DKU afholdt generalforsamling søndag den 29. marts hos Caverion A/S i Fredericia.

Generalforsamlingen startede med fællesspisning. 3 håndmadder med øl eller vand til. Ganske udmærket uden at være prangende.

Regnskabet så vældig pænt ud.
Udgifter på i alt 215.565,67 og indtægter på 240.735,42 giver et ovrskud på 25.169,75 kr og med et pænt bankindestående på 217.972,75 kr er vi ikke i knibe.

Ifølge bugettet forventer vi et overskud på 20.000 i 2015.

Det blev vedtaget at fortsætte med samme priser i 2016.

Ved valgene skete der ikke det helt store.

Til bestyrelsen genvalgtes Peter L. Christensen, KØK og Kristen Grauslund, Brørup.
Bestyrelsen har valgt at fortsætte med samme poster som hidtil, hvilket betyder at Peter L. Christensen er formand, Erik J. Pedersen næstformand, Joan B. Rasmussen sekretær, Henning Thomsen kasserer og Kristense Grauslund menigt medlem.
Suppleanterne Ole Raackmann, KØK og Gerda Marcussen, Hullet blev ligeledes genvalgt.

Bilagskontrollant Ulla Jensen, ViGo'e nlev på posten, lige som hendes suppleant Hans Lind, Bjert Strand.

I ordensudvalget blev Poul Knudsen, ViGo'e og Peter Stubkær, Brørup siddende. De 2 suppleanter Per Meisner, Vesterbro og Otto Olsen, KØK blev afløst af Karen Hansen, Køllerne og Vivi Reeckmann, KØK.

Regel- og kursusudvalget havde genvalg til Peter L. Christensen, KØK og som ny i udvalget valgtes Erik J. Pedersen, Hårby, da et tidligere medlem af udvalget havde meldt sig ud af DKU.

I Stævneudvalget var der genvalg til Kristen Grauslund, Brørup og Hans Peter Eriksen, Madholdet.

Der var også genvalg til Peter L. Christensen, KØK i redaktions- og IT-udvalget.

I holdturneringsudvalget var der genvalg til Sonja Rosendahl, ViGo'e og Lene Henriksen, KØK.

Under eventuelt blev der talt om ren herreturnering og som konsekvens af det ligeledes ren dameturnering.
Erik J. Pedersen fra holdturneringsudvalget sagde at der var flere grunde til at vi ikke laver selvstændige turneringer for damer og herrer. Den ene grund er at hvis vi både skal have em dame-, en herre- og en mixed turnering, bliver det simpelthen for meget arbejde for udvalget.
En anden årsag er at der ikke er hold nok, så de geografiske afstande bliver for store.
Så kunne man helt ophæve reglen om at det skal være blandede hold, men her er vi i DKU's ledelse bange for at det bliver en helt anderledes stemning på banerne, når 4 herrer f. eks. møder et andet hold med 4 herrer, så derfor holder vi fast i de mixede hold.

Det blev også nævnt at der er noget der hedder klubliv.dk 
Her kan man tilmelde sin klub og derefter kan folk støtte klubben via dankortet når man handler i bestemte butikker. Det koster ikke noget og man skal ikke huske på det, så det er faktisk ganske nemt.
Der er selvfølgelig en have ved det, for klubben skal være medlem af DGI, en organisation under DIF eller DFIF (firmasporten). DKU er en organisation i sig selv, og kan derfor ikke optages i hverken DGI eller DFIF, og DIF vil ikke have os, af en eller anden grund, så klubber der kun er medlem af DKU kan IKKE være med i denne ordning.
Nogle DKU-klubber kan godt, men så er det fordi klubben er medlem af DFIF, DGI eller et forbund under DIF. Det er typisk flerstrengede klubber hvor der både er fodbold, håndbold, badminton og lignende. 
Se mere på www.klublivdanmark.dk