ParVM 2014

Lørdag den 21. juni var der VM for par ved Auning Idræts- og Kulturcenter.

Et lidt blæsende vejr, men sol og dejligt tørt hele dagen. Det vandfaste papir har gjort at der ikke falder en eneste dråbe vand ved stævnerne mere. Herligt!


Grethe og Jette  i dommerteltet.

Med det gode vejr blev det også et godt stævne. Par VM er et mindre stresset stævne end de individuelle og alt gik sin stille og rolige gang, lige bortset fra starten, som var lidt hektisk.
Der var en del afbud - og nogen der ikke meldte afbud - så vi røg fra 216 til 204  deltagere. Samtidig var der 2 klubber der ikke lige havde tilmeldt sig korrekt, så vi skulle have puttet 7 spillere ind i systemet. Det hele endte op i et ok stævne med mange rettelser med kuglepen på kampsedlerne, men det fungerede. Grethe Bjerre fra den arrangerende klub trak sig fra spillet og blev opråber i stedet for, så vi endte op med 210 spillere - eller 105 par.

I denne hektiske opstartsfase er jeg specielt taknemmelig for at Tove Torp, ViGo'e tager en tørn i dommerteltet. Hun ved lige hvad der skal ske, holder overblikket og hovedet koldt og så er hun ikke bange for at sætte folk i gang - inkl. undertegnede. 

Vi kom for sent i gang, men da det var et mindre presset stævne, var det faktisk muligt at indhente det tabte, og jeg tror ikke der var noget at klage over. Da først stævnet kom i gang, kørte det lige så stille som det skulle.
De 4 baner var lagt på flade fodboldbaner, men med gode afstande og god brug af målene og udlagte fliser, samtidig med at det faktisk ikke var helt jævnt. Det endte op i baner med gennemsnit på 32,3 slag i alt, så der var faktisk lidt udfordringer.

Da vi var færdige og kom ind i hallen for at spise, så viste det sig at også maden var fremragende. Ud over svinekødet var der pandekager med kød, 2 slags kartofler og endnu flere slags salat og den bedste flútes man kan tænke sig. Det var rigtig godt - mums!!

Godt vejr, gode baner, god mad, godt arrangement, godt humør - det var simpelthen bare perfekt. En kæmpe tak til Villersø Krolfklub anført af Grethe Bjerre, som gjorde et stort stykke arbejde for stævnet. Og selvfølgelig også tak til Hans Peter og Bent fra stævneudvalget, som stille og roligt tog sig af det stævneudvalget skal stå for.
Og så også tak til alle andre der gav en hånd med - stor som lille. Det er alle de hjælpende hænder der får det hele til at glide.


Nogen af hjælperne Grethe Bjerre, Jette Hoffmeyer og Tove Torp.

Nu var det et VM så hele verden var inviteret og sørme om ikke der kom nogle udlændinge.

Denn Phengsai, Thailand kender vi jo så udmærket og det er også lidt snyd når nu han bor i Danmark, men Dagmar og Tadeusz kom fra Polen, med det ene formål at spille krolf.
Stævnet i Auning var der flere fra Fyn og det sydlige Danmark der synes var for langt at køre - 130 km fra Fredericia og Kolding, men Dagmar og Tadeusz kørte de første 500 km i Polen og godt 1200 km i det hele. Og de håber på at komme igen til VM i august.
Dagmar og Tadeusz har lært krolf på Annemettes Bondegård - bedre kendt som Fuglsang - og prøver ihærdigt at få gang i krolf i Polen. Som Tadeusz sagde "Nu er vi efterhånden en 6-8 stykker".
Dagmar og Tadeusz endte som nr. 75 ud af de 105 par, hvilket faktisk er helt pænt for debutanter.


Dagmar og Tadeusz sagde et par velvalgte ord, Dagmar endda på dansk, og de høstede dagens største bifald.Slagspil

Ved par VM spiller alle på de samme 4 baner, og derfor kan vi tælle slag i stedet for at regne på gennemsnit. Da det også er nemmere at forstå med antal slag, så er det jo helt perfekt.

Efter 4 runder var der 5 par der skilte sig ud fra resten af flokken og bedst var Denn Phengsai, Thailand og Jan Dyrok, Asperup, som begge spiller for Baskerne. De var kun et enkelt lille slag bedre end Lene Rasmussen og Niels Knudsen, også fra Asperup og spillende for Baskerne.
Endnu et lille slag efter kom Ilse og Ivar Christensen fra Nysted, der begge spiller for Nyserne. De stod lige med Lilian og Jens Chr. Pedersen, Gram der spiller for Slotsbyen, men Ilse og Ivar havde gået bedste runde. Ikke alene af de 2 par, men i det hele taget på dagen. 23 slag på bane 3.


Ivar og Ilse gik en runde på 23 slag.

Det 5. par der skilte sig ud var Nicolaj Lundberg Aaskoven fra Odense og Anders Zacho fra Aarhus der begge stiller op for SDU Krolf.
Nicolai og Anders var endnu et slag efter med deres 113, men efter dem var der 3 par med 118 slag, og herefter lå parrene tæt.


Lene, Niels, Ivar, Ilse, Jan og Denn.

1)      Denn Phengsai, Thailand & Jan Dyrok, Asperup (begge spiller for Baskerne) - 110 slag for de 4 runder.
2)      Lene Rasmussen & Niels Knudsen, begge fra Asperup (Baskerne) - 111 slag.
3)      Ilse & Ivar Christensen, Nysted (Nyserne) - 112 slag og dagens bedste runde med 23 slag.
4)      Lilian & Jens Chr. Pedersen, Gram (Slotsbyen) - 112 slag.
5)      Nikolaj Lundberg Aaskoven, Odense & Anders Zacho, Aarhus (begge SDU Krolf)  - 113 slag.

Kampspil:

I kampspil er ParVM også anderledes end de individuelle stævner, idet det er slagspil der giver adgang til semifinaler. Grunden til at vi ikke bruger point som ved de individuelle stævner er, at ved individuelle stævner er modstandere tildelt i forhold til verdensranglisten. Det kan vi ikke gøre ved par, da der kan være MEGET stor forskel på de 2 spilleres placering på listen, så derfor bruger vi slagspil i stedet for.
Det betyder også at langt de fleste spillere tildeles samme placering i både kamp- og slagspil.

De 16 bedste par blev altså fundet ud fra slagspil. Alle med under 122 slag var med, hvilket var 14 par.
Da der var 3 par med lige netop 122 slag og vi kun skulle bruge 2 par, var der desværre et par der blev sorteper.
For at finde ud af hvem der skulle med og hvem der ikke skulle, måtte vi se på bedste runde, og det endte op i at sidste års nr. 3, Helmuth Westergaard og Frede Søbye, Slotsbyen stod med sorteper.

Semifinale 1

Denn Phengsai & Jan Dyrok, Thailand/Asperup (Baskerne), Elise Frostholm & Henning Sellebjerg, Ødis/Skydebjerg (KØK/Skydebjerg), Gitte & Vagn Schmidt, Lundsmark (Lundsmark), Per og Jytte Nielsen, Hårby (Hårby).

Per/Jytte fik en 1'er på hul 1 og førte efter 3 huller med 6 slag. Gitte/Vagn havde 7 og resten 8, så det var stadig lige.
Efter 6 huller var afstanden nøjagtig den samme, men antal slag var nu 13-14-15-15.
Så fik Gitte Vagn hole-in-one og Denn/Jan en stribe 3'ere, så nu førte Per/Jytte og Gitte/Vagn med 20 slag, Elise/Henning havde 21 efter tre 2'ere og Denn/Jan havde 24.
På næstsidste hul kom Elise/Henning alene i spidsen, men satte det til igen på hul 12, så 3 par endte på 28 slag. Kun Denn/Jan var hægtet af med 32 slag.
Så var der omkamp, og så vidt jeg kan tyde kampsedlen, lavede Gitte/Vagn hole-in-one, og dermed var de i finalen.

Semifinale 2

Niels Knudsen & Lene Rasmussen, Asperup (Baskerne), Birgit Hansen & Kurt Mikkelsen, Billund (Køllerne), Karen & Niels Dixen, Haderslev (Agrarerne), Erik Kamper & Bent Pedersen, Nysted (Nyserne).

Ingen kom sådan rigtig godt i gang. 2 par havde 8 slag og 2 havde 9 slag efter 3 huller.
Det var stadig ikke imponerende efter 6 huller og det var stadig meget tæt. Niels/Lene og Erik/Bent havde 16, Birgit/Kurt havde 17 og Karen/Niels havde 18.
Hvis man syntes det var lige, blev det endnu værre efter 9 huller. Karen/Niels havde 25 slag og resten havde 23.
På de sidste 3 huller gik det helt i kage for et par af parrene, så det endte med at Birgit/Kurt vandt med 30 slag foran Karen/Niels med 32, Erik/Bent med 33 og Niels/Lene med 35 slag.

Semifinale 3

Ilse & Ivar Christensen, Nysted (Nyserne), Bente & Holger Lunøe, Villersø (Villersø), Tommy Pedersen & Vinny Sørensen, Vamdrup (Madholdet), Kenneth Müller & Anne Lise Kudsk, Gram (Slotsbyen),

Tommy/Vinny startede med hole-in-one og førte efter 3 huller med 5 slag. Kenneth/Anne Lise havde 6, Ilse/Ivar havde 8 og Bente/Holger 9.
Så meldte Ilse/Ivar sig ind i kampen med hole-in-one og førte med 12 slag efter 6 huller. Det var dog sammen med Kenneth/Anne Lise der var startet med 6 gange 2 slag. Tommy/Vinny havde 13 og Bente/Holger 19 slag.
De næste 3 huller byttede lidt rundt på det. Kenneth/Anne Lise førte nu med 20 slag sammen med Tommy/Vinny og med Ilse/Ivar 1 slag efter. Bente/Holger havde 27 og var hægtet af.
På de sidste 3 huller spillede Kenneth/Anne Lise igen stabilt med ene 2'ere og endte med en klar sejr på 26 slag. Tommy/Vinny og Ilse/Iver havde 29 og Bente/Holger 34 slag.

Semifinale 4

Lilian & Jens Chr. Pedersen, Gram (Slotsbyen), Nicolaj L. Aaskoven & Anders Zacho, Odense/Århus (SDU Krolf), Mette Pickering & Aksel M. Petersen, Christiansfeld (CIF), Lene Henriksen & Peter Christensen, Ødis Kroge (KØK).


De truende skyer blev væk fra stævnet.

Nicolaj/Anders lavede hole-in-one på hul 2 og førte med 5 slag foan Lilian/Jens Chr. med 7, Mette/Aksel med 8 og Lene/Peter med 9.
Så lavede Lilian/Jens Chr. hole-in-one, men Nicolaj/Anders førte stadig med 12 slag foran Lilian/Jens Chr. med 13, Mette/Aksel med 14 og Lene/Peter med 16.
Igen fik Lilian/Jens Chr. hole-in-one så de efter 9 huller førte med 19 slag foran Nicolaj/Anders og Mette/Aksel med 21 og Lene/Peter med 23 slag.
De sidste huller rokerede ikke på sagerne, så Lilian/Jens Chr. vandt med 26 slag foran Nicolaj/Anders med 27, Mette/Aksel med 29 og Lene/Peter med 31 slag.

Finale

Det blev en finale med ene nye folk. Ingen havde tidligere været i nogen finaler, hverken som par eller individuelt.

Birgit/Kurt lavede hole-in-one på første hul, og så er man da også rigtg godt i gang.
Lilian/Jens Chr. gjorde dem kunststykket efter på hul 3, men Birgit/Kurt førte med 5 slag efter 3 huller, tæt forfulgt af Lilian/Jens Chr. med 6 og Kennet/Anne Lise med 7. Gitte/Vagn kom rigtig skidt fra start med 11 slag på 3 huller og var vel hægtet af fra starten.

Efter hul 6 var det Lilian/Jens Chr. der førte med 14 slag foran Birgit/Kurt med 15. Kenneth/Anne Lise havde 18 og Gitte/Vagn 19.
De næste 3 huller byttede igen lidt rundt på placeringerne. Nu var det Birgit/Kurt der førte med 22 slag foran Lilian/Jens Chr. med 24. Til gengæld var Gitte/Vagn nu nr. 3 med 26 foran Kenneth/Anne Lise der havde 28.

Kenneth/Anne Lise sluttede med hole-in-one hvorved de igen kom foran Gitte/Vagn og dermed fik 3. pladsen.
På hul 10 indhentede Lilian/Jens Chr. de førende Birgit/Kurt og så fulgtes de ellers bare af på de sidste huller, så Birgit/Kurt og Lilian/Jens Chr. endte begge på 30 slag foran Kenneth/Anne Lise med 34 og Gitte/Vagn med 36 slag.

Så var der omkamp og efter et par huller endte det med at Birgit/Kurt blev mestre med Lilian/Jens Chr. på 2. pladsen.


Kurt, Birgit, Jens Chr., Lilian, Kenneth, Anne Lise, Vagn og Gitte.

1)      Birgit Hansen & Kurt Mikkelsen, Billund (Køllerne) - 30 slag - efter omkamp.
2)      Lilian & Jens Chr. Pedersen, Gram (Slotsbyen) - 30 slag.
3)      Kenneth Müller & Anne Lise Kudsk, Gram (Slotsbyen) - 34 slag.
4)      Gitte & Vagn Schmidt, Lundsmark (Lundsmark) - 36 slag.

Bedste udenlandske par var Dagmar Hankiewiczova &Tadeusz Hankiewicz, Polen som nr. 75 af de 105 par der stillede op.


Dagmar og Tadeusz, Polen.

 

Statistik

Gennemsnit på alle baner: 32,3 slag

Bane 1: Gennemsnit 32,7 - Bente og Holger Lunøe, Villersø (Villersø) - 25 slag.
Bane 2: Gennemsnit 31,6 - Ilse og Ivar Christensen, Nysted (Nyserne) - 23 slag.
Bane 3: Gennemsnit 32,2 - Jytte Asmussen/og Erna Christensen, Gram/Tiset (Slotsbyen) - 24 slag.
Bane 4: Gennemsnit 32,8 - Denn Phengsai og Jan Dyrok, Thailand/Asperup (Baskerne), Birgit Hansen/Kurt Mikkelsen, Billund (Køllerne), Jytte og Per Nielsen, Hårby (Hårby) - 26 slag.

Her er resultatlisten.

Her er verdensranglisten  og her er World Cup listen.