Kolding 60+ kommunemesterskab 2019
Det blev spillet fredag den 7. juni ved Pulzion (KFUM hallerne) i Kolding. Et perfekt sted til et stævne af denne størrelse.
Der var en del kaos i starten, da der var mange afbud (10-15 stykker) og andre der kom uden at have tilmeldt sig. Desuden var det et lidt anderledes system, som mange spillere lige skulle have styr på.
Poul Sørensen, DAI, kæmpede med puljerne, og det endte med at der blev spillet i grupper med 3 til 5 spillere, og da først vi gik i gang, var der ingen problemer.
Banerne var perfekte og vejret var dejligt, så det kunne ikke være bedre. Officielt blev der spillet efter DAI regler, men ude på banerne nu nok mest efter DKU regler. Det betyder nu ikke så meget, da de reelle forskelle er små.
Ca. halvdelen af de 121 deltagere spillede og den anden halvdel agerede tællere. Det fungerede perfekt, selv om folk ikke var jublende for at få lov til at tælle.
Når den ene halvdel var færdige med at spille, blev der byttet plads, så man efter at have spillet nu skulle tælle.
Det virkede perfekt og jeg har ikke hørt nogen som helst klager.
Der blev spillet i blandede puljer (m/k), men resultaterne var delt op for mænd og kvinder.
Hos damerne vandt Rie Rasmussen, Seest (Seest Boldklub), der vandt med 81 slag foran Lilian Rasmussen, Favstrup (Madholdet) med 83 slag og Helle Jensen, Hjarup (KØK) med 86 slag.
Hos herrerne var det igen Peter Lyngdal Christensen, Ødis Kroge (KØK) der med 82 slag løb med titlen, lige som i 2017. På 2. og 3. pladsen kom Viggo Hansen (Asbøldal Krolf) og Aksel Møller Pedersen, Christiansfeld (CIF Senior) begge med 86 slag. Viggo blev nr. 2 idet han havde gået bedste runde.
Hvis man ser på antal slag, så vil man se, at damerne rent faktisk var bedre end herrerne denne dag.