KØK 5 vandt pokalfinalen med 9-7 over KØK 7
Lørdag den 14. september var der pokalfinale hos SDU Krolf ved Syddansk Universitet, i Odense.
Vejret var godt, banen ujævn og da den var meget langhåret lige inden kampstart, havde vi selv slået den. Det resulterede i en del afklippet græs på banen, som var noget irriterende og tungt at spille i, og dermed - mildt sagt - ikke ideelt. Heldigvis er det ens for alle.
4 hold stillede til start. Østerbro 1, Lundsmark Pokal 1, KØK 5 og KØK 7.
Efter lodtrækning skulle Østerbro 1 møde KØK 7 i den ene semifinale og Lundsmark Pokal 1 og KØK 5 tørnede sammen i den anden.
Det var første gang Østerbro var nået så langt, mens det var 4. semifinale for KØK 7's vedkommende. KØK 7 var kommet videre fra de 3 tidligere semifinaler og der var jo ingen grund til at ændre på den tradition. I et par tætte mixdoubler kom Østerbro ellers foran med 3-1, men så havde KØK 7 fundet melodien og endte med at vinde sikkert med 11-5.
KØK 5 og Lundsmark havde 1 gang tidligere været i semifinalen. KØK 5 havnede i finalen og Lundsmark snuplede mod et KØK-hold. Og den tradition blev der også holdt fast i, selv om det var uhyggelig tæt.
Efter 2-2 blev det 4-4 efter doublerne. Lundsmarks damer var dog bedre spillende end KØK's damer, så de kom foran med 8-4. Så var der bunden opgave til Niels og Hans - der skulle vindes - og det blev der.
Da kampen nu var endt 8-8 skulle der tælles slag, og her var KØK bedst med 406 slag mod Lundsmarks 412 slag.
Nu var der så finale mellem de erfarne finalister fra KØK 7. Dette var deres 4. finale af 8 mulige. Det er da flot, selv om det kun er blevet til 1 sejr.
Det er "kun" KØK 5's anden finale, men derfor behøver man jo ikke holde sig tilbage.
I mixerne var der en sejr til hver side, men i doublerne vandt KØK 7 begge, så de nu førte 6-2.
Så var det også slut med at holde sig tilbage. KØK 5 snuppede 3 pinde i damesinglerne, og igen spillede Niels og Hans sikkert og vandt deres herresingler, så det endte med en sejr på 9-7 til KØK 5 over KØK 7.
Det var en meget lige finale - som sådan nogle skal være - hvilket ses ud af det faktum, at KØK 7 kun brugte 2 slag mere end KØK 5.