fra begyndelsen i 70'erne.
Hårde odds, og alligevel fik Dragen tilkæmpet sig 4 pinde. I starten af sæsonen gik Dragerne runder på 40 slag og opefter, men nu ligger de på omkring 30 til 36 slag.
Jeg tror de giver point i sidste kamp!!

6/9 Så tabte NÅK 1

Baskerne fik ram på NÅK 1 i sidste kamp med en sejr på 11-5, men det betød intet for oprykningen. NÅK 1 vandt nemlig rækken foran Baskerne. For NÅK 1 spilleres vedkommende, er det en tilbagevenden til 1. div., som holdet egentlig også er stærke nok til. Sidst de var i 1. div., var det under navnet NÅK 2, og de var meget uheldige med at rykke ned.

13/9 Så vandt Dragen

Dragerne havde ikke den store selvtillid, og de troede egentlig ikke de kunne klare sig i krolf. Hidtil har de betalt lærepenge samtidig med de har mødt Baskerne og NÅK 1 som har spillet i mange år, og så NÅK 4 som reelt har mere hjemmebane hos Willy end Dragerne selv, hvilket jo skal give problemer.
Nu kom ViGo'e 2 med et hold der var til at tale (og hygge sig) med, og så kom sejren endelig. ViGo'es spillere kendte ikke banen i forvejen, så der var en reel hjemmebanefordel for Dragerne.
Efter singlerne førte Dragerne med 6-2, og så lugtede de blod. Nu skulle der altså vindes! Debutanten, Jimmi, spillede fornuftigt når man tager i betragtning det kun var 2. gang han prøvede at spille krolf, men det var ikke nok mod ViGo'es erfarene herrer. Til gengæld var Dragens piger ustyrlige, og Berndt gik også en enkelt god runde, hvilket lige var nok til en 9-7 sejr.
Det lunede lidt i det danske 'sommervejr', og jeg håber da de kommer igen næste år.
Bedste runde gik Stig med 30 slag.

13/9 KØK 4 og ViGo'e 2 delte igen

ViGo'e drog 100 m ned ad gaden for at spille mod KØK 4. Her gik det bedre, for de kunne tage de ene point med hjem.
KØK 4 brugte ellers væsentligt færre slag, men ViGo'e havde den anelse held der skal til, både ved holdopstilling og på banen; men sådan er krolf jo nu engang skruet sammen.
Bedste runde gik Elise med 30 slag.

NÅK 1's oprykkere. Bagerst fra venstre Esther Astrup og lånte Astrid Sørensen. Forrest kaptajn Jens Hauge Nielsen og Gunnar Jørgensen. Kirsten K. Pedersen var fraværende.

Turneringsplan for 2. division pulje A
Dato Dag Kl. Hjemmehold Udehold Resultat
7/6 Søndag 13:00 KØK 4 Dragen 13 - 3
    13:00 Baskerne ViGo'e 2 12 - 4
    15:00 NÅK 1 ViGo'e 2 12 - 4
21/6 Søndag 13:00 Baskerne KØK 4 10 - 6
    13:00 NÅK 1 Dragen 14 - 2
    15:30 Baskerne Dragen 11 - 5
    15:30 NÅK 1 KØK 4 14 - 2
28/6 Søndag 13:00 NÅK 1 Baskerne 14 - 2
    13:00 ViGo'e 2 KØK 4 8 - 8
    15:00 ViGo'e 2 Dragen 11 - 5
23/8 Søndag 13:00 Dragen KØK 4 1 - 15
    13:00 ViGo'e 2 NÅK 1 5 - 11
    15:00 ViGo'e 2 Baskerne 7 - 9
30/8 Søndag 13:00 KØK 4 Baskerne 9 - 7
    13:00 Dragen NÅK 1 7 - 9
    15:30 KØK 4 NÅK 1 8 - 8
    15:30 Dragen Baskerne 4 - 12
6/9 Søndag 13:00 Baskerne NÅK 1 11 - 5
    13:00 Dragen ViGo'e 2 9 - 7
    15:30 KØK 4 ViGo'e 2 8 - 8

Stillingen - 2. div. pulje A
Hold Kampe For Imod Point
Nr. Åby Krolfklub (NÅK) 1 8 87 41 13
Baskerne (Båring/Asperup) 8 74 54 12
Krolfklubben i Ødis Kroge (KØK) 4 8 69 59 9
ViGo'e (Fredericia) 2 8 54 74 4
Dragen (Christiansfeld) 8 36 92 2

2. division pulje B

Sidste nyhed i 2. div. B og stillingen i 2. div. B
1 hold rykker op. Hvis vi laver en 3. div. næste år, rykker nr. 5 ned. Hvis der kun bliver 1 2. div næste år, kan nr. 3 og 4 også blive rykket ned.

26/5 Vigtig udesejr til ViGo'e

Turneringens første kamp blev spillet hos DKK, som var favoritter mod ViGo'e 1. Det gik nu ikke helt efter planen, for ViGo'e 1 vandt lidt overraskende med 9-7. Mine favoritter til oprykning var ellers DKK, men den opfattelse må jeg vist til at revidere efter ViGo'es flotte spil.

2/6 Storsejr til DKK

DKK var favoritter - hjemmehold er næsten altid favoritter i krolf - men at det skulle blive til en sejr på hele 16-0 over NÅK 2 var alligevel lidt overraskende.
NÅK spillede ikke skidt, faktisk gik de nogle udmærkede runder; men DKK var slet ikke til at styre.

8/6 Endnu en sejr til ViGo'e

Det ser ud til ViGo'e er rigtig gode i år, for endnu en udekamp blev vundet. Endda med overbevisende 12-4 over nedrykkerne fra KØK 1.
Mange af kampene var ellers ret lige, men de havde en tendes til at tippe over til ViGo'es fordel, så cifrene lyder mere overbevisende end sejren var. KØK brugte nemlig kun 2 slag mere end ViGo'e i alt.

11/6 Sejr til KØK 1

Da NÅK 2 kom på besøg hos KØK 1 nogle dage efter ViGo'es visit, tog KØK'erne revanche med en 12-4 hjemmesejr.
Der var aldrig tvivl om udfaldet, dertil var KØK'erne for stabile.

14/6 ViGo'e på oprykningskurs

ViGo'e 1 var et smut i Nr. Åby for at spille mod NÅK 2, og det slap de godt fra. ViGo'e vandt nemlig med 11-5 i den svære udekamp, og ligner nu oprykkere efter 3 udesejre.

16/6 Overraskelse af KØK 1

DKK var ude hos et veloplagt KØK 1 hold, og det gik ikke så godt. Lidt overraskende vandt KØK 1, og ikke nok med de vandt, - det var med hele 13-3. Bedste runde var Doris' stolte 25'er.

18/8 DKK slog KØK 1

DKK ville have revance for det forsmædelige udebanenederlag til KØK 1, og det fik de også. DKK vandt klart med 12-4, og der var aldrig tvivl om udfaldet.
KØK'erne spillede ikke dårligt, men DKK'erne havde en af de bedre dage, så der var ikke noget at gøre.
Henning tabte en herresingle til Thorhauge med 8 slag, og det kunne jo ikke passe, så Henning satte senere ny banerekord med 24 slag.

25/8 ViGo'e 1 styrer mod 1. div.

ViGo'e 1 fortsætter rækken af sejre, og der er ikke meget der tyder på de sætter point til.
Denne gang gik det ud over NÅK 2, som havde en tendens til at bruge et enkelt eller 2 slag for meget.
Det er nu heller ikke nemt når Ulla går en runde på 22 slag, og kampen endte 11-5 til ViGo'e.

6/9 ViGo'e 1 rykker op

ViGo'e skulle bare have 1 point i de sidste 2 kampe for at rykke op, og det blev sikret allerede efter singlerne mod KØK 1. Det hele endte med en sejr til ViGo'e 1 på hele 15-1, og oprykningen var dermed sikret.
Holdet har været helt suveræne i år med lutter sejre, og det skal blive spændende at se hvordan de klarer det i 1 div.
Ulla kom ned på 26 slag, og hun har haft en rigtig god sæson.

6/9 ViGo'e ustyrlige

Når nu man var i gang, kunne man jo lige så godt fortsætte med det gode spil. Denne gang gik det ud over DKK, og også de blev sendt hjem med et 1-15 nederlag.
Endnu engang gik Ulla bedste runde, denne gang med kun 24 slag.

6/9 Endelig en sejr til NÅK 2

Efter en række nederlag, kom der endelig en sejr til NÅK 2. Det var DKK som tabte knebent med 7-9 i en kamp hvor begge hold spillede stabilt omkring 40 slag. NÅK'erne gik lige en anelse bedre end DKK'erne, så sejren var helt i orden.
Bedste runde gik Jørn med 37 slag.

6/9 KØK 1 blev nr. 2

KØK 1 mødte også NÅK 2 på deres bane. Denne gang brugte NÅK'erne lidt flere slag, og det udnyttede KØK'erne til en 10-6 sejr. Kirsten og især Thorhauge havde en god dag på den svære bane, og de gik dagens bedste runder på kun 35 slag.
Sejren betød KØK 1 smuttede forbi DKK og op på 2. pladsen.

ViGo'es oprykkere. Bagerst fra venstre Ulle Jensen, Jens Jensen, kaptajn Leif Frank og Erik T. Jensen. Forrest sidder Mary Frank og Anni Sørensen og Søren Jensen var fraværende.

Turneringsplan for 2. division pulje B
Dato Dag Kl. Hjemmehold Udehold Resultat
26/5 Torsdag 19:00 DKK ViGo'e 1 7 - 9
2/6 Tirsdag 19:00 DKK NÅK 2 16 - 0
8/6 Mandag 19:00 KØK 1 ViGo'e 1 4 - 12
11/6 Torsdag 19:00 KØK 1 NÅK 2 12 - 4
14/6 Søndag 10:00 NÅK 2 ViGo'e 1 5 - 11
16/6 Tirsdag 19:00 KØK 1 DKK 13 - 3
18/8 Tirsdag 19:00 DKK KØK 1 12 - 4
25/8 Tirsdag 19:00 ViGo'e 1 NÅK 2 11 - 5
6/9 Søndag 13:00 NÅK 2 DKK 9 - 7
    13:00 ViGo'e 1 KØK 1 15 - 1
    15:30 NÅK 2 KØK 1 6 - 10
    15:30 ViGo'e 1 DKK 15 - 1

Stillingen - 2. div. pulje B
Hold Kampe For Imod Point
ViGo'e (Fredericia) 1 6 73 23 12
Krolfklubben i Ødis Kroge (KØK) 1 6 44 52 6
DeKorative Krolfere (DKK) 6 46 50 4
Nr. Åby Krolfklub (NÅK) 2 6 29 67 2

Sidst opdateret 14-12-98