til Allgäuer Alpen

Det var en utrolig hyggelig tur til Alperne.

Onsdag 6/7 - Dag 1 – Danmark til Bad Kissingen

Det startede med afgang fra Fredericia kl. 8:00 hvor der var opsamling af folk fra Hårby, Baskerne, Villersø, DKK, ViGo’e og Tranbjerg. Det var:

Winnie og Erik Christensen, Hårby.
Pia Henriksen og Torben Søgaard, Baskerne.
Grethe og Hans Bjerre, Villersø.
Karin og Lars Olsen, Villersø.
Jette Andersen, Villersø.
Inger Skov og Carlo Petersen, DKK.
Karen Marie og Henning Thomsen, DKK.
Joan B. Rasmussen og Frederik Pedersen, ViGo'e.
Erik Mathiasen, Tranbjerg.

Bussen var en fin langtursbus fra Bjert Busser. Oprindeligt havde vi fat i et andet busselskab, men det viste sig de ikke var medlem af rejse garanti fonden, samtidig med rygter om dårlig økonomi, så vi valgte at skifte for en sikkerheds skyld i 11. time. Det gjorde dog turen noget dyrere end oprindeligt planlagt, men vi turde ikke andet.

Så var der opsamling i Kolding hvor KØK, Hullet, Nyserne og Vester Åby stod på. Nyserne og Vester Åby havde familiemæssige årsager til at stige på i Kolding i stedet for Fredericia. Det var:

Lene Henriksen, Peter og Søren Christensen, KØK.
Anders Zacho Jørgensen, KØK.
Sandra Nørby Jakobsen, KØK.
Ib Svangren, KØK.
Grethe og Olav Petersen, KØK.
Tove og Bent Jacobsen, KØK.
Dorte og Nanna Lyngdal Christensen, Nyserne.
Lilian og Peder Rasmussen, Hullet.
Tove Krogh Jensen, Vester Aaby.
Sigrid Larsen, Vester Aaby.
Gerda Nielsen, Vester Aaby.

Der er altid nogen der kommer i sidste øjeblik

Til sidst stod Fuglsang på ved Hammelev afkørslen, og så gik det ellers mod syd. Det var:

Birthe og Mogens Christensen, Fuglsang.

Vi fik kaffe og brød undervejs og stemningen var hyggelig og forventningsfuld.

Stewardessen serverede morgenbrød.

Mikael Larsen var vores chauffør, et job der blev udført efter alle kunstens regler. Køen ved Elbtunnelen kunne han ikke rigtig gøre noget ved, men ellers gled det stille og roligt fremad.

Chaufføren Michael Larsen

Medbragt mad eller købemad blev indtaget undervejs

Bad Kissingen ligger godt og vel halvvejs til Bad Hindelang, og er en hyggelig lille kurby. Den ser pæn og velholdt ud og virker som en by med penge.

Hotellet var af rigtig god kvalitet og lå lige op til en blomsterpark langs med en å. Det var faktisk rigtig flot og hyggeligt. På en anden side af park og å var der udendørs restauranter, nogle med levende musik, så alt var inden for gå afstand.

Nogle gik der over for at spise og hygge, og andre gik længere op i byen og fandt en snedig restaurant.

Bad Kissingen efterlod et helt igennem positivt indtryk.

Torsdag den 7/7 – Dag 2 – Bad Kissingen til Bad Hindelang

Morgenmad.

Dagens bustur var ikke så lang, så vi kørte først kl. 9, og igen gik det stille og roligt mod syd.

I Tyskland har de specielle P-pladser til damerne. Måske er de ekstra brede.

Men så er de altså ikke brede nok.

Bjergene dukkede op i det fjerne, men selv om man kom tættere og tættere på, var det stadig kedelig motorvejskørsel. Udsigten til flod og bjerge fejlede dog ikke noget, og flere og flere tilbragte tiden med at studere landskabet.

I Sonthofen måtte vi væk fra motorvejen, bjergene kom tætte på og vejen snoede sig lidt mere. Pludselig gik det opad og der var 2-3 hårnålesving hurtigt efter hinanden og så skulle vi af en smal vej hvor der kun var plads til bus og intet andet. Vi skulle ikke langt, så var vi ved hotellet.

Efter en lang bustur er man altid glad for at blive sluppet løs, men dette hotel og familien der ejer det gør mig altid ekstra glad, og vi blev straks modtaget med åbne arme.

Jeg føler altid (mit 3. besøg) at jeg kommer og besøger mine venner og jeg har ALDRIG fornemmelse af at familien Gross er så venlige, bare fordi jeg er en betalende hotelgæst.

Familien består af Armin Gross med fruen Sabine og sønnen Benjamin. Armins far, Albert, er det tidligere overhoved på hotellet, men lige så aktiv i gæstepleje som Armin. Alberts kone hedder Marion, men damerne holder sig en lille smule i baggrunden.

Albert og Karen Marie.

Armin

Sabine og Benjamin.

Armin og Albert går altid rundt i traditionelt egnstøj med Lederhosen og det hele. Armin spurgte mig lige inden vi tog fra Danmark om vi kunne komme i nationaldragter. Det var dagen før afgang, så jeg sagde at det nærmeste vi kunne komme var en regnfrakke.

Vi blev installeret i dejlige værelser, og næsten alle fik udsigt uanset om de havde bestilt det eller ej. Det var besluttet dagen før, da der var masser af ledige værelser, og er nu nok noget der kun sker på første tur.

Dem der havde bestil med udsigt fik de bedste værelser, og resten måtte nøjes med rigtigt gode værelser.

Uden udsigt betyder at man ser ud på baggården eller op ad en bjergvæg eller eng, hvor man kan være heldig der kommer en ko med klokke om halsen forbi. I øvrigt en ganske hyggelig lyd som bare lyder rigtig og som om den skal være der.

Jeg tror mange af dem der fravalgte udsigt vil vælge med udsigt næste gang, selv om man altid kan gå ned på terrassen eller altanen uden for restauranten.

Min datter Mette og veninden Julie var taget derned i forvejen, inviteret af hotelejer Armin Gross, for at lære lidt om hotellet og oversætte noget tekst.

Julie og Mette

Og Armin er altid med på en spøg.

Det varede ikke længe før de første danskere var nede og prøve det tyske krolf med trækøller og hokeybolde, men det er også noget der kræver en del træning.

Trækølle og hockeybold, som nærmest er en forvokset golfbold.

Birthe viser her hvor lang skaftet er.

Og Julie viser slagteknikken.

Nogen trænede tysk krolf

Andre foretrak noget andet

Søskende kunne hygge sig sammen - Dorte og Peter.

Aftensmaden blev indtaget i restauranten, hvor vi fik en afdeling for os selv. Der var hele tiden tjenere omkring os, ikke anmassende, bare klare, opmærksomme og hurtige.

Her er jeg også nødt til at nævne Volker Robitski (håber det er stavet rigtigt). Sidste år var der en der ikke kunne huske hvad Robitski hed, og kom til at kalde ham for Zatopek, hvilket er blevet hængende i mine ører. Emil Zatopek var en Tjekkoslovakisk langdistanceløber fra 50’erne der blev kaldt ”Lokomotivet”, og vedkommende der kaldte Volker for Zatopek må have syntes, at han suste rundt blandt gæsterne som et andet ekspreslokomotiv, uden at blive træt. Sådan virker det nu også.

Volker Robitski - alias Zatopek.

Jeg ser faktisk tegn på at andre i personalet er ved at tage ved lære af Volker – og det er ikke den værste man kan tage ved lære af. Altid glad, hurtig og effektiv.

En enkelt gæst havde ikke helt styr på værelsesnummeret på tysk ved bestillingen. ”Zimmer 283” blev der sagt, men Volker sagde ”Entschuldigen sie bitte, sie wohnen aber in Zimmer 238”. Jo, - der er styr på det.

Nee og Jan Dyrok havde også helt privat lagt turen forbi Bad Hindelang, så vi var nu 40 gæster fra Danmark.

Jan og Nee Dyrok

Solen på vej ned.

Fredag den 8/7 – Dag 3 – Bad Hindelang og bryggeri

Om formiddagen var der intensiv træning på banerne. Alle kæmpede for at finde den rigtige måde at slå det første slag. Putte kunne de fleste, selv om det lange skaft var noget i vejen og græs og kugle temmelig døde.

Nogle af pigerne gik ned i Bad Hindelang for at se på tøj. Heldigvis var Lene for nærig til at købe et par læderbukser til mig, men Lene, Pia og Dorte købte hver en Dirndl – en lokal overdel til damer. De manglede kun 5 halvliters ølkrus i hver hånd, så kunne de servere på enhver Kneipe i omegnen.

Pia, Lene og Dorte i Dirndl.

Om eftermiddagen var der tur til bryggeriet Zötler, men først tog vi lige ”rundt om hjørnet” til den lille bjergby Hinterstein. Den lå i en lukket dal med kun 1 vej ud og ind. Som Albert Gross sagde ”Det er ikke verdens ende, men man kan faktisk se den derfra”.

Armin og Albert planlægger.

I Hinterstein blev vi sat af og der var så 20 min. gang til et privat kitsch museum på den anden side af floden. Et mærkeligt museum med en masse udstillede og udstoppede dyr, gammelt værktøj, vogne, kaner, kunst, lyd, huler og hvad ved jeg. Alt i smalle gange der af og til virkede som minegange. En helt igennem mærkelig oplevelse, hvor man bagefter stod med følelsen af ”hvad hulen var det?”.

Billederne giver ikke helt det rigtige indtryk. Der var dunkelt og stille afslapningsmusik og som sagt smalle gange.

På vejen tilbage havde Albert forberedt en lille overraskelse på flodbredden. Hjemmeblandet blå Ensian snaps, pølse- og ostehaps blev der budt på.

Mor og søn - Lene og Søren.

Snapsen skal – ifølge Albert – blandes ved fuldmåne i selskab med 7 jomfruer – og det er ikke til at skaffe nu om dage.

Så gik turen til bryggeriet. En kørsel på omkring 20 km, så det var ikke så slemt.

Endnu en lille by, som endda havde 2 bryggerier.

Zötler bryggeriet er familieejet og har været i familiens eje siden 1447. I øvrigt er det nuværende overhoved en fætter til Albert.

Der var en reklamefilm, en rundvisning og en prøvesmagning. Filmen var for lang, rundvisningen ok og prøvesmagningen for kort, men sådan er den slags rundvisninger nu engang.

Hjem igen, og der var kl. hen ad 18:30.

Så var der mad og derefter trænede de unge. Det viste sig at være en god investering.

Der var musik i lobbyen. Der blev spillet stille musik på vandretliggende strengeinstrumenter. Grethe sagde det hed hakkebræt på dansk, hvilket jeg nu har undersøgt, for jeg troede det måtte have et pænere navn, men det har det ikke.

Ikke alle havde lyst til stille musik, så de gik direkte i Ridderstuen (”salen” lyder så stort), hvor der var hygge og mjød. Musik stødte til senere og det var ganske hyggeligt der i ”kælderen”.

Lørdag den 9/7 – Dag 4 – Bad Hindelang – De Åbne Tyske Mesterskaber

Dagen startede med morgenmad og så lavede jeg en lille engangsbane på 9 huller. Korte afstande, ordentligt græs og dansk udstyr til udlån. Det var ikke en rigtig dansk bane – det var den nu nok for kort til – men det lugtede lidt af det.

Kl. 9 var der samling og tjek ind. Lidt instruktioner, udlevering af køller m.m.

Dommerne var en blanding af specielt uddannede elever fra et nærliggende gymnasium og mere eller mindre erfarne spillere, og jeg har ikke hørt kritik af dem. Man SKULLE spille med trækølle og hockeybold, hvilket var noget uvant for os danskere. Hokeyboldene er nærmest forvoksede golfbolde. Lettere end vores og dermed triller de ikke helt så langt væk på de skrå flader som vores tungere kugler. Til gengæld triller de ikke så godt.

Køllerne har lange skafter der altid er i vejen, og der er ikke ordentlig slag i dem. Dette, sammen med at græsset er langsomt, gør at det er noget svært at slå ud til hullerne, medmindre man bruger baglændere eller golf slag, og det er de færreste der har helt styr på disse typer slag.

Der var en blå og en hvid bane. De havde begge lettere og sværere huller, men den hvide var vist den sværeste, selv om der faktisk også var særdeles drilske huller på den blå.

Først spillede man på den ene bane, så var der en lille pause, og så spillede man en runde på den anden.

Der var også lagt forfriskningsdepoter ud.

Så er der pause mellem runderne.

Der blev ikke løbende talt sammen, så man vidste ikke helt hvordan det var gået.

Færdig

Alt imens vi spillede krolf spillede et alpeorkester lokal bjergmusik med alpehorn og hvad der ellers bimlede og bamlede. Det er ganske hyggeligt og giver en særlig afslappet stemning.

Så var der frokost på terrassen og derefter spillede resten af spillerne deres 2 runder.

Hole-in-one til Jan Dyrok

Alle grupper havde 5 eller 6 deltagere med nogenlunde lige mange danskere og tyskere. Det var dog samme modstandere i begge runder, men rart at udveksle erfaringer med tyskerne.

Dem der havde spillet om formiddagen smed det tyske udstyr væk og gik i gang med det danske. Flere sagde dog at de nu ikke kunne finde den rigtige slagkraft efter at have spillet med det tyske. Man slog hele tiden for langt.

Jeg blev interviewet af en tysk radiokanal, men han ville kun snakke grænsekontrol og ikke noget videre om krolf. Det kom der ikke rigtig noget fornuftigt ud af.

Den danske konsul i München, John Jacobsen, var også inviteret til Bad Hindelang, og han spillede også med. Det blev til en delt 11. plads sammen med den regerende verdensmester i slagspil, Mogens Christensen fra Fuglsang. Det er faktisk ganske godt gået af en der aldrig har prøvet det før, men mon ikke han spiller lidt golf.

Når jeg hører ordet konsul, får jeg et billede i hovedet af en ældre lettere overvægtig herre med gråt hår på en retrætepost, men ikke her. Det var en forholdsvis ung mand med kone og tvillinger der ikke engang var et år gamle.

Armin, Peter, konsul John Jacobsen, Albert

Om aftenen var der så fællesspisning. Vi sad ude og spiste og blev budt velkommen med "Die Grüne Wiese - Den grønne eng". En græsgrøn velkomstdrink.
Så var der ellers grill buffet med rejer, fisk og hvad man ellers kan finde på at grille. Man kunne simpelthen ikke få smagt det hele - så meget forskelligt var der.

Det ser ud til at klare op igen om lidt.

Til dessert var der så meget forskelligt, at det var helt uoverskueligt - især efter lige at have forædt sig i grill mad.

Der var spillet om 2 mesterskaber på en gang. Det tyske mesterskab og de åbne tyske mesterskaber. Det tyske mesterskab er kun for tyskere, hvorimod de åbne mesterskaber er for alle.

De Åbne Tyske Mesterskaber

De åbne Tyske Mesterskaber blev brugt som undskyldning for at tage til Alperne, og der deltog ca. 40 danskere, 50 tyskere og en dansk/thailænder.
Med alle de gamle erfarne krolfspillere fra Danmark, var der lagt op til dansk sejr, hvilket det da også blev for både damer og herrer. Det blev bare ikke "de gamle" men "de unge" der løb med pokaler, medaljer og æren.

Hos damerne vandt Sandra Nørby Jakobsen fra KØK foran den tidligere og nuværende tyske mester Sandra Kampa, der var tæt forfulgt af Mette Lyngdal Christensen, KØK.

Sandra Kampa, Sandra Nørby Jacobsen, Mette Lyngdal Christensen.

Hos herrerne vandt Anders Zacho Jørgensen helt suverænt foran Tim Heuel og Thomas Marx fra Tyskland, der begge blev tildelt en 2. plads. Det var i øvrigt første gang Thomas spillede krolf, så det var rigtig flot.

Thomas Marx, Tim Heuel og Anders Zacho Jørgensen.

De stolte vindere Anders og Sandra.

Her er et link til resultaterne for damer og herrer.

Tyske mesterskaber

De 2 herrer der blev nr. 2 i de åbne mesterskaber var de bedste tyskere. Det var Tim Heuel og Thomas Marx der hver havde 79 slag.

Thomas og Tim.

Det skulle afgøres hvem der var tysk mester, så der skulle spilles 3 huller på min lille bane med dansk udstyr om mesterskabet. Var det ikke nok, så 2 huller mere indtil der var fundet en vinder.

Det endte med at Tim Heuel vandt, men først efter at alle 9 huller var blevet spillet.

Nummer 3 blev Xaver Hummel med 81 slag.

Thomas, Tin og Xaver.

Hos damerne genvandt Sandra Kampa titlen med 82 slag. Margit Neusch fik 85 slag på andenpladsen og som nr. 3 kom Angelika Blanz med 96 slag.

Margit Neusch, Sandra Kampa, Angelika Blanz.

Søndag den 10/7 – Dag 5 – Bad Hindelang og bjergtur

Kl. 10 var der afgang til tovbanen der gik op på bjerget over for hotellet. Der var vel ca. 3 km, så det var ikke den store bustur.

Da vi kom op, var der ca. 15 min. gang op til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se det meste af dalen. Armin fortalte lidt om Bad Hindelangs historie, og igen havde Albert en overraskelse eller 2 med i ærmet. Vi fik brød, pølse, ost og det tyskerne kalder ”Met”, men som nærmest er mjød. Det er i hvert fald honningvin.

Sandra er selv dagen efter sin store sejr stadig på toppen.

Derefter gik vi tilbage til tovbanen, men tog ikke ned. Albert havde igen været kreativ.
En koklokke var hængt op i en snor under en bænk, og så skulle man med krolfudstyret ramme klokken fra nogle meters afstand. Det var ikke så lige til, da det var ret ujævnt, men der var da nogle der vandt en snaps på at bimle med klokken.

Lars ser ud som om han var klatret op

Det ligner en badebro, men er en affyringsrampe til drageflyverne.

Nogle gik hjem da vi var kommet ned, resten tog bussen hjem for at slappe af, spille krolf, bade eller hvad de nu havde lyst til.

Der var flere mountin bike ruter ned af bjerget.

Og når vejret var sådan til aften ....

.... gjorde man bare sådan her.

Mandag den 11/7 – Dag 6 – Bad Hindelang til Frankfurt

Øv – nu gik det lige så godt, og så skal man hjem igen.

Team Fuglsø - eller er det Villersang - tager afsked med
Hotel Prinz Luitpold Bad.

Dagens tur gik kun til Frankfurt, så det var ikke så galt langt. Det passede med en god lang frokostpause på et par timer i Rothenburg, som er en flot gammel by. Noget turistet, men flot, det var den da. Selv dem der ikke havde lyst til så lang en pause syntes det havde været det værd.

Vi kom til Frankfurt, som er en monster stor by på godt og ondt. Det var meningen vi skulle have været i en lille hyggelig by, men det var ikke muligt da vi ret sent skiftede busselskab. Derfor måtte vi tage hvad vi kunne få.

Mikael havde lidt svært ved at finde hotellet, hvilket vist skyldtes at det havde skiftet navn, så vi fik lige set omegnen af hotellet.

Joan fandt sig også en Dirndl.

En flok fandt en restaurant og spiste i lokalområdet, og andre tog S-toget til centrum. Centrum af Frankfurt skulle være noget særligt, men enten er det noget opreklameret eller også fandt vi ikke de rigtige steder. Der var da nogle små hyggelige gader, men ikke noget særligt, og slet ikke når man kom lige fra Rothenburg.

Tirsdag den 12/7 – Dag 7 – Frankfurt til Danmark

Vi kørte til Danmark uden problemer. Mikael havde lagt turen så det passede med et stop ved grænsen. Det var ikke det store der blev købt ind, og da ham der skulle hente Villersø-folkene havde benyttet lejligheden til at køre helt til grænsen, stod de af der.

Resten kørte hjemad med bussen, tog afsked med hinanden og Mikael, og så var den tur desværre slut.

Så var der kun oprydningen med glemte sager tilbage. De har en tendens til altid at havne hos mig. En glemte at aflevere hotelnøglen, en glemte en t-shirt på hotellet (jeg har den Michael, ring eller skriv), en glemte et par sko i bussen (???) og en anonym glemte sin hat i bussen.

Tak for god ro og orden - og tak for turen til alle deltagerne - det var rigtig hyggeligt.

Konklusion

Hvad er så konklusionen på denne tur?

Jeg var nervøs for selve bussen. Om det var til at holde ud at sidde i den så længe. På turen ned fik jeg ondt i ryggen, men hjemad havde jeg snuppet et par smertestillende piller, og så var der intet. Til gengæld var vi der sad bagerst i bussen ikke i tvivl om hvornår døren til toilettet blev åbnet.

Mikael gjorde det perfekt som chauffør, men det der gjorde ham til noget særligt var de perioder hvor han ikke kørte. Han tolkede for os, tog billeder og lavede en hel film med fotos og filmstumper. Ud over det var han bare en velorienteret, flink og sympatisk fyr, så ham var vi glade for.

Alle tilbagemeldinger fra deltagerne er positive – ikke bare positive, men rigtig, rigtig positive - og den generelle holdning er at dem der ikke var med, de virkelig gik glip af noget, så på den måde var turen en stor succes.

Der er også mange der har talt om ”næste gang” og talt om turen som om det ikke var sidste gang de var med, hvilket er gode tegn, men det er selvfølgelig forudsat der bliver arrangeret endnu en tur.

Det var også en succes på den måde, at det er med til at styrke den tyske organisation. Det øger chancen for at der kommer en international organisation ad åre, og dermed kan DKU så komme med i DIF (man SKAL være medlem af en international organisation), hvor vi virkelig kan få økonomisk støtte.

Så er der det med økonomien i selve turen. Det er virkelig noget der kan true fremtidige ture, da det har givet underskud for DKU. Vi havde i bestyrelsen accepteret et mindre underskud, men det voksede da vi først måtte skifte busselskab og bagefter endnu mere fordi rejsearrangøren (formanden) ikke havde styr på sine aftaler. Deltagerprisen er nemlig beregnet med ½ pension, men bestillingen hos hotellet var med fuld pension. Det er helt og holdet rejsearrangørens fejl, og som sådan må han jo stå til ansvar for den misere.

Det præcise underskud kendes ikke i skrivende stund, da ikke alle regninger er kommet ind.

Hvis der skal laves fremtidige ture, skal der selvfølgelig være mere styr på økonomien, og hvis det giver underskud, skal turen simpelthen aflyses.

Flere billeder

Jeg har nu sorteret i billederne og valgt temmelig mange fra. Jeg har valgt billederne ud fra motiv, skarphed, fornemmelse og pludselige indskydelser, så jeg tror alle er kommet med. Nogle personer kommer oftere i skudlinien end andre af en eller anden grund, men det har nok noget med hvem der tager billederne at gøre.
Jeg har prøvet at synkronisere billederne rent tidsmæssigt, selv om tidsindstillingerne på kameraerne gjorde dette mere end almindeligt svært. Jeg tror ikke det lykkedes 100%, men det er vist der hen ad.

Her er så de udvalgte billeder. Der er 679 stk., så det tager lidt tid at komme igennem dem, men det er tiden værd, synes jeg.
Jeg har udeladt filmklippene af pladsmæssige årsager.

Klik her. Øverst til venstre står der "Diasshow". Klik på den og så kører det. Der er biller til godt en ½ time.

Klik her hvis du vil se nogle billeder der er lagt på nettet i Tyskland. Der er nogle dubletter imellem, men mange gode.
Når siden er kommet frem, så klik på "Weiter" (videre) nederst til højre - så kommer næste billede.