Igen i år slæber vi titlerne i German Open med hjem til Danmark, Idet Lene Henriksen og sønnen Søren Lyngdal Henriksen Christensen vandt.

Der spilles om både de tyske mesterskab og det åbne tyske mesterskab på en gang, og vi danskere kan kun deltage i sidstnævnte.
Der spilles 1 runde på hver af de 2 meget svære baner. Der spilles med trækøller og hockeybolde, så det er noget uvant.

For damerne gjorde vi rent bord.

1) Lene Henriksen, KØK - 78 slag.
2) Simone Kit Sjøgren, SDU Odense - 83 slag.
3) Lilian Rasmussen, Hullet - 88 slag.

Bedste tysker havde 98 slag.

Simone, Lene og Lillian.

For herrerne så det officielle resultat således ud:

1) Søren Lyngdal H. Christensen, SDU Krolf - 77 slag.
2) Peter Lyngdal Christensen, KØK og Xavier Hummels, Tyskland 79 slag.

Peter, Xavier og Søren.

Her skal det dog siges, at også arrangøren Armin Gross havde 77 slag, men valgte ikke at stille op i den åbne klasse, af en eller anden mystisk grund.

Armin Gross i lånte fjer.

Resultater damer og herrer og lidt billeder på de tyske sider.

Her er så et "skriv" af Søren Lyngdal H. Chistensen, SDU Krolf:

Krolf, Alper og Flyvende Køer

Onsdag d. 9.

For 6. gang var der et kontingent danskere med til de åbne tyske mesterskaber i krolf, hvor der traditionen tro blev dystet både for herrer og damer. Rejseselskabet bestod i år af Lillian og Peder Rasmussen fra Hullet, Lene Rasmussen & Niels Knudsen, som er regerende Verdensmester, fra Baskerne, Dorte Christensen, Nyserne, Dortes veninder Anita og Pia samt Pias sønner Asger og Bjarke, Dortes søn Jens og hans kæreste Katrine, Dortes mor Nanna, også Nyserne, Dortes datter Anna, som jobber på hotellet, Dortes bror Peter Christensen, KØK, som jo er Præsident i Dansk Krolf Union (titlen er tyvstjålet fra hotellets historiebog), Peters kone Lene, ligeså KØK, samt svigerdatter Simone og sønnen, undertegnede, Søren som også er forsvarende German Open mester, begge fra SDU Krolf.

Anna i arbejdstøjet

For skribenten startede ferien frygtelig tidligt onsdag morgen. Vækkeuret meldte sin ankomst klokken 5:30, men det føltes nu nok en hel del tidligere. Det var dog ikke noget en håndfuld gode lure kunne gøre noget ved!

Det var ikke blevet nemmere af VM i fodbold, hvor hjemmeholdet Brasilien havde taget imod Tyskland dagen før. Vi var før kampstart lidt nervøse for, om kampen nu gik i forlænget spilletid eller værre, straffespark, men skal vi ikke blot konstatere at Tyskland gjorde deres til at undgå dette.

På grund af sporarbejde i Sønderjylland foregik første etape for jyder og fynboer i bil til Flensborg (diverse sjællændere og lollikker tog en anden rute over Rødby-Puttgarden). På Flensborg Banegård var der tid til en ostemad, en kop kaffe og så bød Peder ellers på en lille skarp. Så var klokken muligvis kun 7, men vågen, det var man da for et øjeblik. Herefter blev et regionaltog til Hamborg invaderet, og et par timer efter var vi på den travle banegård i Hamborg.

Et lyntog til Augsburg, et regionaltog til Sonthofen og små 10 timer senere blev vi hentet af Marion og Albert Gross i deres minibus – ovenikøbet lige til spisetid! Albert er ejer af Hotel Prinz-Luitpold-Bad sammen med sønnen Armin, hvor både ferie og stævne som sædvanlig foregik. 2. parti danskere ankom en times tid senere.

Torsdag d. 10.

Første punkt på dagsordenen, måske lige efter morgenmaden, var naturligvis at indvie krolfbanerne foran hotellet. Som mange nok ved, så ligner banerne ikke ligefrem vores hjemlige snorlige baner – og især de korte og flade stævnebaner står i stærk kontrast til de tyske. Det går op, det går ned, andre huller går endnu længere op, pludselig er de lange, så skal man nærmest ud over en bjergside, og pludseligt er der en sø foran hullet. Runder under 40 var fænomenale, under 50 udmærkede og over 50 var bestemt heller ikke at skamme sig over, da én sølle fejl kunne give et hav af slag.

Første dag foregik stille og roligt for de fleste, mest af alt på grund af træthed fra rejsen dagen før, og da det tyske vejr ikke viste sig fra sin allerbedste side, blev det ikke til mere end lidt shopping i Sonthofen. Det var køligt, byget og ganske gråt.

Aftensmaden var dog, som altid, et lyspunkt. Det varierer mellem a lá carte hvor man kan vælge mellem 3 forskellige retter den ene dag, og buffet den anden. De udholdende så om aftenen fodbold da Argentina og Holland tørnede sammen – med en lind strøm af øl serveret naturligvis.

Fredag d. 11.

Puha. Om morgenen var torsdagens byger blevet vekslet til en solid gang regnvejr. Samtidig var der et par unavngivne individer, der mente at vi da skulle gå en tur til det lokale ’Kutschenmuseum’. Det er en tur på cirka 10 km i alt frem og tilbage, som under gode forhold ville være en fin travetur, men under fredagens vejr var meget våd.

For dem der var med på DKU’s tur i 2011, så er museet det yderst bizarre museum på en græsmark, hvor man igennem små mørke gange bliver bombaderet med billeder, platter, tekopper, mannequindukker, hestevogne, udstoppede dyr, diverse udefinerbare objekter, snelandskaber, meditationsrum og, rent ud sagt, alt andet mellem himmel og jord. Der er vitterligt så mange ting, at det er hundesvært at fokusere på detaljerne – lidt som at følge en dråbe i et vandfald.

Hjemvendt fra vandreturen blev Peter, Lene H og undertegnede hyret som dommere for personalet. De deltager også i mesterskabet, men da de naturligvis skal stå for forplejning om lørdagen, så spiller de dagen før. På en våd bane indkasserede de rigtig mange slag, og lagde nogenlunde linjen til dagen efter. Dog var især Armin Gross i fare for at vinde, da han gik en runde på 39, og en anden runde på et ukendt antal slag.

Aftenen blev afsluttet med buffet, og så var alt jo godt igen. Det eneste man kan sætte en finger på, er de umanérligt eddikebefængte salater – men sådan spiser de lokale, så det må man tage i strakt arm. Dagen blev afsluttet med, at Anna serverede drinks fra bardisken. Med en lang stævnedag om lørdagen, gik de fleste dog forholdsvis tidligt til ro.

Lørdag d. 12. – De åbne tyske mesterskaber

Så oprandt dagen med den officielle årsag til rejsen – De åbne tyske mesterskaber i krolf. Den uofficielle, og tungest vejende årsag, er naturligvis ferien i sig selv.

På grund af de føromtalte svære huller, er det altid en balancegang at gøre det godt til mesterskabet. Ét fejltrin og man får en 7’er, og er reelt ude af kampen om 1. pladsen. I år var forholdende lidt anderledes, og man kunne derfor med lidt held godt have haft en svipser eller to, og stadig være med i kapløbet i toppen. Der er to baner, og man inddeles i grupper á 6 mand som man spiller sammen med på begge baner. Et fint alternativ til den danske ryst-posen-model.

De fleste danskere fik en dansktalende makker med rundt på banen, og det letter trods alt kommunikationen en hel del, hvis man ikke lige er helt skarp i sit tyske sprog. Efter første runde førte tyske Xavier Hummels med 36 slag, mens en håndfuld spillere fik mellem 38 og 43 – herimellem skribenten og dennes forældre (Lene og Peter) samt Lillian og Simone.

En lille pause lå mellem kampene, og der blev her budt på tysk saltkringle, juice og kaffe. Med fornyet energi, blev der taget hul på 2. runde, og her var banerne endnu sværere, da de nu var trampet flade. På en god håndfuld huller på hver bane, skulle man holde tungen utrolig lige i munden, hvis man ønskede at slippe hæderligt fra hullet. Med hæderligt menes der naturligvis en diskret 4’er.

Efter runde nummer 2, gjorde danskerne status før aftenens medaljeceremoni. Hos herrerne lå Søren meget lunt i svinget med 38 og 39, altså 77 i alt. Peter havde 79 slag efter en halvskidt 1. runde, mens Niels Knudsen havde 80 slag efter en frygtelig 1. runde på 45 slag. I runden efter blev det vekslet til dagens bedste runde på 35 – en runde der kunne have været meget bedre, hvis da ikke Verdensmesteren var sluttet med en 5’er. Hos damerne lå Lene H ligeledes lunt med 78 slag, mens Simone havde 83 og Lillian 88 slag. Det var forfriskende med baner, hvor man ikke behøver 4x 24 og på den flotte side af 5 hole-in-ones, for at have en chance for at være med i toppen – jeg selv fik 77 slag i hus med én 2’er, seks 4’ere og sytten 3’ere.

Der er tradition for, at efter endt stævne, så griber dansken sine almindelige køller, og giver den gas på banen. Normalt kaster det marginalt bedre runder af sig, men i år var meget anderledes. Undertegnede var millimeter fra en hole-in-one, men i stedet for at gå i hul, tog kuglen kanten og trillede vel på den uheldige side af 30 meter ned af skrænten. Det blev en 10’er.

Efter en god aftensmadsbuffet, som foregik i lederhosen og dirndl for tyskerne plus et par sympatisører, samt ét styk viking i form af Peter, skulle spændingen endelig udløses.

Sympatisører'

En viking

Det viste sig at Peters 79 slag rakte til en delt 2. plads med Xavier Hummels, hvilket jo betød at undertegnede, Søren, tog sig af 1. pladsen for andet år i rap. Med til den historie hører dog, at værten Armin Gross også fik 77 slag, men tilsyneladende var lidt forlegen ved at skulle sende det til omspil, og derfor gav mig sejren. Jamen, tak Armin!

Hos damerne gjorde danskerne rent bord, og antallet hos medaljetagerne er sådan set nævnt. Lene Henriksen vandt med 78 slag (hun mener nu, at hun havde 77 slag), mens Simone, som nu var fri for at være ’tastepige’ tog sig af 2. pladsen, og Lillian på en flot 3. plads. Aftenen foregik herefter i godt selskab i Jagdstuben med vin, venner og den lokale øl Zötler, og det må generelt siges at tyskerne har taget ’Krolf, for hyggens skyld’ til sig.

Søndag d. 13.

I løbet af søndag formiddag begyndte vejret så småt at slå om til det pænere. Det blev hurtigt besluttet at turen skulle gå til den nærliggende kabelbane - Hornbahn, hvor man kan komme op på et nærliggende bjerg. Fra udsigtsposten på bjerget kan man roligt sige, at der er en ganske fremragende udsigt ud over de lokale alper.

Senere gik turen op på den modsatte alpe, Ochsenalpe, som vel ret beset er et platou med et par byer. Efter en vandretur der i starten gik af snoede skovstier, og senere stejle skrænter, for at ende med en sti langs flod og vandfald, endte man i en lille restaurant med udsigt over dalen under. Den lokale alpevandrer og hotelejer Albert havde da godt nok advaret mod en hård tur, meeeeen det går jo nok i et par gode sandaler, var der et par stykker der mente. Den beslutning blev formentlig fortrudt, da man gik langs flodens klippebreder, hvor små metaltrin ofte udgjorde det bedste fodfæste.

På restauranten bød familien Gross på mad og drikke til både de vandrende, og til dem som snød og tog minibussen. Hjemturen gik ad den gamle landevej Alter Jochstrasse, som i tidernes morgen var den vej Napoleon benyttede sig af. Turen ned bød da også på flere gamle kanonstillinger, og Albert kunne med gru fortælle om et slag der kostede hele 3 bayerske soldater livet.

Og nåhr ja, om aftenen var der jo VM-finale i fodbold, hvor tyskerne jo for resten deltog. Det blev vist på storskærm i Jagdstube og der var en mærkelig intens stemning. Ingen vild jubel, hujen og skrigen, men nogle få ”jah” og gisp, alt efter hvor det brændte på. Og de drak forbavsende lidt øl til – meget mærkeligt.
Det gik jo godt for tyskerne, så der var heller ingen voldsscener bagefter, men det havde der nu nok heller ikke været alligevel. Tyskerne er faktisk ganske fredelige mennesker – i hvert fald i Alperne, men man kan også godt blive træt af al den renden op og ned ad bjergsiderne med tilhørende frisk luft.

Mandag d. 14.

Om mandagen blev selskabet delt i to. Nogle tog en tur til en lokal naturpark, mens den yngre befolkning tog afsted mod et lokalt friluftsbad. I selve friluftsbadet viste det sig, at der var fyldt med haletudser og salamander”tudser”. Man kunne snildt have talt de første 100 salamandere og velsagtens små 1000 haletudser. De havde uden tvivl en fest i poolen, hvor der i øvrigt ikke var en eneste badegæst.

Over friluftsbadet var der et stort vandfald, og der måtte vi da op og kigge lidt. Det var der også belønning for, da man et stykke oppe, kunne komme ud på nogle store sten og klipper i selve vandfaldet, og man føler sig ganske lille når man står der og kikker.

Her overtager Peter lige skriveriet for en kort bemærkning.
”De gamle” lånte hotellets minibus og kørte op til noget der hed Ostertaltobel. En ”tobel” er en lillebror til en ”klamm”, som igen er en smal kløft hvor noget vand strømmer hurtigt og til tider voldsomt igennem.
Da vi skulle 14 af sted måtte vi køre 2 gange for at få alle mand med, men der var heldigvis ikke så langt.
Vi regnede sådan set med der var et skilt til Ostertaltobel, men fandt ikke andet end indgangen til et naturområde. Så var den nok inde i reservatet. Folk blev sat af og bussen returnerede for at hente resten.

Hvor hulen er vi?!?!?!

Vi skiftedes til at køre med minibussen og gå i den ret flotte dal med navnet Autal.
Klipperne var naturlig cement, der er for porøs til at kunne bruges til noget.

Vi kom hen til et kors midt på marken og overfor var der en rasteplads. Lige da vi kom til rastepladsen var det vi så den flyvende ko.
En helikopter kom med en ko hængende i et ben. Hvis en ko brækker benet eller dør oppe i bjergene, er det måden at hente kræet ned på – i død tilstand, forstås.

Vi snakkede med nogle andre om Ostertaltobel og fik at vide den var uden for reservatet, så sydfrugterne blev pakket og tilbage igen.
På vejen tilbage blev livets cirkel sluttet igen, da en nogle så en ko der var ved at kælve.

Nej, det er ikke denne ko der er ved at kælve.

Vi fandt starten på vandringsstien igennem Ostertaltobel, og efter en pause i café Kamin-Eck, vandrede de fleste op ad stien i flere afdelinger.
Det var en dejlig, flot, spændende natursti op til en P-plads, hvor Niels havde kørt minibussen hen.
Undervejs gik man på kanten af en til tider rivende strøm med små vandfald og selv om turen var anstrengende for mindre mobile, så gennemførte jeg turen. Nanna valgte at tage med Niels og det tror jeg var en rigtig beslutning.

Så gik turen ned til Kamin-Eck igen ad noget der dårlig nok kan kaldes en vej. Det var vist nærmest 2 parallelle dyreveksler der tilfældigvis passede til en bil – og mindre godt til en minibus.
Niels styrede os sikkert ned og Peter med co-pilot Bjarke kørte alle hjem af 2 omgange.
Tak til hotellet for lån af bussen, og tilbage til Søren.

Om aftenen blev der taget afsked med Armin over et glas rødvin og/eller forskellige afskygninger af kaffe, og sagt tak for endnu en god ferie. Det er næppe sidste gang.

Tirsdag d. 15.

Klokken 6 tirsdag morgen gik snuden hjemad, og alt forløb her efter planen. Togene gik til tiden, bilerne var der hvor vi efterlod dem og regnen silede ned. Alt var, som det plejede at være.

Søg

Sidste nyt

Permanente artikler

Regler for kørsels-, bro- og mødepenge

Indendørs krolf

Tilskud

Sommertur 2014

Krolf, Alper og Flyvende Køer

Onsdag d. 9.

Torsdag d. 10.

Fredag d. 11.

Lørdag d. 12. – De åbne tyske mesterskaber

Søndag d. 13.

Mandag d. 14.

Tirsdag d. 15.

Hovedmenu

Mere krolf

Organisation

Login

Krolfermenu

Sponsorer